Horsens: Søndag har Michael Jensen 25-års jubilæum hos Møblér Horsens, butikken på Vejlevej, der også er kendt som Bents Møbler.
Michael Jensen er udlært tæppemand hos Tæppeland, men i 1994 blev han ansat hos Bents Møbler. Senere blev han gift med chefens datter, Britta, og i dag er det Britta, der sammen med sin bror Jesper har overtaget butikken, som forældrene stiftede i 1976.
- Så jeg plejer at sige, at Michael hænger på den, siger Jesper Nielsen.
Michael har primært taget sig af kunder, og det gør han godt, fortæller indehaveren og forklarer:
- Kunderne er glade for ham og kommer gerne igen, og Michael har mange faste kunder, som kun vil handle og snakke med ham.
Michael Jensen har desuden ansvaret for erhvervssalg i butikken, som i dag har en halv snes ansatte. Mange af de ansatte har været der i en årrække, og det er ikke ualmindeligt med 10 års jubilæum i butikken, men det er kun Jesper Nielsen, der har været der lidt længere end søndagens 25-års jubilar.
- Det er guld værd med en mand, der har været her så længe, konstaterer Jesper Nielsen.
- Vores kunder kommer jo næppe flere gange om ugen, som de gør i supermarkedet, men hvis de kommer med flere års mellemrum, kan Michael huske dem, og sandsynligvis kan han også huske, hvad de har købt, forklarer han.