Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


- Inderst inde elsker de fleste Melodi Grand Prix

- Når først musikken spiller, er det svært ikke at elske Melodi Grand Prix, mener Anette Heick, der igen i år er vært sammen med Johannes Nymark. Billedet her fra Dansk Melodi Grand Prix i 2017. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

- Inderst inde elsker de fleste Melodi Grand Prix

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lørdag den 10. februar går det løs igen med Danmarks ældste sangkonkurrence, og som sidste år er det Annette Heick og Johannes Nymark, der styrer slagets gang. En udfordring og en gave, lyder det blandt andet fra værterne, der som udgangspunkt har vidt forskellige forhold til Dansk Melodi Grand Prix.

Hvad er kernen i Dansk Melodi Grand Prix for jer?

Annette Heick: - Kernen for mig er den underholdning og ikke mindst den livsglæde, som showet udstråler - og det er for så vidt både i det danske og det internationale grand prix. Tilbage i 00'erne var det meget konkurrencepræget, og der var næsten en ond stemning mellem øst og vest, men den er heldigvis forsvundet. Dengang tænkte jeg: "Åh nej, det ender med at være en konkurrence om, hvem der kan have mindst tøj på og skabe sig mest", men sådan endte det ikke, hvilket jeg i den grad blev bekræftet i, da Portugal vandt sidste år med et af de smukkeste numre nogensinde, der på alle måder hyldede livsglæden. Jeg tudbrølede. Og jeg kan - uden at afsløre for meget - godt love, at mange af deltagerne i dette års danske melodi grand prix også hylder livsglæden.

Johannes Nymark: - I dag er Dansk Melodi Grand Prix noget andet for mig, end det har været tidligere, fordi jeg de seneste tre år har været så tæt på det. Dels som deltager. Dels som vært. Fordi jeg er så involveret i det nu, føles det som en væsentlig del af mit arbejdsliv, og det er forbundet med stor glæde at være del af så enestående en holdindsats. Der er en stærk følelse af fællesskab, og det er vel også det, der i det hele taget er en væsentlig del af kernen i Dansk Melodi Grand Prix. Det er en begivenhed, der samler på tværs af alt muligt - og de fleste har jo et forhold til det.

Hvad er opgaven for jer som værter?

Annette Heick: - Som værter har vi selvfølelig en skabelon, der skal følges. Der er ti sange, der skal præsenteres, og det skal gøre ordentligt og på en måde, så alle føler, de får en fair behandling. Men jeg synes også, at det er både sjovt, dejligt og udfordrende, at vi får lov til at krydre værtsrollen med elementer fra vores egen verden, som jo er sang og musik. Vi er syngende værter og prøver på den måde også at tilføre masser af livsglæde.

Johannes Nymark: - Opgaven er jo først og fremmest at lave et fedt show og binde det hele sammen. Jeg skal være alles gode vært lige den aften. Det er jo et bredt koncept, som skal behage flest muligt, og det er så også min opgave som vært.

Hvad er det sværeste - og sjoveste?

Annette Heick: - Det sværeste er vel i virkeligheden at finde selve rammen og få skabt et ordentligt manuskript. Derfra er det bare en kæmpe glæde og en fantastisk udfordring at få liv til at klæde sig ud og slå ud med armene. At få lov til liiige at give den en tand ekstra, end man normalt gør, for det giver Melodi Grand Prix jo som et af de få steder plads til.

Johannes Nymark: - Den største udfordring for mig er at være mig selv forstået på den måde, at når jeg normalt står på scenen, gør jeg det ikke som mig selv. Jeg er vant til at træde ind i en rolle, men her er jeg kun en troværdig vært, hvis jeg er mig selv. Det sjoveste og mest fantastiske er til gengæld at få lov til at være en del af noget, som så mange mennesker ser og har en mening om. Det føles som en stor og betydningsfuld opgave, fordi det betyder så meget for så mange.

Hvad er jeres første erindring om Dansk Melodi Grand Prix?

Annette Heick: - Min første erindring om Dansk Melodi Grand Prix er meget tydelig, for det var i 1979, hvor "Disco Tango" vandt. Min far havde skrevet teksten til sangen, så jeg sad blandt publikum sammen med min mor, og det var altså stort i en tid, hvor der kun var én kanal, og det med at være i fjernsynet var noget, de færreste oplevede.

Johannes Nymark: - Melodi Grand Prix betød ikke noget videre for mig i min opvækst. Jeg har en erindring om at sidde som otte-ni-årig i fælleshuset i vores boligforening og følge det sammen med de andre, men det med, hvem der vandt og den slags, var ikke noget, jeg gik op i.

Hvordan har jeres forhold til Grand Prixet udviklet sig gennem årene?

Annette Heick: - Op gennem 1980'erne var det det, jeg levede og åndede igennem. Dengang var det sådan, at hvis man var med og vandt, så var man sikret nok arbejde til et helt år, og for min familie kunne det betød forskellen på et godt og et dårligt år. Så det fyldte meget i de år, og jeg deltog selv et par gange. Dels som korpige. Dels som solist. I 1990'erne flyttede jeg hjemmefra og glemte til gengæld alt om Melodi Grand Prix, indtil jeg kom med i udvælgelseskomiteen og var med til at vælge numre ud, og i 2007 deltog jeg selv igen. Derefter fulgte nogle år, hvor niveauet kunne have været bedre, men siden Emmelie de Forests sejr synes jeg, niveauet har været virkelig godt, og jeg kan komme i tanke om flere gode klassikere som for eksempel Basims "Cliche Love Song".

Johannes Nymark: - Da jeg flyttede til København som voksen, fik jeg venner, der havde en tradition med at samles, og det blev jeg en del af. Det var noget med stemmesedler og lidt øl og noget fest, og det var meget sjovt, men jeg havde slet ikke samme tætte forhold, som jeg kan se, at andre har. Det fik jeg til gengæld senere, da jeg selv deltog. Så modsat Annette var det først i en sen alder, at jeg lærte at elske Melodi Grand Prix. I dag synes jeg, det er et super fedt show.

Hvad siger I til dem, der mener, at Melodi Grand Prix ikke længere har en berettigelse?

Annette Heick: - Det er sjovt, for Melodi Grand Prix bliver ofte beskyldt for kun at være noget for dem, der kan huske 1980'erne. Men det er ikke sandt. Jeg har efterhånden været til en del 18 års fødselsdage, og det kan godt være, at dj'en lægger ud med Justin Timberlake, men på et tidspunkt er det grand prix-sange, der bliver spillet, og så skråler alle med. Og jeg mener ALLE. Når vi holder op med at skulle være seje, viser det sig jo, at de fleste inderst inde elsker Melodi Grand Prix.

Johannes Nymark: - Jeg synes, der er masser af god musik. Min klare fornemmelse er, at man forsøger at finde nogle sange, som flest muligt kan have glæde af, og ambitionen om at ramme bredt, synes jeg, er helt fin.

Hvad er jeres favoritsang(e)?

Annette Heick: - Jeg synes stadig, at "Disco Tango" er virkelig godt skruet sammen, men året før - i 1978 - deltog Grethe Ingemann med sangen "Eventyr". Den er også ret fantastisk.

Johannes Nymark: - Jeg vender altid tilbage til "Fra Mols til Skagen", og den bliver på en eller anden måde ved med at vokse på mig. Emmelie de Forests "Only Teardrops" var også en virkelig fed sang. Og så vil jeg nok altid have et specielt forhold til Brødrene Olsens vindersang. Da de vandt, skulle jeg egentlig tidligt i seng, fordi jeg skulle konfirmeres, men det der kunne jeg selvfølgelig ikke sove fra.

Værd at vide om Melodi Grand Prix
Deltagerne i Dansk Melodi Grand Prix 2018
Sang nummer 1: "Riot"Solist: Ditte MarieTekst og musik: Lise Cabble, Theis Andersen og Chris Wahle

Sang nummer 2: "Starlight"Solist: Anna RitsmarTekst og musik: Lise Cabble

Sang nummer 3: "Higher Ground"Solist: RasmussenTekst og musik: Niclas Arn og Karl Eurén

Sang nummer 4: "Boys on Girls"Solist: SannieTekst og musik: Sannie Carlson, Domenico Canu og James Reeves

Sang nummer 5: "Angels to My Battlefield"Solist: SandraTekst og musik: Lars "Chief 1" Pedersen, Ronny Vidar Svendsen, Anne Judith Stokke Wik, Nermin Harambasic og Sandra Hilal

Sang nummer 6: "Unfound"Solist: Lasse MelingTekst og musik: Lasse Meling, Kim Nowak-Zorde og TheArrangement

Sang nummer 7: "Standing Up for Love"Solist: CarlsenTekst og musik: Thomas Thörnholm, Michael Clauss og Dave Rude

Sang nummer 8: "Signals"Solist: KaruiTekst og musik: Annelie Karui Saemala, Jeanette Bonde, Daniel Fält og Jonas Halager

Sang nummer 9: "Holder fast i ingenting"Solist: Rikke Ganer-TolsøeTekst og musik: Rune Braager, Clara Sofie Fabricius og Andrea Emilie Fredslund Nørgaard

Sang nummer 10: "Music for the Road"Solist: Albin FredyTekst og musik: Rune Braager, John Garrison og O. Antonio