Annonce
Læserbrev

Jeg er meget skuffet - ingen andre partier end DF ønsker at få en model på plads

Læserbrev: Vi har i kredsen af erhvervsordførere for en måneds tid siden haft et møde med erhvervsministeren, hvor situationen omkring de tørkeskadede parcelhuse blev drøftet. Her står enkelte husejere i et retsmæssig tomrum, hvor de tilmed aldrig har haft mulighed for at tegne en forsikringsdækning. Den fandtes ganske enkelt ikke. Dansk Folkepartis holdning var klart, at vi burde gribe sagen an på nogenlunde samme måde, som vi gjorde, da vi forhandlede sagerne omkring stormflodsordningen, hvor vi dels lavede bagudrettede tiltag og gennemførte fremadrettede regler og vilkår og ligeledes fandt en kollektiv finansieringsmodel via husforsikringen. Vi anser det ikke som rimeligt, at de enkelte husejere alene står i en situation, hvor de enkeltvis kan dækkes eller ikke dækkes, alt efter hvilket humør deres forsikringsselskab er i. Alene kulance har haft betydning i deres sager. Jeg synes, det er en falliterklæring, at socialdemokraterne gik ud før valget og via deres ordfører, Jens Joel, klart signalerede, at der skulle findes en rimelig løsning - også bagudrettet. En socialdemokratisk melding, som stod klart i indtil flere medier, primært i Jylland, hvor de fleste skader er registreret. Ligeledes turnerede bl.a. Venstres daværende minister Eva Kjær Hansen ligefrem på besøg hos en af de ramte husejere og støttede på TV Syd op, at der skulle gøres noget. Nu har jeg så fået det klare svar fra erhvervsministeren, at hverken han via regeringen, Venstre eller andre partier end DF ønsker at få en model på plads, hvor vi også tager hånd om de ganske få husejere, som oplevede store skader på deres ejendomme. Jeg er meget skuffet, og da jeg selv var hovedforhandler på stormflodsaftalen, hvor vi sikrede såvel fremadrettede som bagudrettede forbedringer, så er det dybt useriøst, at såvel Socialdemokratiet som Venstre nu løber fra deres egen politik.

Læserbrev

Det er en forskelsbehandling, som vi ikke kan være bekendt

Læserbrev: En stor uretfærdighed og forskelsbehandling bør fjernes i forbindelse med de finanslovsforhandlinger, som lige nu kører på fuld tryk. Det handler om mennesker, der kommer fra den store verden til Danmark, f.eks. som krigsflygtninge eller familiesammenførte. Samfundet opfordrer dem til at lære dansk og finde sig et job. Og det lykkes heldigvis for en hel del, der også melder sig ind i fagforening og a-kasse. Ligesom alle os andre har de hidtil fået ret til dagpenge, når de har arbejdet og været i a-kasse i et år, hvis de bliver arbejdsløse. Derfor er det uretfærdigt, at mange af dem nu ikke længere kan få dagpenge, hvis de bliver fyret. Det er Dansk Folkeparti og Løkke-regeringen, der har sat en spærrebom op. De borgerlige har indført en ekstra regel, som siger, at man i år kun kan få dagpenge, hvis man har opholdt sig i Danmark i mindst fem år ud af de sidste 12 år. Kravet stiger til mindst syv år i Danmark ud af 12 år i 2021. For alle os, der har levet i Danmark, er det intet problem. Vi er her jo bare! Men for mennesker, der kommer fra lande uden for EU, f.eks. fordi de er flygtet fra krigen i Syrien, er det en forskelsbehandling, som vi ikke kan være bekendt. De har jo gjort det, som vi ønsker: lært dansk og fundet sig et job. De bidrager til samfundet og har integreret sig. Derfor er det et hårdt slag i ansigtet, f.eks. på en del lagerarbejdere i Aarhus, at de nu har mistet dagpengeretten. De betaler nu til en a-kasse-forsikring, som de ikke længere kan få noget fra, hvis de bliver ledige. Det er jo grotesk. Det er ekstra alvorligt, fordi der er tale om et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel. For at sikre en fleksibilitet for arbejdsgiverne i Danmark kan de fyre ansatte med forholdsvis kort varsel. Til gengæld har lønmodtagerne ret til dagpenge. Folk, der ikke opfylder opholdskravet, kan stadig fyres med kort varsel, men uden ret til dagpenge. Det er uretfærdigt. Derfor: Væk med denne regel.

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Læserbrev

Til andre end unge under 25 år med angst og depression

Læserbrev: Jf. Trille Nikolajsens indlæg den 19. november omkring mulighederne for hjælp og støtte til unge under 25 år med angst og/eller depression skal jeg hermed kommentere med følgende: Jeg har været i fin dialog med Trille, som også har tilført mig en fin oversigt over unges muligheder. Men jeg har endnu ikke fået en tilbagemelding fra hende eller andre med en oversigt over tilbuddene for dem, der er over 25 år! Jeg er frivillig instruktør i selvhjælpsgruppen 'Lær at tackle angst og depression' og har gennemført tre kurser af syv uger med gennemsnitlig 13-15 kursister per gang. Alle over 25 år. Og min medinstruktør Hanne og jeg har ved afslutningen af hvert kursus oplevet en stærkt mærkbar ændring i disse kursisters adfærd og ønsker om at kunne komme videre i deres bearbejdning af deres angst og/eller depression til dels ved egen hjælp. Lønnen for os er at opleve denne positive ændring, og det har vi det meget fint med! Men da 'Lær at tackle' ikke er et direkte krav til kommunen fra stat/regions side, så har det været let at finde de ca. kr. 450.000 som nedlæggelsen vil spare. Dette endog gjort uden at forhøre sig om konsekvenserne nogetsteds! Så er det jeg spørger igen, igen: OK, der er tilbud til unge under 25 år, men hvad med de ca. 150-200 kursister vi igennem de sidste år har hjulpet til et lidt bedre liv? Skal de nu bare gå tilbage til sofaen og vente på at livet passerer revy? I forhold til omkostningen årligt er besparelsen helt forkert! Tænk blot på hvis èn eller to kursister går helt ned og skal hjælpes 24/7 resten af livet, så er kr 450.000 godt nok ikke mange penge! Måtte jeg høre fra direkte ansvarlige for besparelsen? Og sige Trille tak for ellers positiv mailudveksling.

Annonce
Debat

Debat: Bankerne bør droppe de sorte investeringer

I 2018 steg investeringerne i olie, kul og gas, mens investeringerne i vedvarende energi stod stille. Det viser den nyeste udgave af International Energy Agency’s rapport om investeringer i energisektoren. En af de store udfordringer er, at priserne på den fossile energi simpelthen bare er for lav, men jeg mener også, at vi bør kræve, at vores banker udelukkende foretager grønne investeringer og dropper de kulsorte. Flere banker er begyndt at tilbyde grønne lån til både privatpersoner og erhverv, og det er selvfølgelig et rigtigt fint tiltag, men hvordan kan det være, at de store banker ikke dropper deres investeringer i fossile brændsler, når de tilsyneladende godt ved, at det både er det, folk efterspørger, og det der er bedste for vores verden? Men i sidste uge skete der noget stort. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) besluttede, at de fra slutningen af 2021 vil stoppe med at låne penge ud til virksomheder der arbejder med fossile brændsler. Derimod vil de støtte investeringer i grønne projekter med 7.500 milliarder. Det er en kæmpe stor beslutning, som kan have en enorm positiv betydning. Forhåbentlig kan det også betyde, at der bliver lagt pres på danske banker, som stopper med at låne ud til de virksomheder, som belaster vores klode med enorme mængder af forurening. Bankerne bør komme ind i kampen for reel grøn omstilling!

Annonce
Annonce
Læserbrev

Byrådsmedlem: Derfor ønskede jeg, at Jytte Jensen-sagen skulle slutte her

Læserbrev: Vejle Byråd stemte i aftes (20. november, red.), om det ville anke byrettens afgørelse i sagen, hvor byretten har afgjort, at Vejle Kommune groft svigtede sin pligt til at varetage Jytte Jensens tarv tilbage i begyndelsen af 1980'erne. Byrådets flertal besluttede at anke sagen. Jeg var en del af mindretallet, og med dette indlæg ønsker jeg at fortælle om, hvorfor jeg stemte imod at anke sagen. Jeg synes, at byrettens afgørelse er helt klar: Der var tale om et groft svigt fra den daværende forvaltnings og politiske udvalgs side. Og jeg er sikker på, at landsretten vil komme til samme afgørelse, når den om formentlig et år eller mere er klar med sin afgørelse i sagen. Vejle Kommune er klart skyldig og må derfor stå til ansvar. Derfor ønskede jeg, at sagen skulle slutte her og give Jytte Jensen den retfærdighed og anerkendelse, som hun så ihærdigt søger og har ret til. Alle spekulationer om mulig erstatning, størrelsen heraf, hvor mange sager der herefter måtte blive rejst, om politikernes risiko for lovbrud og pålæg om bod og så videre måtte for mig komme i anden række. Jeg er oprigtigt ked af, at Jytte Jensen nu må se sagen starte forfra i landsretten.

Læserbrev

Borgerbevægelse har skrevet åbent brev til trafikordfører og pressechef: Kære Kristian Pihl Lorentzen og Martin Østergaard-Nielsen

Klumme

Louises veninde har uhelbredelig kræft: Så længe dit hjerte slår – så tag ingenting for givet

Om lidt falder den første sne – og om lidt dækker den første skrøbelige rimfrost græsset på plænen med et spinkelt glimtende lag af små krystaller. Det er måske den sidste jul, jeg får lov til at opleve med min veninde, som efterhånden har kæmpet den urimelige kamp mod kræft i et halvt årti. Så både for at give hende den bedste december – og også for at holde fast i, at livet er dejligt – trods alt, går jeg all in denne december. Der har end ikke været noget et lille bitte spinkelt håb at gribe efter ved en af de utallige samtaler på sygehuset. Min bedste veninde skal dø af kræft. Hun var kun i midten af 30'erne, da hun blev ramt af uhelbredelig brystkræft. En møgsygdom, der havde spredt sig over det meste i verdens mest optimistiske og kærlige krop. En sygdom, som indimellem forsøgte at tvære smilet væk fra verdens mest smilende ansigt. Men ukuelig livskærlighed og kærlighed til alt levende gjorde, at hun bankede alle odds i jorden og blev hos os langt længere end ventet. Og hun er her endnu. Og hun elsker livet, børnene i det, dyr, mennesker og hun elsker december. Da sygdommen blev opdaget, havde den allerede spredt sig i et omfang i hendes krop, der gjorde det umuligt at gøre andet end at forsøge at lindre den. Allerede som helt ung blev hun førtidspensioneret på grund af invaliderende leddegigt, så kroniske smerter blev suppleret med yderligere. Nogle år inde i forløbet spredte det sig til hjernen. Et par år efter begyndte hendes rygsøjle at falde sammen, og hun fik indopereret et metalskelet i ryggen. Undervejs har hun mistet venner, kæmpet mod systemer, mistet sit arbejde, tabt håret – og oplevet det vokse ud igen. Hun har kortvarigt tabt besindelsen, tabt til systemet, mistet fodfæstet kortvarigt – men min veninde rejser sig hver eneste gang. Efterhånden rejser hun sig mere besværet, men hun rejser sig og insisterer på at leve. Prognoserne er ikke gode længere. Der bliver kortere og kortere mellem de smertelindrede dage. Alligevel har hun indtil for ganske nylig været frivillig for udsatte børn og unge. Selv den stærkeste kærlighed og det lyseste lys formår nok desværre ikke at holde døden væk. Og det gør ondt at se frem mod den måske sidste jul med hende i mit liv. Men min venindes ukuelighed og helt ekstreme kærlighed til livet gør, at jeg ved, at jeg en dag vil være fyldt med intet andet end den dybeste taknemmelighed for at have mødt hende. For at dele årtier med et af de smukkeste og mest lysende mennesker. Det er den følelse, der skal gennemsyre min december. Derfor går jeg all in i år. På samvær og nærvær med hende og dem, jeg elsker. På livsglæde og kærlighed, og hvem ved, måske bringer december mirakler. Jeg går all in i december med den dybeste taknemmelighed, og jeg tager ingenting for givet. Jeg slutter med et lille brudstykke af en af hendes yndlingssange: Så længe dit hjerte slår Så tag ingenting for givet Så længe dit hjerte slår Det' det smukkeste ved livet Løb stærkt, dø, luk skærmene ned Og læn dig ud over kanten på de stenede nerver Elskede at drømme Drømmer om at elske Elskede at drømme Drømmer om at elske

Læserbrev

Det er et finanslovsudspil med høje ambitioner, uden det bliver dyrere at være dansker

Læserbrev: Venstre præsenterede i sidste uge sit finanslovsudspil. Med vores finanslovsprioriteter for 2020 viser vi, at vi kan levere på de løfter, vi gav danskerne i valgkampen. Eksempelvis vil vi sikre et velfærdsløft og langt større investeringer i den grønne omstilling, uden at vi hæver skatterne og dermed forringer de danske virksomheders konkurrenceevne og gør det sværere at få budgettet til at hænge sammen for danskerne sidst på måneden. Venstre skal man nemlig vide, hvor man har. For mig er det også meget afgørende, at forslaget bidrager til, at vi fortsætter den gode udvikling, som Danmark er inde i. Det gør udspillet ved at tage højde for, at virksomhederne skal have adgang til de hænder og hoveder, som de har brug for, og bliver sikret nogle ordentlige rammevilkår. Derfor foreslår vi også målrettede skattelettelser til erhvervslivet for 300 mio. kr. Stærke virksomheder er nemlig forudsætningen for en fortsat stærk dansk økonomi. Som it- og teleordfører for Venstre har jeg haft fokus på, at vi skal have sikret ordentligt internet i hele Danmark. Derfor er jeg også glad for, at vi prioriterer at videreføre Bredbåndspuljen og tilmed vil hæve den fra 100 til 150 mio. kr. Puljen sikrer udrulning af hurtigt internet i områder, hvor det ikke er muligt at gøre det på kommercielle vilkår. Jeg er stolt af mit partis finanslovsudspil, som side efter side viser, at vi kan have høje ambitioner for Danmark, uden det bliver dyrere at være dansker.

Leder For abonnenter

Det mener avisen om omskæringslægen: Der er huller i sundhedssystemet

Danmark har generelt et sundhedssystem, der på mange punkter er formidabelt, og med nogle fremskridt indenfor f.eks. kræftbehandling, som er bemærkelsesværdige. Men det er også et system, der tilsyneladende har svært ved at følge op på sager, hvor der er sket erkendte fejl. Sådanne historie kommer frem fra tid til anden, når dygtige journalister graver dem frem. Det være sig den groteske psykiater-sag som DR 1 bragte, eller helt aktuelt sagen, som vores fælles avis, avisen Danmark, har skrevet om de seneste dage. Avisen Danmark har kunne afsløre, at en berygtet omskæringslæge, der i flere omgange har været i myndighedernes søgelys, lystigt har kunnet skære videre, selvom der var nedlagt forbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds side. Tilbage i 2016 fik lægen - i kølvandet på en lang række klagesager - forbud mod at foretage omskæringer. Men på grund af en fejl fra Styrelsens side har han siden februar i år igen kunne lave de omstridte operationer, nu fra en klinik i Aarhus, som er ejet af hans hustru. Det erkender Styrelsen er en gedigen brøler, men det er først nu, at det kommer frem i lyset - bragt frem af avisen Danmark. Nu forsøger Styrelsen så at stoppe lægen i form af en sag mod ham med krav om livsvarigt forbud mod omskæringer. Men uanset, hvordan den falder ud, så er det et problem, at der går så lang tid inden man kan nå at stoppe konsekvenserne af Styrelsens fejl. Han har nået at deltage i 90 omskæringer i år, selvom man samtidig fra myndighedernes side har sagt, at manden aldrig nogensinde må foretage den type operationer. Der var jo en mening med, at han fik udstedt et forbud i første omgang, blandt andet at der var alvorlige hygiejne-problemer, der hvor operationerne blev foretaget. Vi har kontrol med et hav af ting i dette samfund. Vi indfører regler, der set udefra mest af alt ligner øget bureaukrati. Men at opfinde et system, der f.eks. holder øje med om en hjerneskadet psykiater praktiserer videre, eller om en omskæringslæge, der har fået frataget sin tilladelse, reelt arbejder videre. Det magter vi tilsyneladende ikke.

Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Læserbrev

Vores børn bliver ofre for kortsigtede besparelser

Læserbrev: Vores viden om børns trivsel er veldokumenteret, og det kan derfor undre mig, at vi kun tænker kortsigtet, når det kommer til besparelserne, der rammer vores børn. Vi øger forældrebetalingen i vuggestuer og SFO´er, hvor vi risikerer, at tilbuddene fravælges på grund af økonomi. Til de mindste er alternativet dagplejere, og selvom dette alternativ er fantastisk og fyldt med dedikeret medarbejdere, så kan det ikke gøre sig ud for den samlet faglighed, der er i vores vuggestuer, og som har en afgørende betydning for udsatte børn og deres familier. I skolerne overlades børnene i højere grad til sig selv, når pauserne bliver længere og antallet af lærere reduceres. Derudover skal der spares penge på legetøj, læringsmaterialer, ture ud af institutionerne osv., og alt dette vil influere på, at vi ikke kan forvente, at ligeså mange børns trivsel sikres. Hvis vi gør det op i udgifter, så kan det være svært at få øje på en besparelse på længere sigt, for vi ved af talrige erfaringer, at vi risikerer, at udsatte børn bliver udsatte voksne, og det betyder ofte en livslang udgift for kommunen. Hvis økonomien i sig selv ikke er incitament for at ændre kursen i Kolding Kommune, så håber jeg, at værdien i det enkelte menneske og dennes liv er det. Vi har en forpligtigelse til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre alle børn et godt og meningsfuldt liv.

Læserbrev

Lokalafdelingen i DN burde have stukket fingeren i jorden inden anke

Læserbrev: Så kom afgørelsen fra Klagenævnet, og Klagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag med den mindst mulige margin med stemmerne tre mod to. Fakkegrav Badehotel nedbrændte for syv år siden, og et ønske om at opføre boliger på stedet har været igennem flere instanser. Politikerne i Hedensted Kommune gav tilladelse til, at der kunne opføres boliger på stedet, og den beslutning bakkede vi op om i Stouby og Omegns Lokalråd. En dispensation, der lå lige til højrebenet, for hvem kunne byggeriet genere, og den største del af byggeriet, Pakhuset, havde i forvejen været ombygget til ejerlejligheder. Endvidere bliver der uændret adgang for offentligheden til at benytte den private parkeringsplads på Fakkegravgrunden, hvorfra der er en sti ned til den fineste badestrand. Imidlertid fandt lokalafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening (DN) sig kaldet til at indklage kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, efter at Kystdirektoratet havde givet en dispensation, og dette igangsatte en proces, der er årsag til, at hotellet på syvende år henligger som en brandtomt, der skæmmer vores flotte naturområde ved Vejle Fjord. DN er høringsberettiget, men Stouby og Omegns Lokalråd, der repræsenterer hele Stouby-området, har ingen høringsret, selv om vi vel er de nærmeste til at blive spurgt. Det er så let at trykke på knappen og indklage en afgørelse, og i denne sag er lokalafdelingen i DN helt ude af trit med de ønsker, som kommunens politikere og et stort flertal af lokalbefolkningen har. Lokalafdelingen i DN burde have stukket fingeren i jorden og drøftet kommunens tilladelse med politikerne, lokalrådet og bygherren for at afsøge et kompromis, inden man indklagede afgørelsen. Jeg fornemmer, at lokalforeningen i DN gerne ville have været denne sag foruden, men der er ingen vej tilbage, efter at formanden for DN har udtalt, at hun helt bakker op om lokalafdelingens beslutning. Visuelt vil et byggeri af boliger på Fakkegravgrunden ikke ændre noget i forhold til de nu nedbrændte bygninger, idet der er lagt op til, at boligerne opføres på eksisterende sokkel, og man kan undre sig over, at den ene by efter den anden kan få dispensation til at bygge højhuse langs havne, der er til gene for naboer. Som formand for lokalrådet og som lokal turistguide møder jeg rigtig mange borgere og turister, der er meget forundrede over, at Fakkegrav fortsat ligger som en ruin. Når jeg er ude ved Træskohage Fyr med turister i Salatfadet (traktortrukkket persontransportvogn), er der et stort ønske om at se ruinen, og jeg kører gerne forbi Fakkegrav med fortællingen om, hvorfor Fakkegrav fortsat ligger som en ruin.

Debat

Debat: Nato-topmøde - Grønland bliver et varmt emne mellem Mette F. og Trump

Om to uger - den 3.- 4. december - mødes NATO's 29 stats- og regeringschefer i London for at fejre 70 årsdagen for grundlæggelsen i 1949. Dengang var der kun 12 medlemslande - herunder Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne (Island var trådt ud 1944). Den seneste tids udvikling i forholdet mellem USA og Rigsfællesskabet og USAs stigende geopolitiske interesse for Grønland og Arktis kan næppe undgå at dukke op på topmødet - dersom ikke direkte på dagsordenen - som endnu ikke foreligger - så vel sagtens i separate og mere uofficielle samtaler i margenen af topmødet mellem Mette Frederiksen og Donald Trump. Men først lidt mere om selve topmødet generelt: London husede NATO's første hovedsæde i to år, indtil dette 1951 flyttede til Paris og bliver derfor rammen om en en storslået begivenhed med Donald Trump med fru Melania i spidsen og modtagelse af Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Men topmødet bliver ikke bare pomp og pragt. Der er lagt op til en substantiel debat af aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske temaer herunder ikke mindst USA's krav om en mere balanceret byrdefordeling, hvor i dag kun fem-seks medlemslande med USA, UK og Polen i spidsen lever op til tilsagnet fra 2014 i Wales om at anvende to procent af BNP til forsvarsudgifter. Det fremgår tydeligt af forsvarsminister Trine Bramsens (S) referat af det seneste NATO-forsvarsministermøde den 24. - 25. oktober: Den amerikanske forsvarminister Mark Esper understregede her, at alle medlemslande senest på det kommende Nato-topmøde forventes at have "en plan for, hvordan de vil nå to procent". Danmark har indtil nu kun lovet 1,5 procent på linje med Tyskland og Holland. Men det er næppe nok for Trump. Herudover drøftedes - i følge referatet - NATO's koncept for forsvar i hele det euro- atlantiske område. Og i den sammenhæng gjorde Trine Bramsen opmærksom på de særlige forhold i Arktis og omkring Grønland og den vægt Danmark " lægger på en tættere dialog i Rigsfællesskabet om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål ". Dette punkt kan derfor meget vel dukke op på NATO-udenrigsminister mødet i morgen onsdag den 20. november som led i topmødeforberedelserne I sidste uge mødtes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nemlig med sin amerikanske kollega Mike Pompeo i Washington D.C. - i øvrigt Kofods første besøg i USA's hovedstad som udenrigsminister. I mødet deltog også Grønlands minister for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger. Kofod udtalte i den forbindelse , at "vi sammen med Grønland skal fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland " Men opretholdelse af en "konstruktiv dialog" er næppe tilstrækkelig for USA, der tilsyneladende har betydelig større ambitioner med Grønland: USA har gennem de seneste år udviklet en helt ny strategi for Arktis som benævnes " Look North" . I den sammenhæng har USA fået et godt øje til Grønland - ja måske lidt for godt i følge flere danske poltikere på Christiansborg: - Et højtstående amerikanske delegationsbesøg i Grønland for nylig med eksperter fra Udenrigsministeriet, Pentagon og CIA har forhandlet direkte med grønlandske politikere og topembedsmænd. - Chefen for USAs kystbevogtning, admiral Karl Schultz, har medio oktober besøgt Grønland og drøftet øget farvandsovervågning og beskyttelse. - USAs ambassadør i Danmark Carla Sands har regelmæssigt besøgt Grønland det seneste par år og der er nu planer om at åbne et konsulat i Nuuk. Men hvad er det egentligt der gør Grønland så attraktiv for USA? Først og fremmest den strategiske beliggenhed på det nordamerikanske kontinent som en "buffer" mellem USA (og Canada) og Rusland, hvis nærmeste missil- og luftbaser kun ligger mindre end 1000 kilometer fra Østgrønlands kyster. Også Kinas arktiske ambitioner - ikke mindst i Grønland - indgår naturligvis i denne strategi. Udover rene forsvarspoltiske interesser rummer Grønland en betydelige naturresourcer i form kollosale fiske- og rejeforekomster, ædle- og sjældne metaller og ikke mindst olie og gas, som klima ændringerne efterhånden vil gøre mere og mere tilgængelige. Det samme gælder den kommercielle og strategiske besejling af Nordøst- og Nordvestpassagerne, som kontrolleres af grønlandsk søterritorium. Hertil kommer den arktiske kontinentalsokkel, som vil kunne sikre Grønland en stor bid af Nordpols-kalotten og medfølgende ressourcer. Alt i alt bliver det spændende at følge NATO-topmødet i London om få uger. Mette Frederiksen får nok sin sag for med to procents kravet og USAs udfordringer af Rigsfællesskabet. Men mon ikke London-mødet alligevel munder ud i en behørig fejring af den 70 år med den ubrydelige, transatlantiske forsvarsalliance, der har skabt så gode og stabile fredstider for Europa og den vestlige verden.

Annonce
Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.

Læserbrev

Tegngivning i trafikken

Læserbrev: Cirka 80 % af samtlige bilister på de danske motorveje kan ikke finde ud af at give rigtigt tegn. Ca. 50 % begynder at blinke, samtidig med de drejer ud til overhaling. Ca. 30 % begynder først at blinke, efter de er begyndt at trække ud. Så er der stadig nogle få, der overhovedet ikke gider at blinke. Der er kun ca. 20 %, der gør det rigtige. Nu nytter det ikke noget bare at fortælle, hvordan man skal gøre, for det ved bilisterne godt. De ved bare ikke, at de selv gør forkert, fordi de bruger ikke hjernen til tegngivning. Det overlader de til rygraden/underbevidstheden/indbyggede reflekser, for så kan hjernen bruges til mere interessante ting så som at tale i telefon, sende SMS’er, tjekke e-mail og facebook, eller hvad de ellers får tiden til at gå med, når de kører bil. Det har jeg selv et godt eksempel på. Det firma, jeg arbejdede i, lå på den ene side af Vejlefjordbroen, og så havde vi en aftale med en mekaniker på den anden side af broen. En dag skulle jeg hente en kollega om morgenen og køre ham over igen til fyraften, fordi han skulle have sin bil til eftersyn. Fordi tegngivning er noget jeg går meget op i, holdt jeg selvfølgelig en forelæsning for ham. ”Når nu man skal ud at overhale, skal man begynde at blinke i god tid, inden man drejer ud”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. ”Når nu man skal dreje fra motorvejen, skal man blinke i god tid for at fortælle bagvedkørende, at man har tænkt sig at dreje fra”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. Nogle uger senere var det hans tur til at hente og bringe mig. Da han skulle foretage en overhaling, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, efter du var trukket ud”. ”Gjorde jeg det” svarede han forbavset. Da vi så skulle dreje fra på den anden side af broen, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, samtidig med, du drejede”. ”Gjorde jeg det” svarede han igen forbavset. Man kan stoppe hver eneste at de 80 %, der gør forkert og spørge dem, hvad de gjorde, da de skulle overhale, og de vil alle uden tøven svare, at de tjekkede, der var tilstrækkeligt stort hul til, at de kunne trække ud. Så begyndte de at blinke, og derefter trak de ud. Hvorfor siger de så sådan, når de ikke gør det. Det gør de, fordi de kender udmærket færdselsreglerne. Deres hjerne ved godt, hvad man skal gøre. De glemmer bare, eller de ved ikke, at de slet ikke bruger hjernen til at give tegn. Et andet eksempel, som jeg har set mange gange: Jeg kommer kørende ad en landevej og skal til venstre ned på en motorvej. Der kører en bil foran, som drejer ud i frakørselsbanen uden at blinke og kører helt hen til nedkørslen og skal måske også holde for rødt. Når han så skal til at køre ned på motorvejen, begynder han at blinke. Det er jo ikke lige det tidspunkt, man skal vise sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Det skulle man have gjort, dengang valgmuligheden, med om man skal lige ud, eller man skal dreje fra, var der. Man ser det samme inde i byerne, hvor man kommer hen mod et kryds, hvor der er frakørselsbaner til højre eller venstre. Folk vader ud i frakørselsbanerne uden at blinke. På et eller andet tidspunkt begynder de at blinke – sommetider først når de er helt henne, hvor de skal dreje fra. Man har opfundet tegngivning for at fortælle sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Så hjælper det ikke så meget, at man fortæller det længe efter, man har gjort det. Det er bare fuldkommen håbløst. Et tredje eksempel, som jeg selv har været ude for et par gange, hvor den ene gang nær havde givet buler: Jeg kommer kørende ud ad en almindelig landevej, og der er ikke særlig meget trafik; men der kører en bil foran mig med samme hastighed som mig selv. Man sidder ikke konstant og stirrer blindt på den forankørende, så øjnene flakker jo lidt rundt. Pludselig uden varsel bremser bilen foran lige netop på det tidspunkt, jeg ikke kikker på den, og jeg er lige ved at køre op i den. Der kommer så en sidevej, som den drejer om ad, samtidig med den begynder at blinke. Det er længe siden, jeg har læst færdselsloven; men jeg erindrer ikke, at der står nogen steder: ”Man skal altid begynde at blinke, før man bremser”; men det var nok en god idé, hvis der gjorde. Et sidste eksempel, som mere er til irritation end til fare for trafikken: Man holder og skal ud i en rundkørsel, men kan ikke køre ud, fordi der kommer en bil, der ikke blinker, så den skal jo derfor lige ud. Da den når hen til vejen, man kommer fra, drejer den om ad vejen uden at blinke, eller begynder at blinke, samtidig med den drejer. Frygteligt irriterende og det fremmer heller ikke afviklingen af trafikken. Kan man så gøre noget ved det: Man kan selvfølgelig sætte små skilte op langs vejkanten tæt på relevante kryds eller frakørsler, hvor der for eksempel kunne stå: Brug hjernen til at give tegn. Jeg tvivler bare på, at det har den helt store virkning, for de fleste vil bare tænke, at de godt ved, hvad de skal gøre, så det må være alle de andre, der gør forkert, hvorefter de kobler hjernen fra igen, er jeg bange for. Men der findes en endnu bedre metode, som jeg godt kunne tænke mig at slå et slag for. Samtlige mennesker, der er passagerer i biler opfordres hermed til at holde øje med chaufførens tegngivning, og hver gang chaufføren gør forkert, siger man: ”Nu blinkede du for sent igen.” Der findes ikke noget værre for chauffører end at få at vide, at de laver fejl. Specielt mænd har det rigtigt dårligt med at blive rettet, da alle mænd som udgangspunkt tror, de er verdens bedste chauffør, så hvis de får at vide tilstrækkeligt mange gange, at de laver fejl, skal de nok lære at gøre det rigtigt. Det kunne simpelthen være skønt, hvis alle begyndte at give tegn efter færdselsloven i stedet for efter deres eget forgodtbefindende.

Læserbrev

Svar til Karl Johan Kruse

Læserbrev: Karl Johan Kruse skriver i et læserbrev, at børnefamilierne sættes i en klemme, når åbningstiderne i daginstitutionerne fra 2020 bliver på 50 timer over hele kommunen, herunder i centerbyerne. Han beder byrådet undlade at svare, at forældrebestyrelserne kan bestemme de endelige åbningstider. Selvom de de facto kan netop det. Et alternativt til ensartede åbningstider i institutionerne havde været at forringe den generelle tildeling tilsvarende. Så kunne en forældrebestyrelse vælge at sige, at de hellere ville sænke åbningstiderne for at sikre flere varme hænder. Så ved at byrådet peger på, at åbningstiderne skal være ens for alle institutioner, så er det for at undgå, at vi beder institutionerne holde lige så længe åbent, men med endnu færre hænder ved børnene. Ingen besparelser på børneområdet er hensigtsmæssige, og i denne ekstraordinære svære situation har vi valgt at serviceniveauet ifht. åbningstiderne skal være ens for alle forældre i kommunen. Karl Johan Kruse noterer sig, at byrådet har lavet noget juks. Ja, det er noget juks, at byrådet har sparet så meget på børnene. Det kan selv jeg ikke forvare, men årsagerne til at der har været store overforbrug – der desværre medfører tilsvarende store besparelser - er ikke noget, der har været politisk kendskab til, før det allerede var for sent. Nu kan vi blot håbe, at økonomiudvalget ser positivt på eventuelle økonomiske bidrag til børneområdet via finansloven, så de kommer til at blive brugt på netop børnene.

Læserbrev

Kære medlemmer af Kolding Byråd

Læserbrev: Vi i lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse er meget glade for det samarbejde, vi har med Sundhedscenteret i Kolding Kommune. På det seneste møde var det især glæden over, at Kolding Kommune nu skal være en røgfri arbejdsplads, vi delte. Desuden talte vi om vigtigheden af træningstilbuddet Naturkræfter, som tilbydes kræftramte mænd Derfor er det med både stor forundring og forfærdelse vi erfarer, at byrådets flertal har fjernet tilskuddet ifbm. rygestoprådgivning og til Naturkræfter. I Kræftens Bekæmpelse arbejder vi målrettet på at hæve taksten på cigaretter for at sikre, at så få som muligt rammes af kræft pga. rygning (- 19 % af alle kræfttilfælde skyldes rygning). Det kræver, at der tilbydes god og effektiv rygestoprådgivning. Kolding Kommunes tal viser, at der har været en høj succesrate – på 66 % - i forhold til socialt udsattes rygestop. Vi er dybt bekymrede for, at denne målgruppe økonomisk ikke vil have råd til rygestop. Vi har været stolte af at høre til i en kommune, som har haft så stor opmærksomhed på at sikre lighed i sundhed. Og til kritikkerne af en stigning af tobaksprisen har vi henvist til Koldings gode resultater med at tilbyde hjælp til rygestop til socialt udsatte. På samme måde har Naturkræfter været vigtigt for os, da vi ved, at mænd i langt ringere grad end kvinder opsøger tilbud, hvor man taler om sin sygdom – til trods for, at mænd har de samme behov. Naturkræfter har knækket koden til at få mændene med. For os i lokalforeningen opfatter vi det som et kæmpe tilbageskridt, at Kolding Kommune ikke mere prioriterer økonomiske midler til at give det tilbud til nye kræftramte. Vi skal derfor indtrængende appellere til, at der findes midler til, at de to tilbud kan fortsætte.

Læserbrev

Indehaver af Snuromgaard: Vi søger blot retfærdighed og ordentlighed i denne urimelige sag

Læserbrev: Dette er et svar til læserbrevet "Ro på ridefysioterapien" af Brian Errebo-Jensen (bragt i VAF og Fredericia Dagblad 11. november, red.) Brian Errebo-Jensen, det er, så vidt jeg ved, heller ikke nogen hemmelighed, at der aldrig tidligere er pågrebet nogen ridefysioterapeut i misbrug af offentlige midler i Region Syddanmark. Derfor bør man reflektere over, om udsagnet "at afgive", som du så fint omtaler det, mon dækker over handlingen at fratage 20 timer? Du skriver meget medfølende: "store økonomiske omkostninger for fysioterapeuten"... Hvad med patienterne og Snuromgaard - hvilke menneskelige og økonomiske omkostninger har det mon haft for dem? Du må også være bekendt med ridefysioterapeutens sygemelding på Snuromgaard tilbage i februar. Dog praktiserede hun både i Jelling og i Ringe i samme periode og fik løn fra det offentlige, men ingen indtægt til Snuromgaard. Her må spørgsmålet være: Hvordan kan det tillades? Hermed fakta om, hvem der har magten, og hvor dårligt stillet ridestederne er. Og dette er måske årsagen til, at det ikke har været muligt at etablere et samarbejde med et sted i området øst for motorvejen i Vejle. Ligeledes stiller jeg spørgsmål ved din udtalelse om, at årsagen var et dårligt arbejdsklima. Har du en selvoplevet bevæggrund for denne udtalelse? Så vidt jeg ved, har du aldrig været på Snuromgaard. Og ridefysioterapeuten, når hun var her, og der ellers ikke var vikar på, sad ved sin pc i rytterstuen eller talte i telefon i behandlingstimerne. Her giver det mening at italesætte den negative vending "dårligt arbejdsklima", hvor patienter blev tilsidesat for ridefysioterapeutens administrative arbejde. Jeg uddyber gerne yderligere, hvordan den tidligere ridefysioterapeut skabte et dårligt arbejdsklima. Og opfordrer til at samtlige patienter bliver hørt om deres mening og oplevelse af samme med bekræftelse på manglende tilstedeværelse og faglighed. Hele fadæsen klinger meget hult, og set med mine øjne er det ganske enkelt et forsøg på at tillægge min virksomhed "det", der rent faktisk tynger ridefysioterapeuten og ridefysioterapien i denne sag. Det er da ude af proportioner! Dem efterlyser jeg og står gerne på mål for kritik af min virksomhed, men kan på ingen måde godkende dine negative udtalelser. Disse udtalelser nærmer sig injurier. Sidst, men ikke mindst, burde de personlige relationer i denne sag ikke få lov at vinde over patienternes behov. Snuromgaard er videre, det er patienterne ikke. Vi søger blot retfærdighed og ordentlighed i denne urimelige sag.