Annonce
VB

Dantas skal vænne sig til de stramme bånd

Nicolas Dantas har efterhånden spillet sig til en fast plads på VB-mandskabet og har vist sig som en målfarlig stopper med foreløbig to sæson-træffere. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
I Danmark er de taktisk bånd strammere og spillet mere fysisk præget end det, Nicolas Dantas kendte hjemme i Brasilien. Og så bliver der på et tidspunkt noget med vejret.

Vejle: Friheden er mindre og fysikken vigtigere.

Sådan lyder den korte version af forskellen mellem brasiliansk og dansk klubfodbold.

Udlægningen kommer fra Nicolas Dantas, der i sommerpausen kom til Danmark og Vejle direkte fra brasiliansk fodbold.

- I Brasilien har alle spillere masser af frihed. Det gælder også forsvarsspillerne, men sådan er det slet ikke i Danmark, siger Nicolas Dantas.

21-årige Nicolas Dantas er central forsvarsspiller og har efterhånden spillet sig til en fast plads på Vejle Boldklubs bedste hold. Det tog lidt tid, inden han fandt sig til rette i de nye omgivelser, og med egne ord er Dantas langt fra færdiguddannet i forhold til klubfodbolden i Danmark.

- Det er stadig ting, som er helt nye for mig og ting, som jeg aldrig tidligere har prøvet, men jeg mener, at det hele tiden går fremad, siger han.

Og så gør det ifølge Dantas tingene lidt lettere, at det i øjeblikket går godt. VB går ind til søndagens opgør ude mod Næstved med fire sejre på stribe:

- Det er spændende at prøve noget andet, end det jeg var vant til. I øjeblikket går det godt for os, og vi vinder vores kampe, men jeg er stadig ny i dansk fodbold og på holdet i Vejle.

Annonce
Det er svært at komme i kontakt med de andre, hvis ikke man taler samme sprog. Det har hjulpet mig meget, at jeg allerede fra den første dage kunne tale med alle de andre.

Nicolas Dantas

Har oplevet sne én gang

Nyt bliver det også, når der på et tidspunkt sker noget med vejret.

I øjeblikket arter det danske vejr sig som det, Nicolas Dantas kender fra en brasiliansk vinterdag. Senest en gang til januar venter frost og sandsynligvis sne.

- Jeg har én gang i mit liv oplevet sne. Det skete, da vi på et tidspunkt holdt ferie i USA, siger Nicolas Dantas og fortsætter:

- Jeg ved, det kommer i Danmark, men det bliver nyt for mig, når jeg skal til at spille fodbold med masser af tøj på. Det har jeg aldrig prøvet tidligere.

Er selvlært på engelsk

I modsætning til hovedparten af de brasilianske spillere, som de seneste sæsoner er kommet til Vejle, mestrerede Nicolas Dantas allerede ved ankomsten engelsk. Skole-engelsk er der dog ikke tale om, da han er selvlært ud i det engelske sprog.

- Jeg lærte det ved at se engelske film. I Brasilien lærer man normalt ikke engelsk i skolen - du lærer det kun, hvis du får privat undervisning, eller beslutter dig for, at du selv vil lære det, siger han.

Nicolas Dantas ser det som en enorm fordel, at han taler samme sprog som holdkammeraterne, og det har gjort det lettere for ham at falde til i klubben.

- Det er svært at komme i kontakt med de andre, hvis ikke man taler samme sprog. Det har hjulpet mig meget, at jeg allerede fra den første dage kunne tale med alle de andre, siger han.

Og de senere ankomne brasilianske holdkammerater som Brenner og Vitinho nyder godt af Nicolas Dantas’ sprog-kundskaber:

- Selvfølgelig hjælper jeg dem. Der var også en brasilianer (Gianluca Zanette, red.), da jeg kom til Danmark, og han hjalp mig med alt muligt, og jeg skal selvfølgelig hjælpe dem, som kommer efter mig.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce