20 nye udsigtslejligheder på vej i midtbyen

Kommunens forvaltning ønsker, at den nye boligetage skal forsynes med saddeltag af samme type, som byggeriet er født med i 1968. Illustration: Civica

20 nye udsigtslejligheder på vej i midtbyen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Antallet af centrale lejeboliger fortsætter med at vokse i Middelfart. Nu tager det almennyttige boligselskab Civica hul på en renovering og udvidelse af Bjerggården på Stationsvej til 120 millioner kroner.

Middelfart: Der har længe været rift om lejeboligerne i det centrale Middelfart. Det har både fået boligforeninger og private udlejere til at stikke spaden i jorden. I øjeblikket er Boligforeningen Lillebælt på vej med 20 nye boliger på den tidligere taxa-grund, mens den lokale tæppemand Hans Benzon udvider med en ny karré ved sin eksisterende udlejningsejendom i i Teglværksgade. Og nu melder det almennyttige boligselskab Civica sig også på banen med nye centrale udlejningskvadratmeter, ovenikøbet med udsigt til Lillebælt.

I forbindelse med en planlagt renovering af selskabets 72 lejligheder i Bjerggården på Stationsvej har selskabet besluttet at indrette 20 ekstra lejligheder i den eksisterende tagetage. Lejlighederne kommer op i en højde, så beboerne får frit udsyn over byens tage med Lillebælt i baggrunden.

Renoveringsprojektet har et budget på 80 millioner kroner, mens lejlighederne forventes at løbe op i 40 millioner kroner, oplyser Civicas direktør Jens Pilholm.

Lokalplansarbejde sat i gang
Økonomiudvalget nikkede tirsdag ja til forvaltningens indstilling om at sætte det nødvendige lokalplansarbejde i gang for Civias 20 nye lejligheder på Stationsvej. Mens Civica gerne vil have fladt tag, fordi det er billigst og beboerne dermed samtidig slipper for skrå vægge, ønsker forvaltningen at bevare de to blokkes nuværende udtryk med saddeltag.Medlemmerne i Økonomiudvalget traf tirsdag ingen afgørelse på det punkt, men lader det nu i første omgang være op til Teknisk Udvalg at få fordele og ulemper ved de to løsninger nærmere belyst og efterfølgende komme med deres anbefaling.

Civicas direktør Jens Pilholm slår fast, at de 20 boliger bliver opført uanset hvilken tagløsning, lokalplanen ender med at kræve.
Civica ønsker fladt tag på de nye lejligheder, da det er billigere og beboerne samtidig slipper for skrå vægge. Illustration: Civica
Civica ønsker fladt tag på de nye lejligheder, da det er billigere og beboerne samtidig slipper for skrå vægge. Illustration: Civica

Umætteligt behov

- Vi oplever et nærmest umætteligt behov for lejligheder i Middelfart, og da ikke mindst i midtbyen, hvor vi har rigtig mange stående på venteliste. Alle pletter er efterhånden bebygget, derfor var vi heller ikke tvivl, da arkitekten gjorde os opmærksom på, at det i forbindelse med den planlagte udskiftning af Bjerggårdens tage ville være muligt at udnytte tagrummet til 20 nye lejligheder, endda til en billigere pris end normalt, da tagene alligevel skal udskiftes, fortæller Jens Pilholm.

Han noterer også med tilfredshed, at Middelfart Kommune var med på idéen og har stillet den nødvendige lånegaranti.

Jens Pilholm forventer, at lejlighederne kan stå klar til indflytning i løbet af et par år.

- Nu skal der først laves lokalplan, og så skal vi have byggeriet i udbud, inden vi formentlig til næste år kan gå i gang, siger han.

Han understreger, at selv om at de nye lejligheder med den gode udsigt vil være ekstra attraktive, så bliver huslejen den samme som de øvrige lejligheder i Civicas ejendomme, altså cirka 900 kroner pr. kvadratmeter pr. år plus forbrug. Lejlighederne, der fordeles efter den eksisterende venteliste, bliver på mellem 65 og 110 kvadratmeter og huslejen derfor på mellem 4800 og 8250 kroner.

Nyt ude og inde

Civica forventer at kunne finansiere den 80 millioner kroner dyre renovering med lån fra Landsbyggefonden. Renoveringen er samlet i en såkaldt helhedsplan, der omfatter både de to karréer Bjerggården består af samt ude-arealerne. De 20 ekstra lejligheder betyder, at der også skal gøres plads til 20 ekstra parkeringspladser på grunden.

Lejlighederne renoveres med nye ventilationsanlæg, nye facader, nye vinduer og døre og efterisoleres. Samtidig installeres elevatorer til alle fire etager. Desuden øges tilgængeligheden i en tredjedel af lejlighederne, som indrettes uden dørtrin og andre fysiske forhindringer for handicappede og andre med begrænset mobilitet. Også ude-arealerne gøres mere handicapvenlige, oplyser Civicas byggechef Bente Karlskov.

20 nye udsigtslejligheder på vej i midtbyen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce