Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Den litterære by


Den litterære by

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lande, byer og regioner verden over markedsfører sig over for os - turisterne - med et af de mest tåbelige slogans, jeg kan komme i tanker om, nemlig budskabet om, at de har det hele.

For det første er det noget sludder: Hvis man vil på badeferie, nytter det ikke at tage til Madrid, skiferie rimer ikke på Rio de Janeiro, og drømmer man om en rolig campingferie med let adgang til sø og skov, skal man nok ikke vælge udkanten af Mexico City. Ingen destination kan tilbyde alt - ikke engang tilnærmelsesvis.

For det andet er sloganet så slapt og lidt fængende, at de reklamebureauer, der har skabt det - og i virkeligheden bare kopieret hinanden - bør have røde ører.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden besøgte Óbidos i den vestlige del af det centrale Portugal. Middelalderbyen med en af Europas bedst bevarede fæstningsmure har blot lidt over 3000 indbyggere og har i mange år været et yndet udflugtsmål på grund af sin charme. Men for fire år siden fik bystyret den tanke, at Óbidos skulle have flere strenge at spille på. Den skulle være kendt viden om som litterær by og markedsføres nu som "Óbidos literary town".

Ikke et ord om byens andre kvaliteter. Blot ét enkelt og klart signal: Óbidos er lig med bøger.

Udgangspunktet var, at byen havde en række tomme bygninger, som man gerne ville skabe liv i, og da først idéen med litteraturen var opstået, blev boghandlen Ler Devagar (Læs langsomt) i Lissabon koblet på. Bystyret mente, at én ny boghandel i Óbidos var en god start, men ejeren af Ler Devagar, som af New York Times i øvrigt er udnævnt til en af verdens 10 bedste boghandlere, tænkte større: Hvorfor ikke 8 eller 10?

I dag har den lille by hele 12 boghandlere, og det er ikke slut endnu. På det økologiske marked sælges der fra en af boderne både grøntsager og bøger med temaer som vin, mad og rejser. I en tidligere vinkælder ligger Livraria da Adega, hvor man kan nyde en kof kaffe eller et glas vin mellem nye og antikvariske bøger.

Men den mest opsigtsvækkende af de nye boghandlere er Grande Livraria de Santiago, som ligger i Santiago-kirken fra det 13. århundrede. Bøger et stablet op overalt, selv på alteret, og udbuddet spænder vidt - fra tunge klassikere over rejseguider og bilbøger til børnebøger. Også her kan man få kaffe og te, mens man snuser rundt eller fordyber sig en af de mange tusinde bøger.

Óbidos er også blevet vært for en af Europas største bogfestivaler, Fólio, ligesom her afvikles møder, konferencer, koncerter og teaterforestillinger med det tilfælles, at de er forbundet med det skrevne ord.

Óbidos har tilmed et hotel, der må være en drøm for enhver bogorm, The Literary Man. Her er bøger overalt. Omkring 60.000, og de er til salg. I restauranten føles det, som om man sidder i et bibliotek, og her får man virkelig bekræftet, at bøger er hyggeskabende.

Nej, Óbidos har ikke alt, men byen har markedsført sig mere effektfuldt end de fleste andre.