Arnes bogkasse: Fokus på bogen, der kaldes verdens bedste roman

Fjodor Dostojevskij (1821-1881) prøvede det meste i sin lange forfatterkarriere. Foto: Wikicommons

Arnes bogkasse: Fokus på bogen, der kaldes verdens bedste roman

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Brødrene Karamazov" blev Dostojevskijs største og sidste roman. Den rager op i verdenslitteraturen som romanen, der har alt.

Bøger: Selvfølgelig kan man ikke udpege verdens bedste roman. Man kan heller ikke udpege verdens bedste rødvin, bedste maleri, bedste stykke musik, flotteste mand eller smukkeste kvinde. For til syvende og sidst handler den slags kåringer om noget så enkelte som smag. Men når både litterater, litteratur-kendere og en masse andre læsere over hele kloden i omkring 140 år højlydt peger på én roman som verdens bedste, må det alligevel tages alvorligt. Og sådan er det med Fjodor Dostojevskijs store roman "Brødrene Karamazov". Den er uden for kategori.

"Bogkassen" sætter i dag fokus på denne roman og på manden, der skrev den. For selv om historien om brødrene Karamazov er enestående, er den udsat for kvalificeret konkurrence fra flere bøger - skrevet af samme forfatter. Dostojevskij er ubestridt en af de største forfattere, som verden har kendt. Romaner som "Kældermennesket", "Forbrydelse og Straf" og "Idioten" taler deres eget tydelige sprog om verdensklasse.

- Du bør skrive om "Brødrene Karamazov", skrev en læser i juledagene, for den bog er en kæmpeoplevelse at læse. Så nu gør jeg det - fortæller om Dostojevskijs største og sidste roman - og om forfatteren, hvis liv kom til at rumme de samme spændvidder og samme mængde dramatik, som findes i hans bøger.

Dostojevskijs største perler
"Dobbeltgængeren" (roman, 1846)."Hvide nætter" (noveller, 1848).

"Den ærlige tyv" (noveller, 1848).

"Onkels drøm" (roman, 1859).

"Optegnelser fra det døde hus" (roman, 1861-1862).

"En fatal historie" (noveller, 1862).

"Kældermennesket" (roman, 1864).

"Forbrydelse og straf" (roman, 1866).

"Spilleren" (roman, 1867).

"Idioten" (roman, 1868).

"Den evige ægtemand" (roman, 1870).

"To fantastiske fortællinger" (roman, 1870-1879).

"En forfatters dagbog" (roman, 1873-1880).

"Et latterligt menneskes drøm" (noveller, 1877).

"Brødrene Karamazov" (roman, 1879-1880).
Bogen
Bogen "Brødrene Karamazov" er udgivet i talrige omgange og i forskellige antal bind. PR-foto

Romanen, der har alt

"Brødrene Karamazov" udkom i november 1880. Dostojevskij døde få måneder senere, i februar 1881. En flottere afslutning på en imponerende forfatterkarriere findes ikke. Dostojevskij var da også selv særdeles tilfreds med romanen, og han havde planer om at dykke ned i nogle af de karakterer, som han havde skabt, og skrive romaner om dem. Især var han interesseret i den ene af de tre brødre, den yngste kaldet Alosja.

Dertil kom det aldrig. Men Dostojevskij nåede at skrive en fantastisk fortælling om de tre brødre Karamazov og deres far. Det er en bog, der kan tjene som vejledning for alle håbefulde forfatter-spirer. For den har det hele. Den har et persongalleri, hvor det ikke alene er lykkedes forfatteren at skabe tre meget levende, meget forskellige brødre - og en far, der står mægtig og skarpt i billedet. Men også bogens andre personer - og personlisten er lang - er spændende og skildret med dybde. Dertil kommer så, at bogen rummer masser af handling. Der er drama til den store guldmedalje - bl.a. en rasende kamp mellem faderen og den ældste søn, Dmitriv. De slås om den samme kvinde! Men bogen rummer også en masse andre kærlighedshistorier af mere poetisk karakter. Så persongalleriet og handlingen er forrygende. Dertil kommer Dostojevskijs særlige evne til at have humoren med i alvoren. Sådan er livet jo, en blanding af alvor og humor - af tårer og smil. Midt i alvoren, spændingen og dybden i Dostojevskijs fortællinger, er den varme humor en del af historien. Og så endelig: Det, der gør bogen så komplet - er Dostojevskijs skrivetalent og sprogbehandling. Han er en fortællingens mester, og han bruger ord, som en stor maler bruger farver. Dostojevskijs sprog er gribende smukt. Men - og det er det allerstørste - ordene er aldrig kun til pynt. De er på arbejde. De tjener et formål.

Så forskellige sind

"Brødrene Karamazov" er mange fortællinger på én gang. Bogen har både sine handlingsmættede og sine filosofiske sider. Den gnaver i både politiske og religiøse spørgsmål. Men midt i rigdommen af substans, er den trods alt først og fremmest fortællingen om forholdet mellem de tre brødre - og om deres dybe, indbyrdes hengivenhed.

De er meget forskellige, de tre brødre i Karamazov-familien. Dmitri er den ældste. Han har filosofiske sider, men er også et meget lidenskabeligt menneske. Han er kun halvbror til de to andre. Faderen fik ham med en anden kvinde. Men brødrene opfatter hinanden som brødre, fuldt og helt. Dmitri har især et inderligt tæt forhold til den yngste af de tre brødre, Alosja. Ved romanens begyndelse er Alosja nitten år - den mellemste broder, Ivan, er 24 - Dmitri er omkring 30.

Alosja er den fromme af brødrene, den gode kristne, og Dostojevskij skildrer ham med et skær af "helt" - forfatteren var betaget af denne karakter, og det var også Alosja, som han havde planlagt at skildre dybere i en senere roman.

For mig at se er det nu den mellemste broder, Ivan, der er den mest spændende. En højtbegavet mand med interesse for religion og filosofi. Men en tvivler. Han kan ikke tro på en gud i en så ond verden. Med mindre altså at Gud er ond. Ivan har svært ved at tro på en gud. Når Alosja sætter sin lid til Gud og taler i begejstrede vendinger om frelse og evigt liv til mennesker, har Ivan svært ved at holde kæft. Han tvivler. Han kan omvendt heller ikke med sindsro erklære sig som ateist. For han vil gerne kunne tro. De tre Karamazov´er ser meget forskelligt på livet. De kan tage deres indbyrdes ture, og bølgerne kan gå højt. Men uanset uenighederne så er kærligheden mellem brødrene hævet over alt. De elsker hinanden - respekterer hinanden - og omgiver hinanden med inderlig hengivenhed.

"Brødrene Karamazov" er let at få fat i. Naturligvis kan den lånes på biblioteket. Den er også udkommet på dansk i en lang række udgaver. For nylig har Gyldendal udsendt bogen i to bind - og Bechs Forlag Viatone, har også udsendt en ny udgave. Uanset om "Brødrene Karamazov" er i et eller to eller tre bind - det findes også - så er det klogt at købe den - for det er en bog, som du kommer til at læse adskillige gange.

Arnes bogkasse: Fokus på bogen, der kaldes verdens bedste roman

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce