Regering opgiver udligningsreform: Alle er sure

Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille måtte mandag melde ud, at regeringen ikke kommer til at lave en reform af udligningssystemet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Regering opgiver udligningsreform: Alle er sure

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmestre er langt fra imponerede over folketingspolitikerne, som har måttet opgive ambitionen om reform af det kommunale udligningssystem. Aarhus-borgmester kalder det for en regulær landspolitisk "fiasko".

Udligning: Det er tre år siden, daværende indenrigsminister Margrethe Vestager (R) satte en flok embedsmænd til at lave grundlaget for en ny udligningsreform. På Christiansborg har forhandlinger om en ny og bedre fordeling mellem pengene i kommunerne stået på i månedsvis, men mandag måtte nuværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille (LA) kaste håndklædet i ringen efter splittelser både internt i regeringen og mellem regeringen og DF og Socialdemokratiet. Han har helt opgivet at lave en aftale i denne regeringsperiode.

Resultatet er: Ingen reform af udligningssystemet, som alle kommuner ellers skriger på. Alle kommuner er sure.

S-borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, der er med i kommunesammenslutningen Bedre Balance.nu kalder det en "fiasko, der koster Aarhus dyrt". S-borgmester i Albertslund, Steen Christiansen, der er med i kommunesammenslutningen Stop forskelsbehandlingen.nu kalder det "stærkt utilfredsstillende" og kræver, at regeringen kommer i arbejdstøjet igen. V-borgmester i Odder, Uffe Jensen, der er med i kommunesammenslutningen Rimelig udligning.nu siger, at "det virkelig er skuffende".

Og i Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer land- og yderkommunerne, kalder formand Steffen Damsgaard det "for dårligt, at christiansborgpolitikere ikke kan bringe sig så meget op i helikopterperspektiv, at de kan se på sammenhængskraften i Danmark".

Derfor gik det galt
Nichemediet NB-Økonomi har dækket forhandlingerne om en ny udligningsreform intenst. Chefredaktør Arne Ullum giver her svar på, hvorfor regeringen fejlede med at få lavet en aftale:
  • Hvorfor kunne regeringen ikke blive enig med S og DF?
  • Arne Ullum: Det handler om fundamentale politiske uenigheder. DF ville afgørende rykke balancen i provinsens favør. S ville have så få forandringer som muligt, fordi deres højborg i København stod til at miste meget samtidig med, at de har mange borgmestre i provinsen, som har den modsatte dagsorden. Og i regeringen ligger V tæt på DF, K vil beskytte hovedstadskommunerne, og LA ønsker grundlæggende ikke udligning i stor stil, fordi de mener, at de fattige kommuner mister motivation til selv at skabe udvikling.

  • Handler det også om, at det ikke var vigtigt nok for partierne at nå en aftale?
  • Arne Ullum: Det har været ekstremt vigtigt for alle partier at nå et resultat, det har bare været forskellige resultater, de har gået efter. Men ingen aftale kan egentlig være ok for DF og S. DF regner med, at klimaet for forhandlinger vil være bedre for dem til næste år. Her har hovedstadskommunerne nemlig allerede mistet en del penge på, at en fejl om opgørelse af udlændinges uddannelsesniveau er blevet rettet op fra 1. januar. Og så vil slagsmålet ikke i samme grad handle om, at hovedstadskommunerne mister noget, fordi på det tidspunkt har de nemlig allerede mistet det. Og hvis S vinder næste valg, er deres plan at dele milliarder ud til et velfærdsløft, og så vil de kunne lave en aftale, hvor ingen taber.
  • Er det et stort nederlag for Simon Emil Ammitzbøl-Bille, at han ikke formåede at lave et forlig?


  • Arne Ullum: Jeg vil snarere sige, at det havde været en rigtigt flot sejr for ham, hvis han havde lavet en aftale. Jeg tror dog, at han kommer til at modtage en del kritik internt i regeringen, fordi han først på sidste dag tilbød DF at lave en smal aftale uden om S. Da var det for sent. Men alene fordi han er Liberal Alliance, er der ingen på Christiansborg, der føler, at de skylder ham noget. Det ville have været lettere for regeringen at lave en aftale, hvis ministeren var fra Venstre.


Arne Ullum, chefredaktør på NB-Økonomi.
Arne Ullum, chefredaktør på NB-Økonomi.

Hovedstaden betaler

Konsekvensen af ingen aftale om hvordan rige kommuner betaler til landets fattige kommuner, er dog ikke, at alt er status quo. Der er nemlig en fejl i det nuværende system, hvor kommuner bliver kompenseret for antallet af udlændinge uanset deres uddannelsesniveau. Danmarks Statistik har i årevis ikke registreret uddannelsesniveauet med det resultat, at kommuner har fået lige så mange penge for f.eks. en ufaglært flygtning som for en højtuddannet forsker. Fra næste år bliver det lavet om, og det betyder, at kommunerne i Region Hovedstaden under et må aflevere 766 milioner til kommunerne i resten af regionerne.

Det er dog en fejl, som kommunerne i hovedstaden ikke anerkender.

- Vi mener slet ikke, at det er dokumenteret, at det skulle være et særligt stort problem. Det er flere hundrede millioner, der bliver flyttet ud af hovedstadområdet. Udligningen får endnu et nøk. Vi bliver nødt til at få det ændret, så det går i en bedre retning for hovedstaden, siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund.

Dårligere service

Odder Kommune kommer til at få en ganske lille andel af pengene fra hovedstadsområdet, 312.000 kroner, og er således en af de kommuner, der reelt kommer til at opleve et status quo.

Og det er netop problemet for borgmester Uffe Jensen.

- Herude har vi færre pædagoger og lærere pr. barn end kommunerne i hovedstadsområdet. Vi har ikke mulighed for at yde vores borgere den samme service. Det er en svær kamp at vinde, fordi vi er oppe mod magtfulde borgmestre med gode forbindelser til Christiansborg. Det er ikke rimeligt, at det er sådan noget, der gør forskellen. Vi må bare konstatere, at vi er for tæt på næste folketingsvalg til, at partierne har kunnet nå hinanden. De har været angst for at blive upopulære, siger Uffe Jensen.

Regering opgiver udligningsreform: Alle er sure

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce