Anmeldelse: Mark Knopflers nye album er redeligt og lidt kedeligt

Coveret til Mark Knopflers niende soloalbum, "Down The Road Wherever". Foto: Universal

Anmeldelse: Mark Knopflers nye album er redeligt og lidt kedeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hovedparten af Mark Knopflers nye sange varer på den lange side af fem minutter. Det havde klædt numrene at være mindst halvandet minut kortere.

Musik: På "Down The Road Wherever", der er Mark Knopflers niende soloalbum, lyder den 69-årige skotte som en blanding af Bob Dylan og en aldrende Johnny Cash.

Persongalleriet i flere af Mark Knopflers tekster kunne være tyvstjålet fra en endnu ikke skrevet John Irwing-roman: Pelsjægeren, der kommer ind til nærmeste Klondyke for at sælge skind, spillefuglen, der gør sig klar til sit comeback, og det pjaltede barn, som alt for tidligt lærer at tale med næverne, kniven og bunden af en smadret flaske.

Det første singleudspil, "Good On You Son", minder om Dire Straits i de mindre inspirerede år. Efter en blød danceintro vokser nummeret til halvfunky pop, som bliver skæmmet af en four to the floor-rytme, som heldigvis bliver overdøvet af en saxofonsolo.

Om albummet
"Down The Road Wherever"fire stjerner

Mark Knopfler: "Down The Road Wherever", udkommer 16. november, Universal.

Mark Knopfler giver to koncerter i Danmark i 2019: torsdag 13. juni i Jyske Bank Boxen i Herning og lørdag 15. juni i Royal Arena i København.

Blid bossa

"Just A Boy Away From Home" er skramlet sump-skiffle med masser af slideguitar. Undervejs udvikler nummeret sig til second line-brass og kulminerer ret humoristisk i musicalparret Rodgers and Hammesteins "You Never Walk Alone", som mest er kendt som Liverpools slagsang.

Den trommetunge "Trapper Man" låner melodilinjer fra The Beatles' "Nowhere Man". Mindre held har Knopfler med "Heavy Up", der er inspireret af Miriam Makebas "Pata Pata", som jeg i først-70'erne blev tvangsfodret med i folkeskolens musiktimer.

Knopfler kommer rundt i genrerne. "Back On The Dancefloor" er en doven rumba. "When You Leave" er en jazzet beguine, en småsnakkende ballade. "Nobody Does That" er en af mine favoritter; et legende funknummer med velanbragt blæs, percussion, moog og den særlige Stevie Wonderske synth-spinetlyd.

På "Floating Away" er det igen latin-rytmerne, der dominerer, mens "Slow Learner" præsenterer Knopfler som crooner i en blid bossanova, som bestemt har sine kvaliteter.

Hilsen til Cash

"Nobody's Child" er melodisk en umiskendelig hilsen til Johnny Cash, men Knopflers skrøbelige falset ikke gør noget godt for det samlede udtryk. Musikalsk er "My Bacon Roll" uinspireret, men den småtraskende ballade bliver reddet af en fjolletekst om en hverdag med hverdag på.

På den godmodige "Drover's Road" smelter cowboyfilm-temaet samme med irsk folketone og lyden af et begravelsesfølge - redeligt og kedeligt.

"One Song At A Time" er nok albummets mest overflødige sang: En helteguitarsolo indleder nummeret, der varer omstændelige seks minutter og 17 sekunder, fordi der på bedste kommunistjazz-vis skal være plads til alenlange soloer til snart sagt alle medvirkende.

Kort og koncist

Mark Knopfler har muntret sig med at komme så langt ud i de musikalske afkroge som muligt, og det skal han have credit for. Men at alle sange på nær en enkelt varer over fire minutter, og langt de fleste er på den lange side af fem minutter, er ærgerligt, for undervejs løber Knopfler tør for musikalske idéer.

Der kunne mageligt være kappet mindst halvandet minut af stort set alle numre. Det er albummets prisværdigt korte slutnummer et bevis på. "Matchstick Man" er en shortie, som på under tre minutter viser, hvad det er, Mark Knopfler kan, når han er mest inspireret: indfange en stemning og skildre en menneskeskæbne kort og koncist.

Anmeldelse: Mark Knopflers nye album er redeligt og lidt kedeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce