Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Konfrontation: Butikker beklager cigaretsalg til mindreårig

16 ud af 17 steder lykkedes det 16-årige Gitte Moselund Hansen at købe cigaretter i vejlensiske butikker. Foto: Mette Mørk

Konfrontation: Butikker beklager cigaretsalg til mindreårig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvorfor er det så let for en 16-årig at købe cigaretter i jeres butikker? Vi har konfronteret en række af Vejles forretningsdrivende.

Vejle: Det var kun Lidl, der spurgte om ID, da avisen var med 16-årige Gitte Moselund Hansen på jagt efter cigaretter i 17 butikker i Vejle.

Vi har efterfølgende taget kontakt til de ansvarlige for de butikker, der ikke overholdt loven, som forbyder salg af cigaretter til mindreårige.

For let at købe cigaretter som mindreårig: Ingen tager loven alvorligt
Episoden er naturligvis ikke acceptabel, og det beklager jeg over for vores kunder.
Mohamad Mosleh, distriktsdirektør i Aldi
Det siger loven
  • Tobaksvarer må ikke sælges til personer under 18 år.
  • Sælgeren har pligt til at forlange gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.
  • Ved overtrædelse straffes indehaveren af butikken, kiosken, tankstationen eller lignende med en bøde.
  • Bøden kan være fra 5.000 til 20.000 kroner.
  • Politiet har ansvaret for kontrollen.

Q8 - Marie Sheye Lund, kommunikationschef

- Vi tager det meget alvorligt, når det her sker. Vi har lige haft problematikken oppe igen, men denne situation viser bare, at det er nødvendigt med konstant fokus. Det er altid et punkt på agendaen i forbindelse med oplæring og generel træning, og det fortsætter vi med - nu må vi se på, hvordan vi bedre får kommunikeret ud til alle vores ansatte.

Der skal spørges efter ID, hvis man på nogen måde er i tvivl om købers alder. Der er sikkert en gråzone, hvor man som ansat i butikken kan være tilbageholdende med at bede om ID, hvis køber ser ud til at være over 18, men det er vores ansvar at udelukke enhver tvivl, så det er noget, vi tager fat på igen med det samme.

Mølholm Vin og Kolonial - Claus Fahlen, indehaver

- Det er ikke i orden, og selvfølgelig skal vi overholde reglerne. Nogle perioder kører vi kampagner, hvor vi spørger efter ID, hvis vi er i tvivl om alderen. Det skal vi have gjort den næste måneds tid, for det er ofte værst i løbet af sommeren.

- Men jeg synes også, det er ved at blive for meget med alle de regler og forskellige aldersgrupper, der skal tages hensyn til. Det er os erhvervsdrivende, der skal stå for skud gang på gang. De unge under 18 år kan alligevel få cigaretter, hvis de får en ældre person til at købe for dem.

Aldi - Mohamad Mosleh, distriktsdirektør

- Vi er i færd med at skole alle medarbejdere yderligere i denne vigtige disciplin omkring ID, samt at opdatere vores kassesystem i det omfang, det er muligt.

- På trods af alle disse tiltag er vi stadig ikke i mål, hvilket er dybt utilfredsstillende. Vi undskylder over for vores kunder, men som det er set i andre sammenhænge, er det stadig menneskeligt at fejle.

- Episoden er naturligvis ikke acceptabel, og det beklager jeg over for vores kunder.

Fakta og SuperBrugsen - Signe Frese, direktør for social ansvarlighed i Coop

- Det er afgørende, at vi overholder landets love, og derfor er det ærgerligt, at det har kunnet ladet sig gøre. Det er et stort problem, som der skal gøres noget ved. I Danmark har vi ikke en tradition for at vise ID, og derfor kan det være grænseoverskridende for vores medarbejdere at skulle spørge efter det, når en kunde vil købe cigaretter.

- Derfor har vi den seneste tid foretaget en række initiativer i forsøget på at løse problemet. Vi har skrevet ud til alle vores butikker og medarbejdere om reglerne og at der er tale om lovbrud, når man får solgt cigaretter til unge under 18 år. Vi har også taget initiativ til at samle hele branchen i regi af Dansk Erhverv, fordi det er et generelt brancheproblem, som vi skal løse på brancheniveau.