Annonce
Læserbrev

Ingen fradrag til de gule forretninger - I undergraver de faglige fællesskabers sammenhold og resultater

Læserbrev: Nu hvor de borgerlige ikke længere har regeringsmagten, skal de finde på andet at bruge deres tid på. Når de så ikke lige slås indbyrdes, langer de i stedet ud efter den etablerede fagbevægelse og deres medlemmer. Her står de som gale hunde med fråde om munden med påstande om at forsvare befolkningens ret til at organisere sig i den fagforening, han eller hun nu lyster. De er ikke sene til at bruge ord som mafiametoder og voksenmobning, og jeg kan forstå, at en stor del af disse borgerlige føler sig krænket dybt ind i deres sjæl på vegne af de forurettede. Senest var Krifas formand ude i en lang reklame for sin virksomhed, hvor han maner til samarbejde og fællesskab, på tværs af fagbevægelsen. Men lad mig gøre det klart for Søren Fibiger Olesen: Vi har allerede samarbejde og fællesskab på tværs af fagbevægelsen. Og det er vi som sådan godt tilfredse med. Der, hvor det stikker helt af, er, at Søren Fibiger Olesen selv tror på, at Krifa og de andre gule fagforretninger også er en del af fagbevægelsen. Det er I ikke. Jeres forretninger og jeres kunder er modspillere og ikke medspillere til den danske model. I undergraver dagligt de faglige fællesskabers sammenhold og resultater. Og ikke nok med at I nasser og undergraver fællesskabernes opnåede resultater. Samtidig har I også snablen dybt begravet i statskassen, med hvad der i mine øjne er et uberettiget fradrag. Man får et fradrag, når man er medlem af en samfundsgavnlig forening. Her brillerer de gule forretninger som Krifa og Ase med fraværet af gavn. Det er ved at være på tide at bede den nye arbejdervenlige regering sikre, at fagforeningsfradraget netop kun er for fagforeninger.
Debat

Debat: Udsatte unge skal hjælpes bedre ind på arbejdsmarkedet

I erhvervslivet er der stadig udfordringer med at rekruttere den fornødne arbejdskraft, og samtidig er et stort antal unge på offentlig forsørgelse. Op imod 70.000 af de 15-29-årige har hverken gennemført en ungdomsuddannelse, er i gang med en fuldtidsuddannelse eller i arbejde. Dette problem bør erhvervsliv, politikere og uddannelsesinstitutioner forsøge at få løst. Det skylder vi både de unge og samfundet som helhed. Det er et politisk mål, at mindst 90 procent af de 25-årige har gennemført en uddannelse. Men der er ikke kun mangel på folk med en faglig eller videregående uddannelse. Der er også brug for ufaglært arbejdskraft. Plastindustrien er en af de brancher, der mangler hænder. Og det gælder over hele landet, om end problemet er størst i yderområderne, blandt andet i Syd- og Sønderjylland. Virksomhederne skal kæmpe indbyrdes om de potentielle medarbejdere, og der mangler både ingeniører, faglærte og ufaglærte. Inden for plastbranchen oplever man på mange virksomheder, at flere af de unge, der gerne vil have job som ufaglært, ikke har de nødvendige fagspecifikke og personlige kvalifikationer. Mange unge har brug for et løft, før de kan træde ind på arbejdsmarkedet. Dette løft kan en del af de unge få gennem TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser). TAMU er en joborienteret, praktisk tilrettelagt uddannelse for 18-30-årige, hvis liv er præget af sociale problemer så som misbrug og dårlige opvækstvilkår. Desværre er der vedvarende venteliste til TAMU. Derfor kan TAMU ikke umiddelbart optage alle de unge, som uddannelsen er relevant for. I industrien er der gode erfaringer med at ansætte unge, der har gennemført et TAMU-forløb. Nogle af dem udvikler sig via sidemandsoplæring til dygtige og loyale medarbejdere. En stor del af de ufaglærte bliver på virksomhederne i mange år, og nogle af dem går på AMU-kurser og ender med at gennemføre en egentlig faglig uddannelse. Vi kan som samfund ikke være bekendt at parkere 70.000 mennesker på ”stand by”, og der er derfor brug for de løsninger, som eksempelvis TAMU leverer i samarbejde med danske virksomheder.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Debat

Debat: Støjberg og Henriksen sikrede fremgang. Tanker om Lars Løkkes exit

I Kaare Quists TV-interview med Lars Løkke Rasmussen fik den "for­svund­ne" formand mulighed for at pynte på eftermælet. Jakob Ellemann-Jensen har gennem snart et par år været hans designerede efterfølger, men Quist forpassede muligheden for at forhøre sig om, hvordan dette kunne bekræftes. Og hvorfor Løkke aldrig nogensinde offentligt har de­men­teret den almindelige opfattelse af, at han på Odense-pressemødet rent fak­tisk indstiftede et "formandsskab" (hvilket han jo nu benægter - der var tale om en "fortalelse"). Med andre ord: hvorfor er Kristian Jensen og partiet gennem godt fire år blevet holdt i uvidenhed om Løkkes opfat­telse af, hvad der blev resultatet af det skandaløse møde? Løkke insisterede på, at forretningsudvalget handlede udemo­kratisk ved straks at sætte ham fra bestillingen frem for at lade medlemsmødet til november gøre det. Samtidig med, at han åbent vedgik, at han i længere tid har sigtet imod at køre Ellemann i stilling. Men burde ikke også det valg træffes i tidens fylde af parti­med­lemmerne, ikke af ham egenmægtigt? Er dette ikke en in­direkte vedgåelse af, at for­man­den, ikke medlemmerne, bør køre showet? Hvad formanden så ikke fik lov til. I det øjeblik, hvor Claus Hjort Frede­rik­sen stak kniven i Kristian Jensen, faldt fars hammer; da fik "baglandet" nok af det diktatoriske spil og slog bremserne i! Løkke fik i interviewet også, igen, igen, lov til at tage æren for vælger­frem­gangen ved det nylige folketingsvalg. En sejr, der som bekendt atomiserede "det bor­gerlige Dan­mark". Men sejren var jo ikke Løkkes fortjeneste. Æren kan passende deles mellem Inger Støjberg og Martin Henriksen; ved at realisere Dansk Folkepartis udlændingepolitik lyk­ke­­des det at trække en god del af de væl­gere, der i fortiden forlod partiet, tilbage under dets skørter. Lagkagepoli­ti­ke­ren havde formået at gøre det lige så attråværdigt at vente på tusindårsriget dér som hos den pæne, men ansvarssky Kristian Thulesen Dahl. En mand, der på DF-landsmødet forleden fik ros og tilgivelse for sin svigtende dømmekraft, hvor altså Løkke Rasmussen sejrede ad H. til!
Debat

Debat: Vi skal styrke den sociale mobilitet og skabe mere lighed i Danmark

Man siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Og der er noget om snakken. Børn og unge får ofte en livsbane, der ligger tæt op ad forældrenes. De bliver præget af den familie, de vokser op i. De bliver præget af nærmiljøet og de sociale relationer i familien, i daginstitutionerne, i skolen og blandt venner og veninder. Muligheden for at flytte sig opad i samfundshierarkiet er en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund. Social mobilitet skaber lige muligheder for alle til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Det har der været politisk konsensus om siden midten af forrige århundrede, hvor grundstenen til velfærdssamfundet blev lagt. Men de seneste 20 år er det gået galt. Nu falder den sociale mobilitet. Nye analyser fra både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at det er blevet sværere for børn af lavt uddannede forældre at bevæge sig op ad samfundsstigen. Børn af forældre uden for arbejdsmarkedet har i dag større risiko for selv at ende uden job, end for bare 10 år siden. Den sociale arv er blevet tungere. Det er dybt bekymrende. Social mobilitet er forudsætningen for et frit og lige samfund, hvor alle menneskelige ressourcer får lov at udvikle sig til glæde for hele samfundet. Brolæggerens søn skal have lige så gode muligheder for at blive overlæge som kommunaldirektørens datter, hvis evnerne, lysten og ambitionen er der. Alt andet vil være dybt uretfærdigt og helt urimeligt. Vi skal altid stræbe efter en samfundsmodel, der giver mennesker lige muligheder og som forebygger et polariseret samfund med stor social og økonomisk ulighed. Derfor skal vi tage udviklingen meget alvorligt. Det er en opgave, der kræver, at politikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund trækker på samme hammel. Som samfund kan vi gøre meget for at kompensere for arbejdersønnens og direktør-datterens forskellige, hjemlige forhold. Og det skal vi. Vi kan sørge for, at vores daginstitutioner, vores folkeskoler og vores uddannelsessystem er toptrimmet med plads til os, der ikke har forældre med akademisk baggrund. Det er i høj grad disse institutioner, der kan sikre den sociale mobilitet trods vores forskellige hjemmebaser. Desværre har de tidligere borgerlige regeringer og ikke mindst den seneste VLAK-regering skåret i netop denne kernevelfærd. Daginstitutioner, skoler og uddannelsessystem er blevet beskåret til fordel for skattelettelser og øget tilskud til privatskoler. Ideologien har været krystalklar: Enhver er sin egen lykkes smed, det er ikke samfundets opgave at sikre social mobilitet. Vi skal en anden vej. Vi vil styrke institutionerne med bedre normeringer og flere ansatte til at tage sig af udsatte børn. Vi vil styrke folkeskolen, så børn fra ikke boglige hjem kan udvikle sig og erhverve kompetencer, der kan bruges i deres videre liv. Og så skal der satses massivt på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser og ikke mindst voksen- og efteruddannelse, hvor den tidligere regering jo i stedet valgte at spare to procent hvert eneste år gennem omprioriteringsbidraget. Målet om at skabe et samfund, der giver alle lige muligheder uanset baggrund, tilhører hverken 3F eller Socialdemokratiet. Det tilhører Danmark. Det er et fælles mål, der er fundamentalt for vores samfund. Alle har et personligt ansvar for at gøre sit bedste. Men vi insisterer på, at fællesskabet skal gælde for alle medborgere – både de stærke og svage. Vi vil ikke bare lade fanden tage de sidste og lade uligheden blomstre til stor skade for sammenhængskraften i det danske samfund. Vi vil det stik modsatte.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Læserbrev

Transportminister svarer igen: Hvorfor sænker du ikke sigtekornet, Troels Lund Poulsen?

Læserbrev: Troels Lund Poulsen (V) påstår her i avisen, at jeg løber fra et løfte om at ville udbygge E45 (læserbrevet "Tillykke. Nu skylder de røde en ny motorvej" 13. september, red.). Inden han skyder os for mange såkaldte "løftebrud" i skoene, vil jeg ganske stilfærdigt oplyse, hvad vi rent faktisk lovede før valget. For som vi sagde, så ønsker vi - i modsætning til hvad den tidligere regering leverede - at indgå en bred infrastrukturaftale til gavn for hele Danmark, som kan holde uanset, om regeringsmagten skulle skifte. Jeg synes derfor, at Troels Lund Poulsen skal sænke sigtekornet og lytte til opfordringen fra dele af erhvervslivet, som gør opmærksom på, at investeringer i infrastruktur er for vigtige til at være en årlig tilbagevendende politisk kampplads. Jeg kan naturligvis ikke svare på, hvorfor den tidligere regering valgte at indgå en så smal infrastrukturaftale kort før lukketid inden folketingsvalget. Men jeg kan konstatere, at hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, så havde de nok brugt energien bedre på at sikre et bredt flertal. Og her - få måneder efter valget - så har Venstre allerede selv har trukket stikket på den tidligere regerings investeringsplan ved at melde ud, at partiet ikke længere vil prioritere Ring 5-motorvejen. Situationen er altså den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Og i den forbindelse vil det være naturligt, at vi også drøfter trængselsudfordringerne på E45. Jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale og glæder mig over den konstruktive tilgang, som jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt: "Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsat på fra Venstres side." Det, synes jeg, er meget positivt. Og det synes jeg, at Troels Lund Poulsen bør lytte til. For vores fælles infrastruktur bør ikke være en politisk kampplads. Det er erhvervslivet, pendlerne og alle andre trafikanter, der hver dag sidder fast i trafikken, altså for vigtige til.
Debat

Debat: Med socialfaglige briller. Drop øget arveafgift, den belaster trængte landmænd på psyken

Det økonomiske pres på dansk landbrug og landmanden vil fortsætte i uformindsket styrke, såfremt en stigende arveafgift (generationsskifteskatten) bliver en realitet. Som socialkonsulent i landbruget møder jeg næsten dagligt landmænd, som har stress, kriser og konkurser tæt inde på livet. Ved en stigende arveafgift og dermed atter et øget pres på landbruget er der god grund til at rette en særlig bekymring mod den ældre generation af landmænd. En gennemsnitlig dansk landmand er over 56 år og bliver han nu ”tvunget” til at blive på sin gård, fordi det økonomisk ikke vil være muligt for næste generation at overtage eller købe gården, kan det få store konsekvenser for den ældre landmand. Kroniske sygdomme, stor træthed og fysisk nedslidning ses i dag hos mange ældre landmænd, hvilket har stor indflydelse på landmandens daglige driftsledelse og produktiviteten på gården. Kommer der nu en stigende arveafgift, som vil medføre et manglende generationsskifte på landbrugsejendommene, kan man tillige med frygte, at det også vil få store psykiske og sociale konsekvenser ikke bare for den ældre landmand, men for hele landbofamilien. Frustration og usikkerhed for fremtiden skaber modløshed og manglende livskvalitet, og de unge vil flygte ud af landbrugserhvervet. Det har Danmark og dansk landbrug ikke brug for, så set med socialfaglige øjne vil jeg anbefale, at der ikke kommer en stigning i arveafgiften.
Annonce
Debat

Debat: Glædeligt at løngab mellem kønnene skrumper

Der bliver mindre og mindre forskel på mænds og kvinders løn, viser de nyeste tal. Det er en glædelig udvikling, der er sket løbende over de seneste 15 år. Hos Lederne ser vi frem til, at forskellen i lønniveau mellem mænd og kvinder helt forsvinder. En forudsætning for, at det kan ske, er at fædrene tager mere barselsorlov. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at løngabet mellem mor og far er mindre i familier, hvor fædre tager mere barsel, så moren kommer hurtigere tilbage i job. Derfor regner vi med, at kommende EU-regler om en mere ligelig fordeling af barselsreglerne vil skubbe til den positive lønudvikling. De kommende EU-regler indebærer, at begge forældre har ret til mindst otte ugers barselsdagpenge. Hos Lederne ser vi gerne, at vi i Danmark er endnu mere ambitiøse og deler de 32 ugers barselsdagpenge ligeligt, så hver af forældrene får barselsdagpenge i 16 uger. Hvis den ene af forældrene vil tage mere end 16 uger, skal det ske for egen regning. Det forslag håber vi, at beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren vil gå videre. Hvis regeringen vil indføre en ligelig fordeling af de 32 uger, vil det slå hul på en meget fasttømret barselskultur.
Læserbrev

Vores våbenlovgivning skal måske også skærpes - amerikanske tilstande på dette område vil være vanvid

Læserbrev: For nylig blev USA ramt af endnu en skudepisode. I byen El Paso blev uskyldige mejet ned af en højrerabiat attentatmand. Men det triste drama har flere årsager end racisme og radikalisering. Når Donald Trump ikke kritiserer våbenlovgivningen efter tragedien, har dette sine tunge årsager. Etablerede politikere, især i det republikanske parti, er nemlig i lommen på en magtfuld våbenlobby. Men også i Nordeuropa er der en nærliggende problematik. For cirka fire år siden blev en satire-avis ramt af skydegale attentatmænd. Anslaget mod de franske journalister i Paris kunne vel afbødes, hvis adgangen til skarpladte våben blev stærkt begrænset. Personligt oplevede jeg som udvekslingsstudent i USA omkring 1988, at en bekendt af mig, en fyr på 17 år, gik rundt til halloween udklædt som gangster med sin fars skarpladte pistol i frakkelommen. Historien står til troende. Tæt på Danmark oppe i Norge begik Breivik for otte år siden seriemord. Han nedskød 77 unge uskyldige - sikkert uden våbentilladelse. I skrivende stund - medio august - er Norge ramt af endnu en terrortragedie. Et højreradikalt element har skudt sin søster og desuden forsøgt at bombe en moské. Herhjemme begik en radikaliseret ung mand dobbeltmord i kongens København - med et skarpladt skydevåben, han aldrig burde have haft mulighed for at tilegne sig. Der tegner sig med andre ord en slags tendens. Et trist, truende mønster. I USA såvel som i Nordeuropa og til dels i vor fredelige lille Danmark er der en vis højredrejning - og mulig radikalisering. Bevidsthed om våbenbrug og en skærpet lovgivning er nødvendigt i Skandinavien og måske også i dette land. Amerikanske tilstande på dette område vil være vanvid.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Lav starthjælp skaber kriminalitet og dårligere skolegang

Kontanthjælp: I avisen Danmark 13. september skriver Fatma Øktem, at de små forbedringer til børnefamilier på de laveste overførselsindkomster vil betyde, at flere bliver fastholdt på passiv forsørgelse. Jeg vil gerne vide, hvorfra hun ved det. Så vidt jeg er orienteret er der faktisk intet empirisk belæg for at reduktion i ydelserne fremmer beskæftigelsen for til personer med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. I foråret offentliggjorde eksempelvis Rockwool Fonden en undersøgelse af konsekvenserne af den lave starthjælp fra 2002. Selv om den på kort sigt havde en mindre effekt på beskæftigelsen, så var den på længere sigt uden nogen beskæftigelseseffekt. Derimod betød starthjælpen en yderlig fattiggørelse af modtagergruppen med heraf følgende øget kriminalitet, færre børn i daginstitutioner og dårlige skoleresultater. Det eneste argument, som Fatma Øktem fremfører for sin påstand, er, at antallet af kontanthjælpsmodtagere efter indførelsen af kontanthjælpsloftet i 2015 er raslet ned. Der er rigtigt, at antallet af kontanthjælpsmodtager er faldet med 46.535 personer fra 2015 til og med 2018; men det skyldes mere to andre forhold. Dels har der været en højkonjunktur, som har øget efterspørgslen efter arbejdskraft, og dels har flere uden arbejde mistet retten til overførselsindkomst og dermed overladt til familieforsørgelse. Finansministeriet har for øvrigt i 2019 beregnet en merbeskæftigelse af kontanthjælpsloftet på 450 personer. Det er altså ikke loftet, der har fået antallet af kontanthjælpsmodtagere til at rasle ned.
Debat

Debat: Aggressioner med støtte fra Trump.

Israel går igen til valg, og det vil være en ulykke for både israelere og palæstinensere, hvis Benjamin Netanyahu vinder. Han ligger selv langt ude på højrefløjen og vil der ud over basere sin regering på religiøse fundamentalister fra det endnu mere ekstreme højre. Der er i bogstaveligt forstand ingen grænser for Netanyahus aggressioner. Han er desuden opmuntret af støtten fra Trump, der sjældent undgår at puste til konflikten. Netanyahu leger som sædvanlig med ilden og har i valgkampen spillet ud med et kynisk stunt. Nu vil han inddrage de israelske bosættelser i Jordan-dalen og på den måde udvide Israels territorier yderligere. Dette brud på Folkeretten og international ret vil bombe fredsprocessen langt tilbage. Lige her og nu til ubodelig skabe for den palæstinensiske befolkning, men også til stor skabe for israelerne selv på bare lidt længere sigt. Palæstina reduceres til en endnu mindre enklave midt i Israels territorium, og palæstinenserne står tilbage som taberne med færre rettigheder. FN advarer mod udviklingen, og Danmark må også på banen med klare meldinger. En to-stats-løsning med sikre grænser og gensidig respekt mellem befolkningsgrupperne er den eneste langtidsholdbare og civiliserede vej at gå. Netanyahu er farlig for israelere, palæstinensere og muligheden for fred.
Debat

Debat: Bilka og Coop går på strandhugst hos apotekere

Siden vi fik en ny lov for apoteksområdet, der skulle medføre flere recept-ekspederende enheder på landsplan, men især også nye enheder i tyndt befolkede egne, har vi nu mulighed for at vurdere om loven opfylder sit formål. I avisen Danmark er der fokus på emnet. Et foruroligende fokus. Den opmærksomme apotekskunde har de seneste år oplevet en stigende service og en lettere adgang til stadig billigere receptmedicin. Samtidig er tilbuddene om hjælp i forbindelse med receptekspeditioner og vejledning i forbindelse med håndteringen af lægemidlerne øget. Det koster, men, som korrekt anført af apotekernes formand Anne Kahns og apoteker Lars Walmar (Mariager), er man ved at nå en grænse. At dette kræver lovændring omkring apotekernes økonomisystem er der ingen tvivl om. Den service, apotekerne yder overfor lægemiddelbrugerne, er afgørende for medicinerings-sikkerheden. Apotekerne har gjort et fremragende arbejde i flere år og bør have deres muligheder for faglig rekruttering og drift retableret. Det er ikke kun den økonomiske model, man bør betragte. Ved lovændringen lykkedes det ikke at etablere en fælles ”apotekernes it-platform”, som medicinbrugerne kan benytte, forudsat de angiver hvilket lokalt apotek, de ønsker at bevare. Man tvang en ordning igennem, der efterlader lægemiddelmarkedet med to blodsugende it-apoteker, der tager omsætning fra hele landet, og hvor indehaverne bor og er skatteydere i Københavns og Århus opland! Det skal skabe problemer. Samtidig tillader man Coop (Kvickly) og Salling Group (Bilka) med storkapitel i ryggen at gå på strandhugst hos sultne apotekere, der gerne vil have ”måske” billige lejemål hos dem. En anden for småbyerne blodsugende organisationsform, der givet vil skabe problemer i disse superforretningers oplande. Skatten af de lokale apotekers overskud forsvinder også her ud af værtskommunerne. Myndigheder må igen gribe ind, når apotekere vælger uhensigtsmæssige placeringer af deres enheder. Jeg forstår godt bekymringerne hos formanden for Landdistrikternes fællesråd, Steffen Damsgaard. Alt peger på, at yderdistrikterne igen lades i stikken, men selve nerven i vort fælles distributionsnet for lægemidler er truet. Fagligheden og sikkerheden.
Debat

Debat: Iransk kvinde brænder op i afmagt, og magtens mænd slår det hen som simpelt selvmord

En af verdens helt store udfordringer er frihed til alle inklusive kvinder. Det betyder, at alle kvinder burde vurderes ud fra kvalifikationer frem for køn. Og mens vi herhjemme er nået et godt stykke af vejen, så ser det virkelig sort ud i andre dele af verden. Sidste mandag døde den 29-årige kvinde Sahar Kohodayari af sine skader, efter hun satte ild på sig selv uden for retsbygningen i Teheran, Iran. Hun risikerede at blive idømt seks måneders fængsel for at have klædt sig ud som en mand for at se sit yndlingsfodboldhold Esteghlal spille på et stadium. Det er forbudt for kvinder at komme på fodboldstadier i Iran. Nu har verden vist sin vrede mod Iran og støtter op om kvindens desperate budskab om den fuldstændig meningsløse forskelsbehandling af kvinder i Iran. Men myndighederne slår det hen som en forvirret kvindes selvmord. Derved antyder de også, at kvinden var psykisk ustabil. Et prædikat kvinder desværre alt for ofte får, når magtfulde mænd bruger sproget som angreb på kvinders ret til at tale offentligt. De er hysteriske, uligevægtige og følelsesladte modsat mænd som er fornuftige, velovervejede og seriøse. Men i virkeligheden er køn en kulturel konstruktion, fortællingen om hvorfor mænd og kvinder opfører sig forskelligt er vores egen – ikke naturens. Det er først med agerbrugets revolution, som begyndte for ca. 10.000 år siden at arkæologerne kan se forskel på køn. Før det har der sandsynligvis ikke været den opdeling mellem mænd og kvinder, som stadig undertrykker halvdelen af befolkningen i store dele af verdenen. Måske er Sahar Kohodayaris offer et startskud til at et oprør breder sig i Iran mod mændenes fortælling om kvinders underlegne plads i verden. Lad os håbe at hendes død ikke er forgæves.
Debat

Debat: Landmænd skal da blive hos det lokale vandværk

I erhvervstillægget fra Jysk Fynske Medier kunne man 12. september læse artiklen: ”Landmænd kræver større fordele som storforbrugere af vand”. Historien handler om, at landmænd i Vestjylland oplever prisforskel på mere end 100.000 kroner for samme forbrug af vand. Landmændene mener, at det altid vil kunne betale sig at etablere egne boringer og forlade vandværket. Jeg kender problematikken, da vi jævnligt bliver kontaktet af vandværker, som fortæller om landbrug, der ikke længere ønsker at være tilsluttet vandværket. Giver kommunen landmænd tilladelse til indvinding, kan det have stor betydning for resten af forbrugerne, som kan blive ramt af prisstigninger, fordi en storkunde forlader fællesskabet. Endnu værre risikerer forbrugerne at blive ramt på kvaliteten af deres drikkevand. Vandværkernes ledningsnet er beregnet til at levere vand baseret på et forventet forbrug, så hvis en stor kunde ikke længere aftager vand, er ledningsnettet for stort. Det betyder stillestående vand, som kan betyde kvalitetsproblemer for forbrugerne. Landets vandforsyninger undgår generelt forureningssager i forbindelse med tilbageløb fra vandværkets kunder, men ved etablering af dobbelt vandforsyning kan der ved ufuldstændig afbrydelse mellem hus og landbrug ske det, at det tryksatte landbrugssystem kommer til at sende vand tilsat medicin eller andre hjælpestoffer ud på det fælles net. Endelig ligger områderne omkring vandværkernes boringer i beskyttede zoner, hvor det er forbudt at bruge sprøjtemidler. Det gør andre boringer ikke nødvendigvis, men ofte henter begge parter deres vand fra samme grundvandsmagasin, og så stiger risikoen for forurening af vores fælles grundvand. Jeg ved, at økonomien er presset mange steder i landbruget, men som varm fortaler for vores solidariske vandmodel, kontakter jeg Kristian Gade, den landmand, der udtaler sig i artiklen. Måske kan vi sammen finde en god løsning.
Debat

Debat: Håndtryk eller ej. Når borgmestre kvier sig

Som dansker har jeg meget svært ved at forstå, at blandt andre nogle af landets borgmestre ser dette at give et håndtryk som noget udansk. Gennem generationer har håndtrykket været den helt almindelige måde her til lands at byde nogen velkommen på. Det har været den helt almindelige måde at sige tak på. Og det har været den helt almindelige måde at besegle en aftale på. Ved at give statsborgerskab til mennesker fra andre lande forærer vi dem noget meget værdifuldt. Vi giver dem fra dag til dag fuld andel i de værdier - økonomiske, menneskelige, sociale og andre - som vi og vore forfædre har skabt gennem slid, med afsavn og ved hårdt politisk arbejde. Vi giver de nye statsborgere præcis de samme rettigheder, som vi selv har tilkæmpet os. Med andre ord: Vi byder dem velkommen i kredsen af danskere. Det er vel værd at give dem håndslag på. Og det er vel rimeligt at forvente, at vore nye medborgere har gjort sig helt klart, hvad det i virkeligheden er, de får foræret. Og derfor er det vel også rimeligt at forvente, at de er klar til at sige tak for gaven på den måde, vi her til lands siger tak til hinanden på. Og at de dermed viser, at de har et oprigtigt ønske om at være danske. Når nogle borgmestre kvier sig ved at skulle give hånd til de ny danskere, så signaliserer de - set med mine øjne - at de ikke fuldt ud ønsker at byde dem velkommen. Og de få ny danskere, som afslår at sige tak med et håndtryk, viser - igen set med mine øjne - at de i virkeligheden slet ikke ønsker at blive danskere. De ønsker blot at kunne trække på alle de muligheder, de vil kunne få som statsborgere i Danmark. Det er mit håb, at vore politikere vil stå fast på den opfattelse, at det danske folks gave i form af et statsborgerskab er så værdifuld, at den fuldt ud er et håndtryk værd.
Leder For abonnenter

Leder: Ikke alt nuttet er godt

Ordsproget "En ulv i fåreklæder" bliver ved med at være eviggyldigt. At noget, der på overfladen er blødt og nuttet, i virkeligheden er dødsens farligt. Skal vi blive i dyreverdenen, viste det sig igen i denne uge, da Folkebladet kunne fortælle, at mårhunde nu er observeret i fugleparadiset Hjarnø. En udvikling, der kan blive katastrofal for øens mange ynglende fugle, hvoraf en del er sjældne. Den invasive art ser nuttet ud med sit grævlingeagtige ansigt med runde øjne og bløde hår. Men mårhunden er en forslugen og voldsomt formerende art, der giver jægere grå hår i hovedet. Jægerne på Juelsminde-halvøen har i flere år advaret om dens hærgen og forsøgt at bekæmpe den, men andre steder har indsatsen ladet vente på sig. Eksempelvis fik Horsens Kommune først gang i bekæmpelsen sidste år. Sydpå er man også i gang nogle steder, men som jægerne siger, kræver det, at man alle steder er i gang med bekæmpelsen, for at det skal have en effekt. Om det er mårhundens nuttede udseende, der har gjort, at man i nogle områder har været sløve til at få gang i bekæmpelsen, ved jeg selvfølgelig ikke. Men mårhunden er ikke det eneste eksempel på noget, der ved første øjekast har syntes uskyldigt, men som er højst problematisk. Bare tænk på de invasive arter bjørneklo og japansk pileurt, der i sin tid var smukke at få ind i de danske haver og natur, men senere har vist sig som en plage. Sprøjtemidlet Roundup, der for år tilbage blev set som et sikkert vidundermiddel mod ukrudt, er nu sat i forbindelse med kræft og er på vej til at blive forbudt i flere lande. Tendensen med at plastre haver til med fliser og stenbede, der giver problemer med afvanding og risiko for oversvømmelse, er et andet eksempel. Det understreger, at vi er nødt til at kigge bag facaden og tænke langsigtet, når det gælder vores natur. Vi kan ikke bare tage naturen for givet og stole på ulven i fåreklæder eller en nuttet mårhund.
Klumme For abonnenter

Charlie skriver om Woodstock, 1969. 'Three days of peace and music' der forandrede verden

Jeg oplevede det ikke selv. Dels var jeg jo kun 10-11 år, da begivenheden fandt sted, og så skete det så langt væk som i Amerika. Men begivenheden kom til at forme det, jeg har beskæftiget mig med i snart en menneskealder. ”You folks remind me of Woodstock ’69” … Ordene kom fra den legendariske forsanger og guitarist John Fogerty, da han første gang stod på scenen i Jelling i 2008. Det gav gåsehud at høre det fra netop ham - forsangeren fra hedengangne Creedence Clearwater Revival, der var det første band, der blev booket i 1969 til den måske nok mest historiske og mest kendte festival nogensinde, nemlig Woodstock. Så der er vel ikke noget at sige til, at gåsehuden bredte sig, da legenden med sin entre på Jelling sagde, at festivalen mindede ham om Woodstock … og da han lagde ud med sangen ”Who’ll Stop The Rain”, var der ikke et øje tørt. - Netop i år er det 50 år, siden Woodstock Festivalen for første, men også eneste gang, blev afviklet på en mark udlånt af en landmand i landsbyen Bethel sydvest for byen Woodstock i staten New York. Arrangørerne havde egentlig valgt en lille landsby tættere på Woodstock, men beboerne fik satte en stopper for disse planer, og festivalen blev flyttet … men navnet Woodstock hang ved. Arrangørerne havde regnet med, at omkring 100.000 ville besøge festivalen, men omkring 500.000 dukkede op. Uden anelse fra arrangører eller publikum skulle de tre dage med koncerter i august ’69, trods kaos, gå over i historien som en af vor tids største og mest skelsættende begivenheder - og dem var der ikke så få af på den tid. Ingen vidste, hvor stort det ville blive … det var og blev essensen af Woodstock. Alle tog bare afsted. Ingen troede, at det ville ske, men det gjorde det, og det blev en milepæl for ungdoms- og musikkulturen, der fra den dag for alvor begyndte at agere som en samlet kultur. Vietnam-krigen var på sit højeste. hver måned blev flere og flere unge mænd sendt afsted til krigen. Tiden var præget af koldkrig, våbenkapløb og et raceopgør på den ene side, og frisind og blomsterbørn og ”Summer of Love” på den anden. Festivalen blev et af højdepunkterne i sentressernes ungdomsoprør, og hippiebevægelsens opgør med den konservative samfundsstruktur, som havde hersket. Det var en politisk brydningstid - var du langhåret, eller korthåret? Var du for eller imod Vietnam-krigen? De fleste på Woodstock var langhårede, og mod Vietnam-krigen … ”Who’ll Stop The Rain” sang Creedence med hentydning til Nixon og USA’s tæppebombning af Hanoi. Country Joe and The Fish supplerede med ”One, two, three, what are we fighting for?” - sunget for og af en halv million mennesker. En ren manifestation af, at antikrigsbevægelsen var ved at vokse sig stærk. - Musikalsk var det også en brydningstid. Pop og rock havde godt nok et årti på bagen, men i slutningen af 60’erne var LP-pladen ved at vinde indpas - en æra som The Beatles (hvem ellers?) vel for alvor startede med udgivelsen af Sgt. Pepper. Nu var det ikke kun single hits, man lyttede til, men hele værker leveret af et band på et album. En udvikling, som betød, at man som publikum kendte den musik, de optrædende stod for, og derfor ikke blot stod og ventede på det ene hit, som radioen spillede - man var begyndt at fordybe sig i musikken. Det var så absolut en ny tid, som man godt kunne have ønsket sig havde varet ved frem til i dag. - Musikalsk var Woodstock-programmet set med både datidens og nutidens øjne spækket med store navne … Alle synes at være på plakaten dengang for 50 år siden … og dem, der ikke var det, ville nok have ønsket, at de havde været der; mest af alt, fordi det var en ny musikkulturs fødsel. Bob Dylan var der ikke - han havde valgt at spille på en festival i England - Beatles var der heller ikke, men på forunderlig vis var de der alligevel, da Joe Cockers fortolkning af Beatles-sangen ”With A Little Help From My Friends” kom til at gå over i historien som synonym for festivalen. Det siges dog, at John Lennon egentlig havde sagt til arrangørerne, at han godt ville deltage, men at den amerikanske regering havde nægtet ham indrejsevisum. Sådan var der jo så meget på den tid … - 15. august startede det. Scenen var knap færdigbygget, og hegnet rundt om pladsen havde man for længst opgivet at sætte op, da de fleste publikummer var ankommet. Der var ingen VIP-tribune, kun en tilbagelænet fest, hvor musikken og samværet var i højsædet. Var du først inde, var alle lige - et kulturfænomen var født. 18. august 1969 lød de sidste toner, og Woodstock sluttede og er aldrig siden genopstået - den var overstået på tre dage. Men den blev legendarisk og kickstartede en ny æra og er siden blevet kaldt ”alle musikfestivalers moder”. Woodstock fik mange børn. Musikfestivaler af enhver art og størrelse er siden skudt op overalt i den vestlige verden. Ikke mindst i Danmark. Den førstefødte herhjemme var Roskilde i 1971, og i 1989 blev det så Jelling, der kom til … og her 50 år efter Woodstock og 30 år efter Jelling er der ”ikke en spand fuld”, men et ”land fyldt” med festivaler. - Pengene var ikke drivkraften i den første bølge af festivalkulturen - heller ikke herhjemme, og for de fleste er det stadig ikke ”only for the money”. Ikke, at der ikke skulle penge til, men det var ikke det vigtigste. Kunne man få det til at hænge sammen, var alt godt. Pengene styrede ikke kulturen - det gjorde musikken. Musikken var ikke lavet kun for at tjene penge, men mere med hjertet og for sagen. For der var sager nok at gøre opmærksom på i slut-60’erne. Men som Bob Dylan sang: ”The Times They Are A Changin’”. - I dag er det ikke kun ungdomskulturen, der frekventerer festivalerne, men flere generationer. Publikum er blevet mere kræsent og skal stilles tilfreds. Det kan i dag til tider godt kræve sin mand, mange penge og ikke mindst forudseenhed at sammensætte det helt rigtige festival-setup til alles tilfredshed. Men her i 50-året for festivalkulturens fødsel lever kulturen og ånden stadig blandt de fleste danske festivaler. Pas på den … vi kan godt ”With A Little Help From My Friends.”
Annonce
Debat

Debat: EU skal stå fast over for Boris Johnsons galskab

Boris Johnsons drømmescenarie er klart. Han vil have en aftale med EU om, at Storbritannien skal have adgang til EU’s indre marked uden at følge de samme regler som alle andre. Det bør EU sige fra overfor. Boris Johnsons drømmeaftale vil have alvorlige konsekvenser for vores danske virksomheder. På særligt to områder er det et kæmpe problem: dansk konkurrenceevne og forbrugersikkerhed mere generelt. Hvis vi forestiller os en dansk og en britisk virksomhed, der begge producerer kuglepenne, bliver problematikken klar. Får Boris Johnson den aftale, han ønsker, behøver de britiske kuglepensfabrikker fremover ikke i samme grad at overholde krav i forhold til udledning af CO2 og hormonforstyrrende stoffer i plastik som de danske virksomheder. Uden kravene er produktionen billigere, og den britiske virksomhed kan derfor udkonkurrere den danske på pris. Ikke nok med det får det også konsekvenser for danske og andre europæiske forbrugere, som følge af øget forurening og kuglepenne med flere hormonforstyrrende stoffer. Mit budskab er derfor klart: EU må stå fast i forhandlingerne, og ikke vige over for en presset Johnson. For gør man det, vil det være til stor skade for både EU som helhed og især også Danmark. Det kan vi ikke tillade. En fornuftig skilsmisseaftale der sikrer fair handelsvilkår, er selvfølgelig det, som vi alle sammen håber på. Og jeg håber stadig, at Johnson kommer til fornuft eller bliver presset af House of Commons til at acceptere den aftale, der ligger på bordet. Et hårdt Brexit uden aftale er skadeligt for os alle. Men en aftale der ødelægger vores marked, og giver Storbritannien lov til at udkonkurrere vores virksomheder er endnu værre. Vi skal gerne have en aftale, men ikke for enhver pris.
Debat

Debat: 3F og mafioso-metoder. Hører jungleloven hjemme i Danmark?

Vi har de sidste par dage hørt en hel del i medierne omkring den omtalte junglelov, der åbenbart eksisterer i Københavns lufthavn blandt bagagemedarbejderne hos SAS. For det første er der nogle helt enkle ting, vi skal have på plads i denne sag. I Danmark har vi foreningsfrihed. Det vil sige, at alle individer i Danmark selv frit må vælge hvilken fagforening de gerne vil være medlem af. Vi må på ingen måde finde os i at 3F’s medlemmer i Københavns lufthavn, på opfordring eller eget initiativ, forsøger at fratvinge individer deres ret til foreningsfrihed. Vi som individer i det danske samfund er ikke hævet over loven, uanset ens egen position i samfundet. Loven er lige for alle. Vi lever i et moderne velfærdssamfund, hvor der skal være plads til os alle på trods af vores forskelligheder og vores valg. Vi skal ikke bare bøje os, når en ”bølle” kommer og truer os. Den type opførsel tolererer vi ikke engang i vores folkeskoler, så hvorfor skulle det dog være anderledes i det almene samfund. Jeg har intet andet tilovers end respekt for den vikar, der har valgt at stå ved sin lovmæssige ret, og som ikke bare bøjer sig for ”bøllernes” mafioso-metoder. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet afviser at skride ind og rette op på dette absurde cirkus, som 3F’s medlemmer åbenbart strejker for et godt ord og kæmper imod helt fundamentale frihedsrettigheder. Ikke mindst er det absurd, da en af SAS’s største aktionærer er den danske stat. Det er derfor i den danske stats interesse at få sat skik på tingene. Beskæftigelsesministeren skal nu på banen, og tale med store ord. Ministeren kan ikke bare tillade sig at stå på sidelinjen og lade jungleloven herske. SAS’s kommunikationsdirektør har selv udtrykt, at det er en sag de ikke selv kan løse, så nu skal vi have ministeren på banen til at få afsluttet det her på en måde, så der absolut ikke hersker nogen tvivl om at ingen er hævet over loven.
Debat

Debat: Hvad vil vi efterlade til historikerne om 80 år ...

En ung journalist står med to billeder på TV2 NEWS sammen med den konservative nestor Per Stig Møller. Det ene billede er af Tysklands og Polens præsidenter, der lægger en krans på et mindesmærke for Nazitysklands invasion af Polen i 1939. Det andet billede er af netop dette - Hitler, der står ved fronten og beskuer sine tropper, der marcherer ind over grænsen til Polen. Den unge journalist spørger Per Stig, hvorfor vi her 80 år senere stadig skal høre om Anden Verdenskrig - for som hun siger, det er jo så mange år siden, og verden er jo en helt anden i dag. Per Stig Møller svarer, helt forventeligt, at det skal vi, fordi de kræfter, der motiverede Adolf Hitler og alle hans medløbere, stadig findes. Han kalder kræfterne for et ord - national-egoisme - og nævner en række eksempler på dette. Flere og flere steder i verden har begrebet eller bevægelsen, om man vil, nemlig taget fat i folk igen. De liberale demokratier er under pres. Han afslutter med, at nok er vi nu om dage i alliancer med hinanden i Europa, - så vi kommer ikke til at se den samme type krig her igen, men vi presses fra flere sider i Europa. Per Stig Møller er historiker, og hans analyse fik mig til at tænke på en lignende godt begavet mand, jeg havde som lærer i folkeskolen tilbage sidst i 70'erne/først i 80'erne. Leif var socialdemokrat og underviste i faget dansk, og han sagde, "at Tredje Verdenskrig først kommer den dag, hvor verdens fattigste befolkninger finder ud af, hvor godt vi faktisk lever her i den bedre stillede del af Verden". I mit barndomshjem snakkede vi rigtig meget politik. Min far, der var murermester (og ret vild med øl og brændevin), var om ikke for andet ansvarlig for at vække min politiske interesse. Han var selv radikal, altså når han ikke lige var socialdemokrat eller venstremand, selvom han også havde sympati for Mogens Glistrup. Uanset, så var det fra ham, jeg fik mit indblik i, hvordan verden fungerer. Da vi så havde omtalte Leif i en periode, kunne jeg godt lide at drille ham lidt, selvom jeg havde den dybeste respekt for hans politiske visdom. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen egentlig partipolitisk retning, - men socialdemokrat, var jeg i hvert fald ikke. Da Leif så sagde det om Tredje Verdenskrig, satte det sig langt inde i mit sind, for jeg forstod fuldstændig, hvad han mente. Det var helt indlysende, at han havde ret i sin teori, tænkte jeg. Sætningen har altså siddet i mit baghoved i næsten 40 år og sidder der jo stadig. For den har i den grad stadig noget på sig. Vesten har været dygtig. Vi har vist, hvor langt man kan komme med kapitalisme. Vi har oparbejdet så meget kapital og velstand, at vi ikke længere ved, hvad vi skal bruge den til. For at holde hjulene i gang og fodre det evige mantra om vækst, er vi nødsaget til, at opfinde nyt hele tiden. Vi får produceret alt det nye de steder, hvor vi kan få arbejdskraft billigst muligt. Men vækst kræver ofre. Og ofrene er der allevegne. Regnskoven brændes af, verdens have flyder med plastik, dyrearter uddør og så er klimaet ikke, hvad det har været. Samtidig med at vi er nået rigtig langt med at ødelægge den klode, vi har fået givet til låns, så trives menneskefjendske bevægelser bedre og bedre. Vi er nået dertil nu, hvor mange, som aldrig skal bekymre sig om næste måltid, ikke under folk, der skal kæmpe hver dag for overlevelse, noget som helst. I hvert fald kun, hvis de vil blive, hvor de er! Mennesker fra den tredje verden, der i sagens natur ikke har nået vor oplyste niveau af verdsliggørelse og videnskab, flygter mod bedre livsvilkår til vores del af verden. Men vi har ikke lyst til at have dem her. For de truer vores identitet, som storforbrugende, materialistiske vækstvæsener. Det er et sammenstød af egoismer. Det er en udfordring af dimensioner. For kan vi rumme det. Kan vi rumme, at mennesker der ikke har gennemlevet vor slægters lidelser, på vejen til velstand for os, skal komme og høste frugter, der ikke har vokset i samme hast på træerne i deres hjemlande. Således trives national egoismen, måske endda bedre end den har gjort, siden den tyske befolkning lyttede til en lille, men højtråbende og ambitiøs mand fra Østrig og stemte ham ind i det tyske parlament ved et jordskredsvalg i 1933. Derefter afskaffede han reelt demokratiet, men alle medløberne gjorde sig ikke de store bekymringer af den grund. Så ja det er stadig særdeles relevant at se tilbage, men det er måske endnu mere relevant, at kigge indad. Indad i hinanden og sig selv. Tænke lidt over, hvad man gerne vil efterlade til historikerne om 80 år og så handle derefter.
Læserbrev

Replik: Indlæg fra økologer - jeg bliver lidt træt

Læserbrev: Jeg har gennem nogen tid læst indlæg fra både en repræsentant fra det konventionelle landbrug og fra økologer. Hvad angår sidstnævnte, bliver jeg lidt træt. Her er så lidt facts: Økologisk produktion er umulig, uden den bliver tilført gødningsstoffer fra konventionel produktion, og produktionsformen er umulig uden at øge udsivningen og nedsivningen af næringsstoffer, idet dyrkningen af kvælstoffikserende afgrøder er nødvendig. Økologisk produktion er også umulig uden at acceptere, at der er langt flere toksiner i fødevarerne fra naturligt producerede svampegifte. Det er umuligt at producere økologisk uden at erkende en langt mindre verdensproduktion og dermed acceptere stigende hungersnød. I øvrigt er det aldrig videnskabeligt bevist, at økologisk producerede fødevarer er sundere end konventionelle, og så skal jeg undlade at kommentere al svindlen med at kalde ikke-økologiske varer for økologiske, dyreværnssager med økologiske dyr, der ikke er mindre end hos konventionelle dyr, og at økologiske dyrs foder ikke består af økologisk foder. Tror det er 40-60 pct. for ikke-økologisk foder og økologisk foder. Man kan ikke være lidt gravid. Økologiske dyr, der spiser ikke-økologisk foder, leverer ikke økologisk kød, mælkeprodukter og ost, selvom produkterne sælges som sådan.
Debat

Debat: Fattigdom sender ingen i arbejde

Højrefløjens ramaskrig efter at regeringen og støttepartierne i sidste uge blev enige om et tilskud til de allermest trængte børnefamilier i Danmark var forventeligt, men er ikke desto mindre pinligt. Kontanthjælpsloftet, som den tidligere Venstre-regering indførte, har virket, hvis intentionen var at gøre flere familier fattige. Men hvis den tidligere regerings mål var at få folk i arbejde, som den påstod, så er det i hvert fald ikke lykkes. Ifølge Finansministeriets er 450 kontanthjælpsmodtagere kommet i beskæftigelse – samtidigt kom der 12.000 flere fattige børn alene i 2017. Konklusionen burde være tydelig for enhver; fattigdom får ikke folk i arbejde. Det gør i stedet muligheder. Når der er overskud på bankbogen, er der ofte også mere overskud til andre ting i hverdagen. Når man ikke skal bekymre sig om at betale sine rudekuverter, er der mere overskud til jobsøgningen. I 2016 lavede Aarhus Kommune et forsøg, hvor 97 langtidsledige hver fik 50.000 kroner, som de selv kunne bestemme, hvad skulle bruges på, så længe det var noget, der kunne hjælpe dem i arbejde. De fik sparing med en jobkonsulent, og nogen brugte pengene på et kørekort, andre på kurser eller på at få ordnet tænderne. Alle mulige ting som tidligere havde været barrierer for dem i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet - og 1/3 fik et job. Muligheder sender folk i arbejde.
Debat

Debat: Hvorfor kan vi på landet ikke låne til et hus?

Åh, mit smertensbarn – landdistrikterne. Hvorfor kan vi ikke få lov til at låne selv et beskedent beløb til at købe et hus. Hvorfor blev den mulighed sat i stå? Kan det dog passe, at finanskrisens indtog har sin rod her. Vi er mange, som gerne vil bo på landet. Det er et helt andet liv end i byerne. Ikke nemmere. Her skal vi selv sørge for – eller kæmpe for - det meste. Det kan være hårdt, men det giver sammenhold og liv. Sommetider vil nogen gerne sælge deres hus, måske fordi de er blevet gamle og syge eller alene, måske fordi huset er blevet for stort eller for småt, men det er rigtig svært, når man ikke kan få lån til at købe det. Den nuværende ordning er selvforstærkende i en nedadgående spiral. Man kan ikke låne selv til et beskedent hus, man kan så heller ikke sælge sit hus. Det giver lange liggetider. Måske med tvangsauktion til følge med tab for boligejer og panthavere. Hvilket jo er, hvad realkreditforeningerne som panthaver skal undgå at være en del af, men som de selv er blevet medvirkende årsag til. Eller også stagnerer det hele, fordi man bliver stavnsbunden og ikke kan flytte. Jeg bliver så ked af det – og føler mig da faktisk også til grin – når jeg ser, at en aftale mellem finanssektoren og Landdistrikternes Fællesråd munder ud i øget befordringsfradrag og færre omkostninger ved tvangsauktioner. Men tvangsauktioner – det er jo dem, vi skal undgå! Tænk, hvis vi ikke havde fået marshall-hjælpen efter krigen. Hvordan ville det så have set ud i Danmark. Tænk, hvis vi kunne få Landdistrikternes marshall-hjælp nu. Vi skal ikke engang have det foræret, men blot kunne låne på samme måde som de andre. Ja, tænk hvis det skete. Bare en mulighed for at sætte det hele i gang igen. Nedefra. Indefra. Få aktivitet og virkelyst til at blomstre. Få cirkulation og et løft til livet i området. Men er realkreditforeningerne nu til for en mindre del af boligejerne, de heldigst eller bedst stillede, og til for at understøtte pengestærke personer i Danmark og i udlandet, som har behov for at anbringe deres kapital et sikkert sted - på bekostning af beboerne på landet og andre ligestillede. Et bundsolidt realkreditsystem, som man misunder os ude i verden. Men er det nu så misundelsesværdigt. Sammenligningen med et forsikringsselskab taler da sit tydelige sprog. Hvis elitebilisterne var de eneste, der kunne få en forsikring, så blev det da billigere at være forsikringstager, og så kunne de andre sejle deres egen sø. Men sådan er forsikring jo ikke. Er realkreditinstituttet? Dette er jo ikke nye tanker. Mennesker sætter ord på sådanne tanker og taler sammen om dem og ryster på hovedet og kan ikke forstå, at det skal være sådan. Mennesker, som kender konsekvenserne af den gældende praksis. Men er det nu også nødvendigt – og ønskeligt. Man vil gerne have gang i landet, men sætter en prop i for en hel masse mennesker. Jeg håber inderligt, at der åbner sig nogle døre, hvor disse tidligere blev lukket. Der er så mange dejlige steder i Danmark. Giv os muligheden for at bo og leve der.