Mor til svært psykisk syg savner at blive inddraget i datterens behandling: - Vi fik ikke engang en brochure

Camilla Andersen, 21 år, er psykiatrisk patient og har brug for den tryghed, hendes mor, Tina Ræbild, giver i hverdagen, og når hun er i behandling. Men når hun har sin sygdom i udbrud er det noget andet, hun giver udtryk for. Det burde være sådan, mener hun, at hun, når hun med sine egne ord er i "fredstid," skulle kunne give en bindende erklæring om inddragelse af moderen. Foto: Peter Leth-Larsen

Mor til svært psykisk syg savner at blive inddraget i datterens behandling: - Vi fik ikke engang en brochure

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tina Ræbild er mor til 21-årige Camilla, der er paranoid skizofren. Hun står jævnligt med datterens liv i hænderne, men oplever ingen støtte, endsige information fra behandlersystemet.

Taulov: Hun har ikke længere tal på, hvor mange gange hun har stået på en motorvejsbro eller en jernbanebro og fysisk holdt sin datter tilbage fra at springe i døden. Hun har heller ikke længere tal på de gange, hendes datter har forsøgt at skade sig selv med dybe snit i armene. Eller er blevet lagt i håndjern og kørt væk i politibil til tvangsindlæggelse. Eller er blevet bæltefikseret, fordi hun har været til fare for sig selv og sine omgivelser.

Til gengæld har Tina Ræbild fra Taulov tal på, hvor mange gange det psykiatriske system har involveret hende i behandlingen af datteren, 21-årige Camilla Andersen, eller informeret hende om datterens sygdom: Nul.

Camilla Andersen, der bor på et bosted for psykisk syge, blev syg for fem år siden og fik i første omgang diagnosen borderline kort efter hun var fyldt 18 år. Den blev i marts i år ændret til paranoid skizofreni.

- Vi fik ikke engang en brochure om hendes sygdom. Camilla er myndig, og behandlerne er bundet af tavshedspligt, lyder forklaringen. Men når Camilla har det skidt og bliver indlagt, agerer hun mentalt som en treårig og er i en tilstand, hvor hun ofte ikke vil have, at jeg får noget at vide, siger Tina Ræbild.

Ingen forestiller sig, hvor lang en biltur fra Taulov til en motorvejsbro ved Aabenraa eller en jernbanebro i Vejle kan være, når ens datter vil tage sig af dage, og man ikke aner sine levende råd.
Tina Ræbild, mor til psykisk syg datter
Hverken Camilla Andersen selv eller hendes mor har tal på, hvor mange gange, hun har forsøgt selvmord eller har skadet sig selv, for eksempel ved at skære sig i armene. Foto: Peter Leth-Larsen
Hverken Camilla Andersen selv eller hendes mor har tal på, hvor mange gange, hun har forsøgt selvmord eller har skadet sig selv, for eksempel ved at skære sig i armene. Foto: Peter Leth-Larsen

Ingen information, masser af ansvar

Problemet er, at Tina Ræbild på den ene side ikke involveres eller informeres, men på den anden side står med ansvaret. For eksempel når datteren udskrives eller får lov at gå en tur under indlæggelse.

- Så er det mig, hun ringer til, når det ramler, og hun står og vil kaste sig ud over en motorvej. Og mig og den øvrige familie, der skal ud og finde hende og redde hende. Det er også mig, der en time inde i juleaften må køre hende på en psykiatrisk afdeling, når hun får det skidt.

- Det ansvar kan jeg godt få, men min ekspertise som mor og dermed kender af Camillas personlighed og reaktionsmønstre er ikke efterspurgt. Sygdomsviden og almindelig information, som Camilla og jeg kunne have gavn af, kan jeg ikke få.

- Ingen forestiller sig, hvor lang en biltur fra Taulov til en motorvejsbro ved Aabenraa eller en jernbanebro i Vejle kan være, når ens datter vil tage sig af dage, og man ikke aner sine levende råd, siger Tina Ræbild.

Hun er fattet, men har hele tiden fortvivlelsens tårer på spring i øjenkrogene. Som for eksempel når hun fortæller om en indlæggelsessamtale, hun overværede, fordi Camilla havde givet lov til, at mor kom med.

- Camilla gav en stribe forkerte oplysninger om sig selv. Lægen lagde mærke til mit kropssprog og spurgte, hvorfor jeg ikke var enig i Camillas oplysninger. Tænk engang, hvis ikke jeg havde været der, så var en behandling på et forkert grundlag måske blevet sat i gang. Og tænk på de mange, mange gange, hvor jeg ikke har været med, siger Tina Ræbild.

Der er langt fra de velmente ord om at inddrage pårørende til virkelighedens verden, mener Camilla Andersen og hendes mor, Tina Ræbild. Foto: Peter Leth-Larsen
Der er langt fra de velmente ord om at inddrage pårørende til virkelighedens verden, mener Camilla Andersen og hendes mor, Tina Ræbild. Foto: Peter Leth-Larsen

- Hun kender mig ud og ind

Camilla selv deler moderens frustrationer.

- Jeg ønsker, at min mor er involveret. Hun kender mig og ved, hvordan jeg skal tackles, når jeg går amok. Min familie har en beroligende effekt på mig og giver mig tryghed. Men det mener jeg kun i "fredstid." Når jeg rammes af min sygdom, og det sker i varierende grad nogle gange om ugen, så er jeg en anden person, og så er det ikke det, men det modsatte, jeg giver udtryk for.

- Det burde være sådan, at jeg, når jeg er mig selv, kunne afgive en erklæring om min mors, min families, involvering, som så gælder, når jeg rammes, siger Camilla Andersen.

Det forslag går rent ind hos formanden for Danske Regioners psykiatriudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S):

- Det er et rigtig godt forslag. Man kan kalde det et slags livstestamente, hvor det forpligtende beskrives, hvordan tingene skal være i en situation, hvor en patient ikke kan overskue sin egen situation og måske er til fare for sig selv, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Camilla Andersen har været ramt af svær psykiatrisk sygdom i omkring fem år. Det rammer også familien, ikke mindst hendes mor Tina Ræbild, der igen og igen må rykke ud, når Camilla ringer og siger, hun vil væk fra livet. Foto: Peter Leth-Larsen
Camilla Andersen har været ramt af svær psykiatrisk sygdom i omkring fem år. Det rammer også familien, ikke mindst hendes mor Tina Ræbild, der igen og igen må rykke ud, når Camilla ringer og siger, hun vil væk fra livet. Foto: Peter Leth-Larsen

Opstramning, tak

Der er også en anden god grund til, at politikerne skal sikre, at pårørende er grundigt informerede, mener 21-årige Camilla Andersen:

- Ens nærmeste skal ikke overrumples af ubehagelige, uforberedte situationer. Som da min mor var på besøg under en af mine indlæggelser, og ingen havde fortalt hende, at jeg netop den dag var helt fra snøvsen og lå bæltefikseret, fordi jeg ellers ville rasere det hele. Det var en helt unødvendig voldsomhed at udsætte hende for, uforberedt som hun var, siger Camilla.

Den og mange andre oplevelser gør, at hendes mor har svært ved at genkende de velmente ord, der står i den fire år gamle Psykiatriplan 1 om inddragelse af pårørende. Hun ser gerne en opstramning i den Psykiatriplan 2, som sundhedsministeren fremlægger i løbet af denne måned. En bestemmelse om pårørende-rådgivning bør efter Tina Ræbilds mening indgå i den nye psykiatriplan:

- Det er barskt at være pårørende. Man kunne godt have en tanke på, at det måske er os, der ligger der i næste uge.

Campingliv og kortspil med moderen løsner ofte op i hverdagslivets sorte stunder, men dem har Camilla Andersen ikke desto mindre mange af, hvad tvangsinlæggelse på tvangsinlæggelse vidner om. Foto: Peter Leth-Larsen
Campingliv og kortspil med moderen løsner ofte op i hverdagslivets sorte stunder, men dem har Camilla Andersen ikke desto mindre mange af, hvad tvangsinlæggelse på tvangsinlæggelse vidner om. Foto: Peter Leth-Larsen

Mor til svært psykisk syg savner at blive inddraget i datterens behandling: - Vi fik ikke engang en brochure

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce