Fyret økonomichef om top-embedsmænd: De taler ikke sandt om stort overforbrug

Børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele er sammen med skolechef Lars Svenson i skudlinjen i den skriftlige redegørelse, som den fyrede økonomichef Kai Ekmann natten til onsdag sendte til alle ni medlemmer af børne- og uddannelsesudvalget før udvalgets møde onsdag morgen. Arkivfoto: Helle Thiele

Fyret økonomichef om top-embedsmænd: De taler ikke sandt om stort overforbrug

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den fyrede økonomichef i børne- og uddannelsesforvaltningen tager til genmæle mod børne- og uddannelsesdirektøren og skolechefen. Det er ikke korrekt, hvad de har forklaret om årsagen til det massive overforbrug på skoleområdet, skriver han.

Kolding: Den fyrede økonomichef Kai Ekmann tager nu til genmæle mod børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele og skolechef Lars Svenson i sagen om det massive overforbrug på skoleområdet.

Det sker i en redegørelse, som han natten til onsdag mailede til alle ni medlemmer af børne- og uddannelsesudvalget.

JydskeVestkysten er fra flere kilder kommet i besiddelse af redegørelsen, hvori Kai Ekmann gentagne gange skriver, at direktøren og skolechefen taler usandt til politikerne i deres forklaringer om overforbruget.

Ekmann blev fyret af Helle Thiele tilbage i december, og direktøren har siden offentligt forklaret, at overforbruget i hendes forvaltning skyldtes "dårlige rutiner, manglende overblik og en gammel kultur".

I sin redegørelse forklarer den tidligere økonomichef, at adskillige af de oplysninger, som Helle Thiele og Lars Svenson har givet til JydskeVestkysten om sagen, og som går igen i forvaltningens forklaring på overforbruget, er ukorrekte.

Det gælder blandt andet oplysninger om, at økonomien på folkeskolerne ikke er rettet til i forhold til etablering af 10. klasserne på Hansenberg og IBC, og at økonomien generelt på skolerne ikke er rettet til i forhold til ændret elevtal og antallet af elever på privatskoler og friskoler. "Dette er ikke korrekt", skriver den tidligere økonomichef flere gange i sin redegørelse, hvor han punkt for punkt kommenterer forvaltningens sagsfremstilling til politikene.

Sagen
Overforbruget på de centrale konti på skoleområdet er ifølge en redegørelse fra forvaltningen over de seneste tre år rendt op i cirka 29 millioner.Allerede i begyndelsen af 2018 stod det klart, at der i 2017 havde været et overforbrug på de centrale konti på skoleområdet, og det havde medvirket til et samlet underskud på skoleområdet.

Medlemmerne af børne- og uddannelsesudvalget vedtog onsdag en handlingsplan, der skal rette økonomien på skoleområdet op og få bugt med overforbruget.

Udførte ikke besparelser

Kai Ekmann forklarer i sin mail, at både Helle Thiele og Lars Svenson sidste år besluttede at droppe udmøntningen af besparelser, der ellers var vedtaget politisk og lagt ud til embedsmændene at finde. Det gælder effektiviseringer og besparelser, der skulle findes på de såkaldte tværgående, strategiske projekter.

Desuden peger han på, at forvaltningens ledelse sidste år valgte at bruge flere millioner for meget på nye initiativer og tiltag ude på skolerne uden at få det godkendt politisk.

- Merforbruget skyldes en række beslutninger om at øge serviceniveauet og beslutninger om ikke at udmønte nogle poster. Disse beslutninger er ikke truffet af mig, skriver Kai Ekmann.

Ledelsesansvar

Ekmann, der var ansat i børne- og uddannelsesforvaltningen i 16 år, forklarer i redegørelsen til politikerne, at han reagerer, fordi det, han kalder ukorrekte udtalelser fra skolechefen og børne- og uddannelsesdirektøren, har beklikket hans faglige og personlige integritet.

- Det tegner et billede af mig og mit arbejde, som jeg slet ikke kan genkende, skriver han, der påtager sig ansvaret for enkelte fejl, blandt andet at den vedtagne besparelse på skolernes pedeller ikke blev udmøntet som besluttet.

Udover Benny Dall (EL) ønsker ingen andre af medlemmerne af udvalget at kommentere hans redegørelse.

- Kai Ekmanns redegørelse giver svar på nogle ting, jeg ikke har kunnet få svar på andre steder - heller ikke i redegørelsen fra forvaltningen. Kai Ekmanns redegørelse viser, at det er et ledelsesansvar og ikke et bogholderansvar, at der er opstået et stort overforbrug, og at der har været ledelsesmæssige dispositioner, der var i strid med politiske beslutninger, siger Benny Dall.

Kai Ekmann ønsker ikke at uddybe sin skriftlige redegørelse til politikerne overfor JydskeVestkysten.

JydskeVestkysten har forsøgt at indhente en kommentar fra Helle Thiele, men hun er ikke vendt tilbage på JV's henvendelse.

Fyret økonomichef om top-embedsmænd: De taler ikke sandt om stort overforbrug

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce