Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nyt klubhus rejser sig fra ruinerne

Det splinterny klubhus blev torsdag monteret som elementbyggeri, og allerede til påske regner kajakklubben med at flytte ind. Foto: Mette Mørk

Nyt klubhus rejser sig fra ruinerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De 176 medlemmer af kano- og kajakklubben Vejle Å kan glæde sig til splinternye faciliteter i det område, hvor Casa lige nu forbereder boligbyggeri

Vejle: Først forsvandt vandet til brusebadet - derefter strømmen og dermed varmen.

De mest hårdføre medlemmer af Kano- og Kajakklubben Vejle Å har haft lidt ekstra at slås med denne vinter. Mens mange kajakroere går i hi vinteren over, trodser en pæn flok vintervejret og sætter kajakken i vandet året rundt.

Men i år har der været ekstra udfordringer for kajakroerne ved Vejles Ås sydlige bred. Entreprenørselskabet Casa er gået i gang med forarbejdet til selskabets store byggeprojekt mellem Ibæk Strandvej og åen. Gravkøer og bulldozere har fjernet lagerhaller og andet slidt byggeri på den kommende byggegrund. Det har betydet perioder uden strøm og vand i det gamle klubhus ved åen på trods af masser af velvilje fra entreprenøren.

To kajakklubber
Siden 2011 har Vejle haft to kajakklubber. Kano- og kajakklubben Vejle Å opstod som en udbryder af Vejle Kajakklub og begge klubber lever nu side om side.Klubben har fra starten haft klubfaciliteter på sydsiden af Vejle Å - tæt på udløbet i Vejle Fjord, mens Vejle Kajakklub holder til på den flydende kajakø lige nord for lystbådehavnen.

I dag har Kano- og kajakklubben Vejle Å knap 176 medlemmer der fordeler sig på både tur- kap- og havkajakroere.

Klar til påske

Men nu er klubhuset fortid og et nyt samlingspunkt rejser sig lidt tættere på byen - i den vestligste del af den store byggegrund. Torsdag blev modulerne til det kommende klubhus hejst på plads. Nu venter det indvendige monteringsarbejde, og hvis alt går efter planen, kan kajakfolket flytte ind ved påsketid:

- Der bliver sat varme på allerede i aften, så håndværkerne kan komme igang med at lægge gulv. Vi glæder os. Det bliver rigtig fine faciliteter - langt bedre end dem, vi er flyttet fra, fortalte sportschef og medlem af byggeudvalget, Michael Fjeldvig torsdag.

Vejle Kommune har bevilget tre millioner kroner til klubbens nye anlæg. Den ene million kommer fra salget af den grund, der hidtil har huset klubben - lige bag det nu lukkede uddannelsescenter. Udover nyt klubhus er der monteret en ny flydebro i åen og de syv containere, der rummer klubbens kajakker er suppleret med yderligere fem.

Solgt sidste år

Vejle Kommune solgte den 35.000 kvadratmeter store grund til den horsensianske entreprenørvirksomhed Casa i maj sidste år, og siden er der vedtaget en lokalplan for området. Casas plan er at bygge 17.500 kvadratmeter nye boliger - først og fremmest rækkehuse men også 56 lejligheder for boligforeningen Lejerbo.

- De almennyttige boliger står først på programmet. De skal bygges tættest på Bygma på den vestlige del af grunden, fortæller projektleder hos Casa, Morten Røjkjær.

Foreløbig handler det om at få grunden gjort klar til byggeri. Det meste af arealet er ryddet over jorden, men der skal fjernes fundamenter og forurenet jord.

Mens de tidligere lagerhaller er fjernet, får den tidligere kommunale bygning for enden af grunden lov at blive stående en tid endnu. Indtil for nylig husede den grå betonbygning jobcenter-faciliteter.

- Vi har besluttet at bruge bygningen til vores egne kontorer, indtil vi når op i den ende af grunden. Det er mest praktisk, siger Morten Røjkjær.

Byggestart i maj

Mens byggeriet af de almene boliger efter planen skal sættes i gang i midten af maj, er tidsskemaet for resten af projektet mere usikkert:

- Planen er, at vi bygger efterhånden som folk viser interesse for at købe boligerne, siger projektchefen.

Nyt klubhus rejser sig fra ruinerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.