Ensom troubadour med en del på hjerte

72-årige Mikael Wiehe fryder sig over at skulle på soloturné, hvor han kun skal stå på mål for sine egne holdninger. Foto: Felicia Malmström

Ensom troubadour med en del på hjerte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk-svenske Mikael Wiehe indledte sin musikalske karriere i 1958 med rockbandet Teddy Boys. Avisen Danmark er rejst tilbage i tiden med den socialistiske musiker, som har optrådt i Nicaragua, Chile og på Cuba. Samt norske Utøya, hvor hans "En sång till modet" blev en helende hymne.

Da Mikael Wiehe fredag middag står og prøver et par nye bukser i en tøjforretning i Malmø, kommer han i tanke om, at han har glemt noget. En aftale. Han kan ikke huske, hvem det er, han skal snakke med. Derfor han ringer han fra sin mobil til sin telefonsvarer og lægger en besked.

Da han har fundet de rette bukser, et par olivenfarvede af fløjl, trasker han hjem. Lytter på sin telefonsvarer. Og kommer i tanke om, at aftalen er med en dansk journalist. Han ringer op klokken 13.59, selv om aftalen først er klokken 14. Og siger goddag med et så drevent dansk, at journalisten i den anden ende et kort øjeblik tvivler på, om det er den rigtige mand i røret.

Det er det. Det er ham, der dannede Hoola Bandoola Band med Björn Afzelius og Peter Clemmedson. Ham, der har optrådt i Chile, Nicaragua og Cuba, fordi han er socialist langt ind til de dansk-svenske knogler. Ham, der spillede på norske Utøya på den første årsdag for massakren i 2011.

Vi begynder interviewet længe før. I 1958. Seks år efter, at Mikael Wiehe flyttede fra København til Malmø med sin svenske mor.

- Det var i 1958, jeg kom med i mit første band, Teddy Boys. Det var nogle af mine klassekammerater, der inviterede mig med, så jeg var ikke omdrejningspunktet. Jeg havde spillet guitar i to år på det tidspunkt. Min far købte min første guitar til mig som 10-årig. Hos en marskandiser. Den kostede 100 svenske kroner, hvilket var en formue dengang, siger Mikael Wiehe.

I Sverige kunne man dengang enten være fan af Elvis Presley eller Tommy Steele. Mikael Wiehe valgte sidstnævnte.

- Det skulle jeg ikke have gjort. Nogle år senere gik det op for mig, at Elvis var fuldstændig overlegen i forhold til Tommy. Ja, i forhold til alle. En helt igennem fantastisk sanger og performer, siger Mikael Wiehe.

Mikael Christian Wiehe
Født 10. april 1946 i Stockholm. Med en dansk far og en svensk mor voksede Mikael Wiehe op i København, indtil han som seks-årig flyttede med sin mor til Malmø.Han kom med i sit første band, Teddy Boys, som 12-årig. Fra 1964 var han med i flere jazz- og poporkestre, inden han i 1970 dannede Hoola Bandoola Band med Björn Afzelius og Peter Clemmedson. De udgav fire lp'er, inden Wiehe stiftede Mikael Wiehe & Kabaréorkestern.

Senere blev han en del af flere forskellige grupper, hvor han bidrog med venstreorienterede sange, som ofte kombinerede politisk agitation med poesi.

Musikalsk og sprogligt er han især inspireret af Bob Dylan.

www.mikaelwiehe.se
Mikael Wiehe har en chilensk kone, en cubansk svigersøn og har i det hele taget et nært forhold til Latinamerika. Foto: Peter Carlsson
Mikael Wiehe har en chilensk kone, en cubansk svigersøn og har i det hele taget et nært forhold til Latinamerika. Foto: Peter Carlsson

Tæt på Paul Simon

I 1968 blaffede Mikael Wiehe hele vejen gennem Europa til Marokko i Nordafrika. Han ville egentlig have oplevet Majrevolten i Paris, som han også besøgte året før, men kom for sent afsted, da han læste på universitet og først fik ferie i juni.

- Det sjove er, at rejsen til Marokko får mig til at tænke på en helt anden oplevelse. I 2012 skulle jeg optræde til den svenske Polar Music Prize, hvor Paul Simon fik æresprisen. Til en privatfest bagefter hos Tomas Ledin fik jeg overtalt Paul Simons agent til at lade en fotograf tage et billede af Paul Simon og mig. Jeg sagde til agenten, at jeg var Sveriges mest kendte sanger, og at Paul Simon ville blive stoppet i lufthavnen, hvis det kom frem, at han rejste hjem, uden at vi havde fået taget et billede sammen, siger Mikael Wiehe og ler.

Da han endelig stod sammen med Paul Simon, kunne han ikke komme på noget kløgtigt at sige.

- Hvad fanden skal man sige, når man står der med selveste Paul Simon? Jeg sagde: "Jeg spillede dine sange i Paris' gader i 1967". Så kiggede han på mig og svarede tørt: "Det gjorde jeg også. I 1965", siger Mikael Wiehe og griner højt.

Han vender tilbage til rejsefortællingen i 1968. Da han ankom til Tanger i Marokko, blev han omringet af flere hundrede unge lokale, som sloges om at sælge hash til de europæiske turister.

- Det tog mig otte timer at slippe gennem horden af sælgere. Men jeg købte faktisk ikke noget hash, siger Mikael Wiehe.

Skidefuld på Cuba

Som 32-årig i 1978 rejste Mikael Wiehe til Cuba med Björn Afzelius, Ulf Dageby og Bertil Goldberg. De optrådte under navnet Los Suecos, Svenskerne, til en socialistisk ungdomsfestival.

- Det var lidt mærkeligt at optræde til en ungdomsfestival og være 32 år, men da jeg mange år senere hørte "Buena Social Vista Club" gik det op for mig, at cubanere bliver ekstremt gamle. Så 32 år var ingen alder i deres øjne. Vi blev vist rundt og var konstant omringet af smukke, cubanske piger, som alle sammen ville giftes med os. Sandsynligvis mest for at komme væk fra Cuba, siger Mikael Wiehe.

Det svenske band boede på en skole i kystbyen Cojimar. Byen, hvor Ernest Hemingway fik inspiration til mesterværket "Den gamle mand og havet". For at forkæle de skandinaviske gæster havde de lokale værter sørget for, at der var musik og løjer aften efter aften.

- Der var gang i skolegården hver eneste aften med musik og 1000 festende mennesker. Vi kunne umuligt falde i søvn. Efter tre dage fandt vi ud af, at vi kunne mikse Havana Club-rom og en kakaolikør til en heftig cocktail. Efter tre-fire af dem var man skidefuld og sov som en sten. Sådan gjorde vi i to uger. Det tog tre uger at komme til bevidsthed, da vi kom hjem, mindes Mikael Wiehe.

Han kommer i tanke om en aften i Lenin-parken i Havana, hvor de var inviteret til at høre en koncert med de cubanske stjerner Silvio Rodriguez og Pablo Milanés. Efter koncerten mødte de musikerne og indledte et venskab, som kulminerede nogle år senere, da Silvio, Pablo, Björn og Mikael turnerede i Skandinavien.

- Björn havde et fantastisk øre for et godt hit. Han oversatte én af Silvio Rodriguez' sange, som på svensk kom til at hedde "Sång till friheten". En sang, jeg stadig spiller live, siger Mikael Wiehe og tilføjer, at han ikke har besøgt Cuba siden 1992, selv om ét af hans børnebørn har en cubansk far.

Lykkelige og i live

10 år senere var det en noget voldsommere oplevelse, da Mikael Wiehe optrådte i Nicaragua. I øvrigt på en tur, hvor danske Gnags var med.

- Vi var inviteret for at være med til indvielsen af Ruben Darío-teateret i Managua. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker Gnags særlig tydeligt. Altså, jeg kan godt huske, de var med. Der er bare andre episoder fra den rejse, som står tydeligere, undskylder han.

I 1988 var Daniel Ortega præsident i Nicaragua. Senere blev han nærmere diktator. Landets indbyggere havde det ikke godt i kølvandet på sandinisternes revolution og USA's støtte til kontrarevolutionisterne, men virkede alligevel forbavsende lykkelige.

- Jeg så alle disse glade mennesker og kom i tanke om påstanden om, at fattige mennesker er lykkeligere end rige. Det tror jeg overhovedet ikke. Jeg tror, fattige mennesker fremstår lykkelige, fordi de har holdt sig i live endnu en dag. Det er jo det, det handler om. At holde sig i live. I den periode kæmpede befolkningen i Nicaragua for deres liv hver eneste dag, siger Mikael Wiehe.

Én af de koncerter fra hans lange karriere, han aldrig glemmer, foregik på den tur.

- Vi rejste videre til Costa Rica, hvor vi spillede på universitet i hovedstaden San José. Efter en halv time gik fascister til angreb på publikum. Det var jo en venstreorienteret koncert. Fascisterne tævede folk med flere meter lange jernrør, så flere blev slået ihjel. Folk flygtede, og alt var kaos. Jeg stod på scenen og fortsatte med at spille, fordi jeg ikke turde andet. Heldigvis blev fascisterne jaget bort af nogle militante venstrefolk. Det glemmer jeg aldrig, siger Mikael Wiehe.

En sang til modet

Én af Mikael Wiehes sange hedder "Gud". Den skrev han i 1998. Som en ironisk kommentar.

- Jeg er slet ikke religiøs anlagt. Men i tirsdags var jeg lige ved at blive det, konstaterer Mikael Wiehe og holder en kunstpause, inden han fortsætter.

Han var på vej i studiet på sin cykel, da hans guitar faldt af bagagebæreren, så han væltede.

- Jeg landede på kørebanen, hvor der i samme øjeblik kom en bus buldrende. Jeg lå med hovedet nede i asfalten, da den passerede mit venstre øje. Der var ikke mere end 10 centimeter fra hjulet til mit hoved. Selv om der var blod overalt, og jeg slog mig på hele kroppen, slap jeg med skrækken. Bagefter tænkte jeg, om det var gud, som ville vise mig, at han eksisterede. At gud ville minde mig om, at det kan blive meget værre end det, hvis jeg ikke opfører mig ordentligt, siger Mikael Wiehe.

Det næste årstal rammer ned i endnu en drabelig begivenhed. Hvor man ikke kan fortænke nogen i at tvivle på guds eksistens. I 2008 spillede Mikael Wiehe på norske Utøya til et sommermøde for AUF, Arbeidernes Ungdomsfylking. Et sommermøde, der tre år senere skrev sig ind i historiebøgerne, da 69 unge mistede livet.

- Da jeg optrådte på Utøya i 2008, spillede jeg "En sång till modet". Efter massakren blev den sang på en måde en trøste-sang i Norge. Det betød, at jeg spillede på Utøya igen i 2012 på etårsdagen for massakren. At være en del af den mindehøjtidelighed er jeg beæret over, siger Mikael Wiehe.

Retten til at agitere

Efter et lang tilløb er vi nået til 2018. Efter at have været involveret i mange vidt forskellige projekter med en strygekvartet, store koncerter med symfoniorkestre og forskellige samarbejder havde Mikael Wiehe behov for at finde hjem og vende tilbage til det simple setup med én mand og én guitar.

- Jeg har savnet at rejse rundt alene med min guitar. Fordi det er så nemt. Fordi jeg kan agitere meget mere, end hvis jeg er en del af noget andet. Der er svensk valg i september, og jeg har en del på hjerte, som jeg vil være fri til at sige. Det kan jeg tillade mig som ensom troubadour, konstaterer Mikael Wiehe.

Sætlisten vil han godt løfte sløret for.

- Det er mine mest elskede, mest kendte, mest spændende og bedste sange. Gamle som nye, remser han op.

Det glæder ham, at han skal spille mange koncerter i Danmark.

- Det er efterhånden et par år siden, jeg har haft så omfattende en turné, fordi der har været lidt kludder i mit firma. Men det er der styr på igen, siger Mikael Wiehe.

Mikael Wiehe optræder 26. august på Tønder Festival, 27. august på Gazzværket i Aabenraa, 28. august i Pavillonen i Grenå, 29. august i Musikhuset Aarhus og 30. august på Foderstoffen i Rudme.

Ensom troubadour med en del på hjerte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce