Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

At finde på et løftebord

Kunne man bruge ideen om en masse pinde, som flettes sammen i en slags hængsel, hvis man vil lave ?

At finde på et løftebord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man kan ikke bare være kreativ ud i den blå luft - eller - jo - nej - måske ...

Vi starter lige forfra: JEG har det ikke så godt med at være kreativ uden rammer. For eksempel kan jeg finde et stykke hvidt papir direkte skræmmende, for man kan jo skrive hvad som helst, når der ikke står noget i forvejen - eller man kan tegne på det - eller folde det - eller krølle det sammen og smide det ud over siden i frustration, fordi man ikke kan "finde på noget".

Problemet var større, da jeg var yngre, for tiden har givet mig den erfaring, at hvis man bare knokler på, så lykkes det alligevel at bikse noget sammen - hver gang, sgu.

Men jeg hører altså til dem, som gerne skal have nogle rammer at sprælle indenfor. Det kan eksempelvis være et formål med den tingest, som man vil brygge sammen - måske skal den laves af nogle bestemte materialer og ikke alt muligt andet - måske SKAL den fungere efter et bestemt princip - og sådan kan man blive ved med at sætte forhindringer, rammer eller krav op, indtil sagen i nogen grad giver sig selv.

Det er så her, at man skal lære at give pokker i "reglerne", så man ikke bare ender med at insistere på en tåbelig idé, når man lige så godt kunne have brugt energien på en meget bedre idé - ideer er der nemlig nok af!

Et løftebord

Nå, men det begyndte ellers ret godt. Da jeg lavede "den store ombygning" af huset, blev det jo isoleret efter alle kunstens regler - foruden et par metoder, der ikke stod noget om i reglementet - men jeg fik aldrig for alvor gjort noget ved vinduerne. Jeg fik dem repareret, kittet om og malet, men jeg mangler stadig at få lavet forsatsruder, som ikke bare skal hjælpe med at isolere, men faktisk også gøre vinduerne tætte. Lige nu er de pæne, men fløjtende utætte.

Så om kort tid skal jeg lave forsatsruder til alle vinduerne - og det skal nok blive sjovt. Men inden da vil jeg gerne forbedre forholdene på værkstedet en smule: Når man laver mange rammer i forskellige størrelser, har man nemlig konstant gang i en frygtelig masse pinde i forskellige længder, bredder og så videre - man har gud ved hvor mange stabler af halvfærdige pinde, som man skal holde styr på og endelig ikke blande sammen, når man flytter dem fra saven til høvlen og videre til fræseren - og til det formål har man brug for et pænt stort rullebord.

Så det ville jeg først lave - altså et rullebord, som vil gøre det store projekt på værkstedet lettere. Og så faldt det mig ind, at når jeg alligevel skulle lave et rullebord, kunne det vel i og for sig lige så godt være et løftebord, som jeg længe har ønsket mig - sådan en solid sag, hvor man kan reparere tunge ting - som en motor - hvis alt går vel, skal jeg nemlig reparere bådmotor i løbet af vinteren ...

En masse pinde

Så jeg satte mig ned for at tænke - det er sådan noget, som Fruen bliver helt desperat over, for "nu sidder han igen der og laver ikke en skid ..."

Men det gjorde jeg altså. Og jeg googlede også et par professionelle hejseborde med hjul og sager - de viste sig at være ganske dyre, men det er altid sjovt at se, hvordan andre har løst mekaniske problemer på forskellige måder - på dette felt er der enighed om understel af saks-typen og med en hydraulisk donkraft, som løfter.

Men jeg ville gerne lave mit bord af træ, for der er ikke så mange læsere, som har mulighed for at svejse ting sammen - og så kom den ulyksalige idé til mig, som jeg nok burde have kvalt i fødslen: Hvorfor ikke konstruere kalorius som en af disse sammenklappelige "dækstole" - lavet af en masse lameller, som krydser hinanden? Så behøver jeg ingen hængsler, men kan lave bordet udelukkende i træ - bortset fra nogle hjul og en gevindstang til hejse-mekanikken. Og i stedet for dyre drejehjul kan jeg bruge hjul fra gamle rulleskøjter - skide smart - tænkte jeg.

God idé

Og det synes jeg stadig, for det er vel sådan, det er at være kreativ: Man drømmer et eller andet, som ville være fedt - måske ikke har ideen og ikke hold i virkeligheden, men så sætter man tænkeren i lav-gear og giver gas - man knokler af sted igennem mudder og sne, indtil det endelig lykkes at få gjort trekanten rund og med fem kanter - om jeg så må sige ...

I dette tilfælde gik drømmen ud på at lave et robust hejsebord af en hel masse næsten ens pinde - de skulle bare kortes af på en rundsav og forsynes med diverse huller, og hvis de blev placeret helt rigtigt i forhold til hinanden, mente jeg helt sikkert, at det ville resultere i en base og en bordplade, som via et stort X og en gevindstang kunne hejses op og ned. Ingen hængsler, ingen købehjul og ingen detaljer, som man "lige skal have smeden til at svejse sammen" - du må da indrømme, at det er en smuk tanke?

Ser enkelt ud

Og jeg tror stadigvæk, at det kan lade sig gøre. Problemet er bare, at lige så simpel ideen er, lige så kompliceret er den at realisere - viste det sig. Især giver det hovedpine at tænke på, hvordan man får de mange pinde i henholdsvis pladen, basen og de to dele af X'et til at krydse hinanden - det er lidt svært at forklare, men altså: Basen og pladen er i princippet to ens "riste", og X'et er to riste, som krydser hinanden. Ideen var så, at man lægger basen på gulvet og stiller X'et ovenpå - X'ets pinde vil passe ned i basens mellemrum, og det samme gælder top-pladen. Enkelt - ikke sandt?

Og hvis man så sætter en aksel igennem i "hjørnerne", har vi en solid samling, men uden brug af tapper, beslag, skruer, hængsler og så videre. Det eneste, der skal bruges, er to slags pinde i stort antal - og et par aksler og nogle hjul.

Det knirker og knager

Men - som jeg sad der og visualiserede mit smukke projekt, kom jeg mere og mere i vildrede, fordi jeg kunne se for mig, at ristenes pinde og mellemrum ikke passede over for hinanden.

Jeg er ikke god til at tegne, så jeg forsøgte på vanlig vis at rumme det hele i hovedet, og det var ved at sprænges i et forsøg på at regne den ud, og til sidst besluttede jeg mig for den model, som du ser på fotoet: Base og bordplade er lavet af pinde, som ikke er helt gennemgående - de mellemrum (tapper), som opstår i hver ende, er altså forskudt med én pind - hvilket medfører, at pindene i X'ets ben (som jo pr definition er forskudt med én pind) passer med mellemrummene i såvel bordplade som base.

I "den faste side" (til venstre på fotoet) er X'et så forbundet med bordpladen og basen med en gennemgående aksel - enkelt og elegant - og i højre side hviler X'ets ben imod bordplade og base via to små hjul. Det er nok ikke let at følge denne forklaring, og jeg var da også ved at give op flere gange - mit aldrende hoved var ved at eksplodere, men til gengæld var jeg nærmest rundtosset af stolthed, da det i praksis viste sig, at regnestykket gik op: Det knirker og knager, men jeg kan sgu stadigvæk!

Godt til optænding

Til gengæld var der én væsentlig faktor i ligningen, som jeg bevidst havde set bort fra - min hjerne var simpelthen ikke stor nok, så jeg besluttede, at det problem måtte jeg løse bagefter: I den side, som jeg kalder den faste (til venstre), er omdrejningspunktet halvvejs oppe i bordpladen og halvvejs nede i basen - i den løse side ender X'et i små hjul, som ruller oven på basen og under bordpladen - X'et har altså "skæve ben": Den ene side er højere end den anden.

Spørgsmålet er så: Hvor skal X'et have sit "centrum" - sit omdrejningspunkt - for at bordpladen kan løftes og sænkes uden at komme ud af vater? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Jeg har bøvlet og eksperimenteret den halve eftermiddag uden at finde en løsning, og så vidt jeg kan se, er det "mission impossible" - men hvis du kan se en løsning, må du meget gerne sende en mail. Hvis der ikke ganske snart falder en magisk løsning ned fra himlen, vil jeg save de fine pinde op i længder, som passer i brændeovnen. Og så vil jeg lave et hejsebord, som ligner alle de andre - det har faktisk sine fordele ...

Ps: Hvis du tilfældigvis allerede har bygget et "heavy duty" hejsebord, eller bare har den helt rigtige idé, så send straks en mail - gerne med fotos.