Fem ting vi lærte af årets jazzfestival i Kolding


Fem ting vi lærte af årets jazzfestival i Kolding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Årets jazzfestival er ovre, og ifølge Jazz i Trekanten var det en større succes end de foregående år. Flere ting lærte man af festivalen, og det betyder blandt andet, at der er mere jazz på vej i Kolding. I første omgang bliver der jazz for børn i efterårsferien.

1. Flere går til jazz
Der var blandt andet udsolgt, da Sinne Eeg og Jacob Christoffersen optrådte på Trapholt under jazzfestivalen. Foto: Katrine Worsøe

- Vi var godt klar over, at det ville tage flere år at bygge festivalen op, men vi kan mærke, at vi er blevet mere kendte efterhånden - og det gælder hos både publikum, musikere og spillesteder, som gerne vil lave koncerter under festivalen, fortæller Karsten Bech.

Han er leder af sekretariatet bag Jazz i Trekanten, der for fjerde år i træk arrangerede jazzfestival under kulturugen i Kolding og i resten af Trekantområdet.

Der er langtfra billetsalg til alle koncerter under festivalen, men opfattelsen er, at der var mange flere publikummer til årets program.

- I år var der 50 procent flere gæster til det samme antal koncerter som i fjor. Til de koncerter, hvor der ikke er billetsalg, bygger det på en vurdering ude på koncertstederne, men da vi bruger sammen måde at vurderer på, kan vi godt sammenligne vores vurderinger fra år til år, fortæller Karsten Bech.

De enkelte koncerter under festivalen er arrangeret af enten lokale jazzforeninger eller caféer og andre spillesteder i Trekantområdet.

2. Kvaliteten er vokset
På fotoet ses Kurt Rosenwinkel, der optrådte på Godset som festivalens helt store udenlandske navn. Foto: Morten Weeth

Honoraret til musikerne steg med 40 procent i forhold til i fjor, hvor der blev spillet omtrent samme antal koncerter. Karsten Bech forklarer det med, at der er sat øget fokus på at hæve niveauet.

- I begyndelsen var vi mest optaget af at få festivalen til at vokse i omfang, fordi man skal op i en vis størrelse for at kunne tale om en festival, når den er spredt over så stort et område. Det omfang har vi nået, og derfor har vi haft mere overskud til at fokusere på at hæve kvaliteten, og det afspejler sig i udgifterne til musikken.

- For at få støtte til et arrangement, skal der være en egenbetaling ude på spillestederne, og vi kan se, at den egenbetaling er vokset, og det tolker jeg som en højere risikovillighed ude på spillestederne, fordi man tror på festivalen, siger Karsten Bech.

3. Flere unikke koncerter
Fotoet er fra det særlige krydsfelt-projekt under festivalen, hvor Mads Mathias og Joakim Moesgaard arbejdede sammen på Råværket på Esbjergvej, senere optrådte de med resultatet af deres samarbejde. Pressefoto

I år var der flere koncerter, der var helt unikke for festivalen. Det tror Karsten Bech, man skal udvikle yderligere på.

- Det fungerer godt med koncerter, som man kun kan opleve her på festivalen. Det er med til at skærpe interessen og give festivalen en stærkere profil, så det er noget, vi skal dyrke mere, siger han.

Under festivalen denne gang var Mads Mathias eksempelvis hyret som "Artist in Residence" under hele jazzfestivalen og deltog i ikke mindre end otte koncerter i løbet af festivalens ti dage - heriblandt i en fælles optræden med guitarist Aske Jacoby, der fortrinsvis er kendt fra rock- og popmiljøet.

4. Godt at flytte Jazzhouse
I år var der 17 koncerter på Tobbers i løbet af festivalens fem dage. Pressefoto

Ved dette års festival flyttede Jazzhouse fra spillestedet Pitstop til Tobbers café og restaurant. Det var en succes, som bliver gentaget næste år. Jazzhouse er et initiativ, der skal få flere unge i Kolding til at opleve jazz, og det er unge selv, der står for at skabe arrangementerne.

- Pitstop var også godt, men stemningen er mere intim på Tobbers, fordi det er mindre omgivelser. Og vi kunne egentlig godt lide, at publikum var lidt mere blandet, så det blev en fælles oplevelse for unge og et mere modent publikum, der også kommer på Tobbers, siger Karsten Bech fra Jazz i Trekanten.

I år var der 17 koncerter på Tobbers i løbet af festivalens fem dage.

5. Festival skal holdes i kog
Pressefoto

- Hvis man skal holde bevidstheden kørende om festivalen, er det ikke nok, at den bare popper op en gang om året, der skal være nogle initiativer året rundt, der holder gryden i kog. Derfor vil vi lave nogle arrangementer med vinterjazz, og sammen med Copenhagen Jazzfestival har vi taget initiativ til en jazzfestival for børn, som man kan opleve i efterårsferien, fortæller Karsten Bech.

Man kan læse mere om børnejazzfestivalen på www.jazzitrekanten.dk

Fem ting vi lærte af årets jazzfestival i Kolding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce