Hun beholdt sin livsglæde og værdighed til det sidste


Hun beholdt sin livsglæde og værdighed til det sidste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle: Grethe Skaaning, Nørrevænget, Vejle, døde 30. august, 91 år.

Ingen fodboldfan kan vel høre navnet Skaaning uden at komme til at tænke på Erik Skaaning, Grethes mand, som døde i december 2016. Han beskrives som en af VB's allerstørste spiller- og leder-personligheder gennem en årrække. Men Grethe var faktisk også tæt knyttet til VB og fodboldsporten. Hun var nemlig datter af Ella og Vilhelm Meyer, stadioninspektørparret på Vejle Stadion. Som om det nærmest var forudbestemt mødte Erik sit livs kærlighed, da han som nytilflyttet fodboldsspiller i Vejle første gang besøgte det, der dengang var byens "nye, flotte stadion".

Parret blev gift i 1951, og bryllupsdatoen den 3. februar gav sig selv, for det var den eneste dag, der ikke var træning eller kamp på stadion. Grethe Skaaning var dengang i lære i IC Huset, en stor manufakturhandel i Vejle, hvor hun blev også udlært. Senere da døtrene Vibeke og Marianne blev født, valgte Grethe at arbejde hjemme, og der var nok at se til med to børn og en mand, der havde travlt med adskillige tillidshverv og et krævende arbejde.

Grethes døtre husker stadig, hvordan deres mor bakkede deres far op og sørgede for at hjemmebasen var stabil og velkørende. Grethe Skaaning dyrkede atletik som ung, ligesom hun var elitegymnast, og interessen for gymnastik beholdt hun hele livet. Hun opnåede at blive udnævnt til æresmedlem af Vejle Gymnastikforening, hvor hun også deltog i bestyrelsesarbejdet igennem flere år.

Samtidig var hele familien selvfølgelig bidt af fodbold, og Grethe sørgede for at hun og døtrene bakkede Erik op fra tribunen, hver gang han spillede, og ægteparret fortsatte med at følge VB tæt.

Grethe Skaaning beholdt også sin livsglæde og interesse for sport efter Eriks død. Hun fulgte ikke bare fodbold, men også andre sportsgrene på tv, og det er ikke længe siden, hun nævnte for sin ene datter, at det var fornøjelse at se Nadal spille tennis.

Hendes opvækst på stadion har måske spillet en rolle for den sociale, udadvendte og positive person, hun var. Hun kunne tale med alle, både unge og ældre, og hun trivedes heldigvis også i boligen på Nørrevænget efter, at hun blev alene.

Hun nød at være smart og velklædt, og i mange år indebar det et ugentligt besøg hos frisøren. De senere år gik der fjorten dage imellem at Grethe fik håret ordnet, og det var en glæde for hendes familie, at hun var så frisk og livsglad til det sidste.

Grethe Skaaning var familiens naturlige samlingspunkt, og i dag viderefører hendes døtre den kultur og sørger for at familiemedlemmerne jævnligt mødes og spiser og hygger sig sammen. Heldigvis nåede Grethe at opleve sin to oldebørn, som selvfølgelig indtog en særlig plads.

Grethe Skaaning efterlader sig sine to døtre og svigersønner, samt fire børnebørn og to oldebørn.

Hun begraves fredag 7. september fra Nørremarkskirken.

Hun beholdt sin livsglæde og værdighed til det sidste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce