Tradition dikterer ofte det sidste farvel

Denne artikel er sponsoreret af Bedemand H.J. Madsen

En kiste i haven er ikke ligefrem hverdagskost. Men denne dag har bedemand Peter Kingo byttet kirkebænke og kapel ud med åben himmel, mad og musik. Midt i det hele står kisten med manden, som alle er kommet for at sige farvel til. Han er musiker, og afskeden foregår på hjemmebane. Og ja. Det må man faktisk godt. Scenen ligger langt fra den klassiske danske begravelse, men den er helt efter bogen. Begravelsesloven blev vedtaget i 1975 og har ikke ligefrem haft travlt med at forandre sig siden. Det betyder dog ikke, at vejen fra dødsleje til gravsted er brolagt med paragraffer. Loven sætter blandt andet rammerne for jordfæstelse, kremering og aske. Men meget af det, vi forbinder med en klassisk begravelse, kommer ikke fra loven. Det kommer fra traditionen. - Der er ikke nogen fast drejebog for, hvordan vi skal tage afsked med vores døde. Familien kan for eksempel holde ceremonien hjemme i haven eller i et forsamlingshus, bygge kisten selv, hvis den lever op til kravene og selv stå for transporten af afdøde. Men mange forholder sig først til døden, når den står foran dem. Og når sorgen fylder, er der ikke altid overskud til at gå nye veje. Derfor ender vi ofte med det, vi kender, forklarer bedemand Peter Kingo fra Bedemand H.J. Madsen. Fra frihed til bureaukrati Friheden til at forme det sidste farvel har også sine grænser. Familien kan i princippet have kisten med afdøde stående i dagligstuen i op til en uge efter dødsfaldet. Men efter kremeringen skifter reglerne karakter. Når afdøde er blevet til aske, må urnen ikke bare komme med hjem og vente, til familien er klar til den sidste del af afskeden. Den forskel undrer Peter Kingo. For døden har som bekendt ingen kalender, og et sidste ønske kan sagtens kollidere med årstiden. Den afdøde ønsker måske, at familien spreder asken fra egen båd. Men hvad nu, hvis døden kommer midt om vinteren, og båden står på land og venter på foråret?

- Et eller andet sted synes jeg, at det er mærkeligt, at man ikke kan have urnen stående derhjemme. Ikke på ubestemt tid, men i en kortere periode. Hvem skulle det gøre godt for, at de ikke må det? For mig er det bare mere bureaukrati og en forstyrrelse i familiens sorgproces, siger Peter Kingo. Han efterlyser ikke frit slag til at lade urnen blive en permanent indflytter hjemme på kaminen. Men i Peters øjne bør paragrafferne heller ikke gøre en svær tid sværere end nødvendigt.

Metalskruer og raketter Et sidste ønske kommer ikke altid i en form, bedemanden har set før. Peter Kingo har blandt andet mødt to sønner med et ønske, der sendte ham videre til krematoriet. Deres far havde tre metalskruer i kroppen, som de gerne ville have med hjem efter kremeringen. Skruerne kunne godt tage turen gennem flammerne og bagefter blive sorteret fra og udleveret til familien.

Andre ønsker når aldrig så langt. To gange har Peter fået spørgsmålet, om en raket kunne sende asken til vejrs og sprede den fra oven. Det må man ikke. Men grænsen går ikke nødvendigvis dér, hvor det utraditionelle begynder. Der er for eksempel udviklet en helt anden vej til vejrs.

- En specialbygget drone kan bære urnen ud over vandet, prikke hul i bunden, og så drysser asken lige så stille ud. Familien kan stå på stranden og følge med derfra, så man behøver ikke nødvendigvis selv en båd for at sprede asken over havet. Det er jo en fin mulighed for dem, der gerne vil det, fortæller Peter Kingo.

Dronen er måske ny. Behovet for at sige farvel på sin egen måde er næppe. Og selvom begravelsesloven stadig har det sidste ord, skriver den langt fra hele slutningen. Efter et helt liv med egne valg er det måske også meget passende, at vi selv sætter det sidste punktum.