Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.

Debat: Når vi med hån og latter skubber andre ind i ondskabens mørke

Tegngivning i trafikken

Læserbrev: Cirka 80 % af samtlige bilister på de danske motorveje kan ikke finde ud af at give rigtigt tegn. Ca. 50 % begynder at blinke, samtidig med de drejer ud til overhaling. Ca. 30 % begynder først at blinke, efter de er begyndt at trække ud. Så er der stadig nogle få, der overhovedet ikke gider at blinke. Der er kun ca. 20 %, der gør det rigtige. Nu nytter det ikke noget bare at fortælle, hvordan man skal gøre, for det ved bilisterne godt. De ved bare ikke, at de selv gør forkert, fordi de bruger ikke hjernen til tegngivning. Det overlader de til rygraden/underbevidstheden/indbyggede reflekser, for så kan hjernen bruges til mere interessante ting så som at tale i telefon, sende SMS’er, tjekke e-mail og facebook, eller hvad de ellers får tiden til at gå med, når de kører bil. Det har jeg selv et godt eksempel på. Det firma, jeg arbejdede i, lå på den ene side af Vejlefjordbroen, og så havde vi en aftale med en mekaniker på den anden side af broen. En dag skulle jeg hente en kollega om morgenen og køre ham over igen til fyraften, fordi han skulle have sin bil til eftersyn. Fordi tegngivning er noget jeg går meget op i, holdt jeg selvfølgelig en forelæsning for ham. ”Når nu man skal ud at overhale, skal man begynde at blinke i god tid, inden man drejer ud”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. ”Når nu man skal dreje fra motorvejen, skal man blinke i god tid for at fortælle bagvedkørende, at man har tænkt sig at dreje fra”. ”Ja selvfølgelig” svarede han. Nogle uger senere var det hans tur til at hente og bringe mig. Da han skulle foretage en overhaling, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, efter du var trukket ud”. ”Gjorde jeg det” svarede han forbavset. Da vi så skulle dreje fra på den anden side af broen, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, samtidig med, du drejede”. ”Gjorde jeg det” svarede han igen forbavset. Man kan stoppe hver eneste at de 80 %, der gør forkert og spørge dem, hvad de gjorde, da de skulle overhale, og de vil alle uden tøven svare, at de tjekkede, der var tilstrækkeligt stort hul til, at de kunne trække ud. Så begyndte de at blinke, og derefter trak de ud. Hvorfor siger de så sådan, når de ikke gør det. Det gør de, fordi de kender udmærket færdselsreglerne. Deres hjerne ved godt, hvad man skal gøre. De glemmer bare, eller de ved ikke, at de slet ikke bruger hjernen til at give tegn. Et andet eksempel, som jeg har set mange gange: Jeg kommer kørende ad en landevej og skal til venstre ned på en motorvej. Der kører en bil foran, som drejer ud i frakørselsbanen uden at blinke og kører helt hen til nedkørslen og skal måske også holde for rødt. Når han så skal til at køre ned på motorvejen, begynder han at blinke. Det er jo ikke lige det tidspunkt, man skal vise sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Det skulle man have gjort, dengang valgmuligheden, med om man skal lige ud, eller man skal dreje fra, var der. Man ser det samme inde i byerne, hvor man kommer hen mod et kryds, hvor der er frakørselsbaner til højre eller venstre. Folk vader ud i frakørselsbanerne uden at blinke. På et eller andet tidspunkt begynder de at blinke – sommetider først når de er helt henne, hvor de skal dreje fra. Man har opfundet tegngivning for at fortælle sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Så hjælper det ikke så meget, at man fortæller det længe efter, man har gjort det. Det er bare fuldkommen håbløst. Et tredje eksempel, som jeg selv har været ude for et par gange, hvor den ene gang nær havde givet buler: Jeg kommer kørende ud ad en almindelig landevej, og der er ikke særlig meget trafik; men der kører en bil foran mig med samme hastighed som mig selv. Man sidder ikke konstant og stirrer blindt på den forankørende, så øjnene flakker jo lidt rundt. Pludselig uden varsel bremser bilen foran lige netop på det tidspunkt, jeg ikke kikker på den, og jeg er lige ved at køre op i den. Der kommer så en sidevej, som den drejer om ad, samtidig med den begynder at blinke. Det er længe siden, jeg har læst færdselsloven; men jeg erindrer ikke, at der står nogen steder: ”Man skal altid begynde at blinke, før man bremser”; men det var nok en god idé, hvis der gjorde. Et sidste eksempel, som mere er til irritation end til fare for trafikken: Man holder og skal ud i en rundkørsel, men kan ikke køre ud, fordi der kommer en bil, der ikke blinker, så den skal jo derfor lige ud. Da den når hen til vejen, man kommer fra, drejer den om ad vejen uden at blinke, eller begynder at blinke, samtidig med den drejer. Frygteligt irriterende og det fremmer heller ikke afviklingen af trafikken. Kan man så gøre noget ved det: Man kan selvfølgelig sætte små skilte op langs vejkanten tæt på relevante kryds eller frakørsler, hvor der for eksempel kunne stå: Brug hjernen til at give tegn. Jeg tvivler bare på, at det har den helt store virkning, for de fleste vil bare tænke, at de godt ved, hvad de skal gøre, så det må være alle de andre, der gør forkert, hvorefter de kobler hjernen fra igen, er jeg bange for. Men der findes en endnu bedre metode, som jeg godt kunne tænke mig at slå et slag for. Samtlige mennesker, der er passagerer i biler opfordres hermed til at holde øje med chaufførens tegngivning, og hver gang chaufføren gør forkert, siger man: ”Nu blinkede du for sent igen.” Der findes ikke noget værre for chauffører end at få at vide, at de laver fejl. Specielt mænd har det rigtigt dårligt med at blive rettet, da alle mænd som udgangspunkt tror, de er verdens bedste chauffør, så hvis de får at vide tilstrækkeligt mange gange, at de laver fejl, skal de nok lære at gøre det rigtigt. Det kunne simpelthen være skønt, hvis alle begyndte at give tegn efter færdselsloven i stedet for efter deres eget forgodtbefindende.