Messe C-direktøren: Det er skønt, når kokkene tager sig selv alvorligt på en næsten udansk måde

Der blev malet med den helt store pensel, da Michelin mandag dryssede stjerner ud over en række nordiske restauranter ved en stor ceremoni i Trondheim. Der var både live-blogs, gule ”Breaking”-bjælker, live-indslag og store forsider efter afsløringen. - Når danske journalister kaster deres kærlighed på et emne, så går de all-in - det skal de have. Det gælder for eksempel også Demokraternes primærvalg i USA, og det vil helt sikkert også gælde sommerens store musikfestivaler. Jeg tænker faktisk, det er sjovere at deltage på Roskilde Festival end at se/læse/høre om det som udenforstående, og Demokraterne skal jo nok til sidst finde en modkandidat til Trump, uden vi nødvendigvis skal have rapporteret samtlige mellemregninger i detaljer. Nogle, modsat jeg selv, vil nok også mene, at dækningen af Michelin-uddelingen er vildt overgearet - det er jo bare en gammel dækfabrikants guide til, hvor man kan få noget godt at spise. - Men helt personligt og subjektivt kan jeg - som tidligere restauratør og stor madelsker - sagtens forstå fascinationen. Jeg mener også, man kan retfærdiggøre medieinteressen med det faktum, at Michelins stærke brand faktisk kan gøre en forskel. Restauranter med de eftertragtede stjerner får naturligvis selv et løft, men de løfter i den grad også hjembyen og lokalområdet, lige som de 26 danske Michelin-restauranter skæpper i turismeregnskabet. - Generelt har vi fået meget mere fritid, flere penge mellem hænderne og lettere adgang til at komme rundt i verden end tidligere, og mange vil gerne kombinere fornøjelsen ved at rejse med fornøjelsen ved eksklusive spiseoplevelser. Ifølge VisitDenmark er gode madoplevelser centralt for 28 procent af de udenlandske turister, og otte-ni procent (de såkaldte gastroturister) kommer decideret for at spise på fremragende restauranter. Tilmed lægger gastroturisterne cirka 50 procent flere penge pr. døgn end ”almindelige” turister, og det er vel at mærke ikke bare de pågældende Michelin-restauranter, de oplever. Når de alligevel er her, bliver der brugt masser af tid og penge på transport, butikker, caféer, museer, hoteller, turistattraktioner og meget mere. De brugte penge skaber job og vækst. Det betyder, at der bliver betalt skat, som skaber rammerne for bedre livskvalitet for os alle sammen. Så når Noma og Geranium igen og igen markerer sig blandt verdens bedste restauranter, og når Alchemist på Refshaleøen brager igennem med sin totaloplevelse og vilde himmelhvælving - ja så bliver vi alle lidt rigere … på alle måder. - Lokalt i min egen by Fredericia er der ingen tvivl om, at Michelin-restauranten Ti Trin Ned trækker mange folk til byen og samtidig bidrager til Fredericias stadigt voksende image. Tænk engang, at gourmeter fra eksempelvis Odense skal trille over til den smukke restaurant ved Lillebælt for at få den nærmeste Michelin-oplevelse - det er da sejt! - Jeg ved, hvor hårdt det er at drive en god restaurant, og jeg er fuld af beundring for mennesker, som Mette og Rainer, der formår at tage skridtet fra ”virkelig godt” til exceptionelt. Det kræver en evne og vilje til at eksperimentere og udvikle sig konstant, og man skal hele tiden holde fokus og være fuldstændig kompromisløs i sin afsøgen af nye gastronomiske stier. Hertil kommer en stor kærlighed til faget, masser af passion og stolthed over sit produkt, og ingen skelen til hvor mange klokken er, inden man går hjem fra job. Det er prisen for at komme til stjernehimlen. Og det ser faktisk ud, som om de to dygtige mennesker også synes, det er prisen værd. I hvert fald kan man konstatere, at de har formået at udvikle sig selv og deres produkt kontinuerligt. I dag kan vi andre, når vi besøger restauranten, glæde os over, at de fleste grønsager er dyrket i deres egen have i Himmerigsskoven, hvor deres hjemlige domicil nu ligger. - Der er selvfølgelig også noget elitært over for eksempel de københavnske top-restauranter. Prisen sætter i sig selv barren højt, og det er heller ikke alle, der begejstres ved udsigten til fermenteret svampesaft, skvalderkål, tang, kvæde, syltede hyldeblomster, grønne æg med fyrrenåle, myrer, tørrede østers eller hvad der nu indgår i de små anretninger. Jeg kan rigtig godt lide, at ambitiøse Michelin-steder tager sig selv alvorligt på en næsten udansk måde, men jeg har også forståelse for, at nogen opfatter det som selvhøjtidelighed. For eksempel, når en alvorlig tjener med lillefingeren peger på de enkelte elementer og bekendtgør deres oprindelse og hvor/hvornår de er høstet/samlet - ikke alle formår at gøre det til en levende fortælling. Når restauranten er på et virkelig højt niveau, synes jeg selv, det er vildt spændende at høre om detaljerne, men det gjorde den navnkundige satirefigur Kirsten Birgit tydeligvis ikke efter et nyligt restaurantbesøg: ”Jeg gider sgu da ikke bruge halve og hele timer på at høre, hvor en svensk fims med en hårknold har fundet et blad,” fastslog hun, og harcelerede videre over staben af tatoverede servitører, ”der vil have ros for at have kogt en grannål.” - Man kan måske sige, at for lidt eller for meget fordærver alting… - Uanset hvordan man ser på den sag, så vil jeg ønske alle de danske stjerne-restauranter et stort tillykke – det er dælme godt gået! Tak for jeres dedikation og passion og ikke mindst jeres evne til at give os andre mulighed for at købe os til en stjernestund.