Flemming Hansen spørger: Der er givet mange løfter - hvem skal nu betale?

Folketingsvalget er overstået. Åbningstalen er holdt, og finansministeren har fremlagt regeringens forslag til finanslov. Folketingsvalget havde to hovedemner og kun to. - 1. Klima Det er glædeligt, at stort set alle Folketingets partier er enige om en større dansk indsats på dette vigtige område, selv om forudsætningerne for enigheden viser betydelige forskelle. Venstresiden i Folketinget er ikke så meget optaget af, hvordan pengene til denne indsats skal skaffes, mens det borgerlige Danmark mener, at det skal ske i samarbejde med erhvervslivet, så udgifterne delvis kan finansieres gennem erhvervslivets investeringer, og så indsatsen samtidig kan blive en betydelig eksportmulighed for Danmark. Med klare udmeldinger fra Dansk Industri forekommer det mig, at den sidste mulighed så afgjort er den rigtige, selv om det offentlige naturligvis også skal være med i en vis grad. Under valgkampen viste det sig, at dette emne optager stort set alle danskere, og det var en væsentlig årsag til det regeringsskifte, vi fik. Man må sige, at det var dygtigt gjort af Socialdemokratiet at skabe den opfattelse hos danskerne, at det næsten var os alene, der skal løse hele verdens klimaproblemer. Af og til er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at den danske befolkning udgør mindre end en procent af Europas indbyggere og mindre end en promille af verdens befolkning. Jeg synes, det er flot, at dronningen udtrykker nogenlunde det samme synspunkt, når hun til en svensk avis i umiddelbar forlængelse af et spørgsmål om Greta Thunberg siger: ”Man skal passe på med hysteri.” - 2. Velfærd. Selv om vi har verdens største offentlige sektor - målt i forhold til befolkningen- lykkedes det også her Socialdemokratiet-SF-Enhedslisten og Radikale at få skabt det indtryk, at der mangler tusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor, og at stort set intet fungerer. Der skulle 1000 flere lærere i skolerne, 1000-vis af medarbejdere i vuggestuer og børnehaver, og der var næsten ikke var et eneste menneske på vore plejehjem, der blev passet ordentligt. Ligeledes manglede der også mindst 1000 sygeplejersker og lige så mange politibetjente. - Jeg ved naturligvis godt, at det er korrekt på visse områder, men en vis grad af fagforeningspolitik er der nok også i påstandene. Taktikken lykkedes, og det eneste, der virkelig undrer mig, er, at ikke en eneste folketingskandidat spurgte om, hvor pengene til denne kæmpe udvidelse af verdens største offentlige sektor skal komme fra. Heller ikke ret mange fortalte befolkningen, at vi har fuld beskæftigelse og ingen chance har for at uddanne så mange nye medarbejdere - uanset hvilket område det gælder. En del af finansieringen blev dog fremlagt i forbindelse med offentliggørelsen af finansloven: Det aktive erhvervsliv, vi til syvende og sidst alle lever af, skal betale en god del af ”festen”, og resten kommer fra nye skatter og afgifter. Man kan sige to ting til dette. - 1) Hvis du skal vinde en valgkamp fremover. skal du give løfter for mindst 70 milliarder kroner, også som vi ikke har pengene. Du skal give løfterne til det flertal i befolkningen, der er i en af følgende grupper: Børn, Offentlige ansatte, Pensionister, Efterlønsmodtagere, Dagpengemodtagere, Førtidspensionister, Kontanthjælpsmodtagere, Studerende, Ansatte i skattevæsenet. Heldigvis er det langt fra alle i disse grupper, der tilhører venstrefløjen, men alligevel. Så er du næsten sikker på af få et flertal ved næste valg. - 2) Det andet drejer sig om forholdet til erhvervslivet. Om du plukker de mange virksomheder, der skal generationsskifte deres virksomhed, gør ikke så meget, selv om det naturligvis koster arbejdspladser. - De er jo selvstændige erhvervsdrivende, og det er deres problem. Lad også blot arbejdsgiverne betale mere ved medarbejdernes længerevarende sygdom, og naturligvis skal fri telefon beskattes igen, selv om arbejde og fritid blandes mere og mere sammen i det moderne samfund. Endelig er jeg desværre sikker på, at regeringens støttepartier vil komme med mange ekstra krav om øgede skatter og afgifter for at støtte regeringen. Der er altså ret klart, hvem der skal betale. - Måske bør man tilføje: Vi befinder os netop nu på toppen af en langvarig højkonjunktur, og desværre er der ret tydelige tegn på, at den er ved at ebbe ud. I så fald skal vi ud og låne til det overforbrug, der unægteligt tegner sig i mange år frem, og så er vi tilbage i ”de gode gamle dage” som i Anker Jørgensens tid som statsminister.

Er Socialdemokratiet i grunden det arbejderparti, de selv kalder sig?

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.