Der kommer nyt liv i det tomme butikslokale i Østergade 24, når Naseim Shadab, formentlig i denne uge, åbner Salsal Döner Sandwich Middelfart.
Middelfart: Tre måneder efter, at Morteza Maphour lukkede sin sharwarma-bar i Østergade, kommer der atter liv i det lille butikslokale. Denne gang kan middelfarterne se frem til at stille deres sult i tyskinspirerede Döner-sandwich.
Lokalerne er overtaget af den 26-årige Naseim Shadab fra Fredericia. Han er lige nu ved at sætte lokalerne i stand og håber at åbne allerede i denne uge.
Han driver i forvejen en lignende sandwichbar i Fredericia og er også ved at åbne restaurant med tilhørende selskabslokaler i Kolding.
- Mange af mine kunder i Fredericia kommer fra Middelfart, derfor tænkte jeg, det var oplagt også at åbne i Middelfart, siger Naseim Shadab, der har arbejdet i restaurationsbranchen i otte år og været selvstændig de sidste seks år.
Menuen i Middelfart kommer blandt andet til at bestå af forskellige Döner-sandwich og bland selv salat. Priserne ligger mellem 40 og 50 kroner.
- Jeg er inspireret af de tyske Döner-barer, brødet køber jeg også i Tyskland, siger Naseim Shadab.