Eksperten: Kan bestyrelsen nægte udlejning af min ejerlejlighed?

I mange tilfælde står der i vedtægterne, at medlemmer ikke må leje ud uden bestyrelsens samtykke. Men hvad dækker det over? Foto: Colourbox

Eksperten: Kan bestyrelsen nægte udlejning af min ejerlejlighed?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I en ejerforening er det meget normalt med restriktioner i forhold til udlejning af sin ejerlejlighed. I mange ejerforeninger står det dog i vedtægterne, at udlejning alene kan ske efter forudgående samtykke fra bestyrelsen. Og hvad betyder det så?

For nylig blev jeg kontaktet af et ægtepar, som havde købt en mindre ejerlejlighed og efterfølgende lejet den ud til deres søn i en årrække. Sønnen skulle nu rejse til udlandet for at arbejde, og de ville derefter gerne sælge lejligheden.

De havde ikke selv haft problemer med at leje ud til deres søn, da de købte lejligheden. De havde blot givet besked til bestyrelsen om, at de ville leje ud til deres søn, og alt var i orden. I vedtægterne for ejerforeningen stod der i forhold til udlejning, at dette alene kunne ske med bestyrelsens forudgående samtykke. I forbindelse med det efterfølgende salg opstod der dog problemer. Nu ville bestyrelsen ikke godkende nye lejere - de, der købte lejligheden, skulle altså bo der selv - der måtte ikke længere lejes ud.

Jeg fik så spørgsmålet: Kan bestyrelsen i ejerforeningen nægte udlejning af vores ejerlejlighed? Svaret er som udgangspunkt nej, men det kommer an på den konkrete situation (hvilket jo er et rigtigt juristsvar). I den konkrete sag fik jeg stille og roligt forklaret bestyrelsen, at den var kommet på vildspor, og den rettede herefter ind, men sådan går det ikke altid. Hvad gælder i din ejerforening? Start med at kig i vedtægterne.

Hvad står der i vedtægterne? Ja, det er ret afgørende og meget forskelligt fra ejerforening til ejerforening. I nogle ejerforeninger er der forbud mod enhver form for udlejning, mens andre typisk har specifikke restriktioner, som for eksempel at der maksimalt må lejes ud i to år, og at der ikke må kortidsudlejes.

I rigtig mange tilfælde står der dog, at medlemmer ikke må leje ud uden bestyrelsens samtykke. Og det er særligt det sidste, som må siges at være noget ukonkret - for hvad dækker det over?

Hvis der i vedtægterne står, at bestyrelsen skal give samtykke til udlejning, vil der som oftest også stå noget om, hvornår den kan undlade at give et sådant samtykke. Hvis der ikke gør det, så er det min opfattelse, at samtykket dækker over en kontrolfunktion, hvor bestyrelsen alene kan sikre, at lejeforholdet ikke er i strid med vedtægter, husorden eller andre offentligretlige forskrifter. Ellers skal den give samtykke.

Bestyrelsen vil kun i meget sjældne tilfælde kunne afvise en kommende lejer. Undtagelsen vil være, hvis bestyrelsen kan fremkomme med saglige grunde for, at der ikke kan gives samtykke. Uanset hvad der står i vedtægterne, skal bestyrelsen altid modtage kopi af lejekontrakten, også selvom den ikke skal give samtykke.

Saglige grunde? Det er almindelig anerkendt, at en bestyrelse godt vil kunne sige nej til udlejning, hvis der kan gives en saglig begrundelse, og som ikke udgør en ny praksis, og som gælder for alle de medlemmer, der måtte ønske at leje ud.

Der findes ikke rigtig nogen facitliste til, hvilke saglige grunde der holder, men bestyrelsen vil formentlig kunne kræve som en forudsætning for sin samtykke, at der ikke bor flere personer i ejerlejligheden, end der er værelser, at der ikke må holdes husdyr, og at der ikke må være afledte aktiviteter fra udlejningen, som kan medføre væsentlige genevirkninger eller skabe utryghed for de øvrige medlemmer. Det er efter min opfattelse ikke en saglig begrundelse, hvis bestyrelsen for eksempel nægter at give samtykke til udlejning med henvisning til, at den påtænkte lejer er under 35 år.

Hvis du er i tvivl om, hvordan bestyrelsen i din ejerforening ser på udlejning, og du ikke umiddelbart kan læse det ud af vedtægterne, ja, så spørg efter retningslinjer - du skal dog forholde dig kritisk. Jeg ser ofte, at retningslinjer og bestyrelsens holdning til udlejning ikke altid er i tråd med vedtægterne og derfor ikke vil kunne håndhæves. Holdningen synes at være, at udlejning skal begrænses mest muligt, da lejere ikke altid udviser den samme adfærd som "ejere" - der er mere larm og manglende deltagelse i fællesaktiviteter og arbejdsdage. Dette har måske også noget på sig, men det er efter min erfaring et meget lille problem i den virkelige verden.

Husk enighed ved vedtægtsændringer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det som udgangspunkt kræver 100 procent enighed iblandt medlemmerne i ejerforeningen, hvis der skal ændres på vedtægtens ordlyd vedr. udlejning.

Jeg havde sidste år en sag, hvor en ejer kontakterede mig, fordi hun havde fået en indkaldelse til den ordinære generalforsamling, og hvor der fra bestyrelsens side var stillet forslag om, at der fremover kun kunne udlejes til familiemedlemmer og kun for en toårig periode. Et sådant forslag vil udgøre en så markant ændring, at det kræver 100 procent enighed. Jeg anbefalede hende derfor at stemme nej, og forslaget blev så heller ikke vedtaget.

Eksperten: Kan bestyrelsen nægte udlejning af min ejerlejlighed?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce