Det næste års tid byder Würth på udstillingen Friends, hvor samspillet mellem Robert Jacobsen og vennernes kunst dyrkes. Søndag blev udstillingen åbnet med besøg af blandt andre Robert Jacobsens enke.
Kolding: Billedhuggeren Robert Jacobsen, der i folkemunde gik under navnet Store Robert, er blandt danmarkshistoriens tungeste kunstnere. Og nu kan man få en lille smagsprøve på hans kunst ved at besøge Würth i det nordlige industrikvarter efter udstillingen Friends åbnede søndag.
For en enkelt af gæsterne var det en helt særlig oplevelse at gå rundt på udstillingen. Robert Jacobsens enke, Maria Jacobsen, 86 år, havde taget turen fra København for at deltage i åbningen af udstillingen, der skal give et indblik i kunstnerens inspirationskilder, og hvordan han inspirerede andre kunstnere.
- Jeg kan ikke beskrive min glæde over, at folk kommer for at være med til åbningen af sådan en udstilling. Jeg kan se, at han lever videre. Det er det bedste for en kunstner. Værkerne har ikke kun betydet noget, da han levede, men hans kunst lever videre. Det er meget stort, siger Maria Jacobsen.
Det er som altid gratis at besøge virksomhedens udstillinger, der baserer sig på den kæmpe samling som ejeren af virksomheden, Reinholdt Würth, har skabt. Samlingen indeholder over 18.000 kunstværker og 283 af dem er Robert Jacobsens værker.
En del af værkerne bliver nu vist i udstillingen Friends for at vise, hvordan han inspirererede og selv blev inspireret af kunstnere som Richards Mortensen, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen.
Søndag blev udstillingen åbnet af administrerende direktør Donny Moerkerk, og som direktør i et firma, der blandt andet sælger møtrikker og bolte, så kan man godt får et svagt punkt for en kunstner, der ofte arbejdede i metal, og det næste års tid kan han dagligt glæde sig over at gå rundt mellem Robert Jacobsens kunst.
- Han kunne gøre skrot til lyrik, og han kunne få tonstungt jern til at svæve let og elegant, lød det fra direktøren i velkomsttalen.
- Her i Würth smiler vi også, når vi ser bolte og møtrikker, og måske derfor har Würth og Robert Jacobsen en helt særlig forbindelse. Vores ejer Reinholdt Würth og Robert Jacobsen stiftede allerede i midten af 1970'erne et livslangt venskab, og vi er stolte af, at der blandt Sammlung Würths mange værker er 283 af Robert Jacobsen. Det gør Sammlung Würth til den største Robert Jacobsen-samling i verden, fortalte direktøren.
Udstillingen i foyeren og den lange korridor mellem lageret og administrationen kan ses det næste års tid.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.