Annonce
Trekantområdet

Jobpatruljen må se langt efter ungarbejdere denne sommer: Men farmor har ansat Katrine i sit ishus

Katrine Madsen Højrup arbejder for sin farmor, Annalise Højrup, i Fårup Sø Kiosk. Foto: Mette Mørk
Det er en fast sommertradition, at Jobpatruljen drager rundt på de danske veje for at besøge virksomheder med ungarbejdere. Avisen fulgte med tirsdag eftermiddag - på en dag, hvor der var langt mellem de unge ude på arbejdspladserne.
Annonce

Hej, vi kommer fra Jobpatruljen. Har I ungarbejdere ansat her?

Således lyder den mest brugte sætning for Sara Jensen og Jonas Messerschmidt tirsdag eftermiddag, da de for henholdsvis anden og fjerde gang er på tur rundt til lokale virksomheder for at tale med arbejdslederne om ungarbejderes arbejdsvilkår.

Denne dag er der 12 personer fra Jobpatruljen, der tager rundt i Vejle og omegn for at tjekke fritidsjobbernes arbejdsforhold.

I Jelling er der ikke mødt nogen ungarbejdere på job denne eftermiddag - hverken i Netto, SuperBrugsen eller Bygma, der dog er klar til en generel snak om fritidsjobbernes arbejdsforhold og oplyste om antallet af ungarbejdere, der bliver tastet ind på den medbragte tablet.

Jobpatruljen har også Rema 1000 på sin liste, men butikken er helt lukket på grund af ombygning.

Billedet af, at der ikke er mange ungarbejdere på arbejde denne eftermiddag, går igen mange steder denne sæson, lyder det fra Jobpatruljens ene udsendte.

- Det er overskriften på denne sommer, at der ikke er særlig mange ungarbejdere på arbejde, og det kan formentlig være en eftervirkning af corona, at man sparer lidt på ungarbejderne, siger Sara Jensen fra Jobpatruljen.

Annonce

Farmor og barnebarn arbejder sammen

Til gengæld bliver Jobpatruljens udsendte mødt af smil og imødekommenhed, da de når til Fårup Sø Kiosk, der især i solskinsvejr langer is og pølser over disken.

Indehaver Annalise Højrup, der i år har haft 35-års jubilæum med iskiosken og sidste år 100-års jubilæum med bådudlejningen, bliver mødt af ros fra Jobpatruljen, og hun ser heller ingen grund til at slække på reglerne for ungarbejdere.

- Det er rigtig vigtigt at have styr på reglerne. De unge mennesker gør et godt stykke arbejde, de gør, hvad der bliver sagt, og de kan også finde ud af at gøre noget selv, uden at man behøver at sige det til dem. Når de gør det så godt, så må vi jo også følge trop, siger Annalise Højrup.


Jeg har syv gode ungarbejdere, og de skal da belønnes med en ordentlig løn og ikke udsættes for tunge løft.

Annalise Højrup


Denne regnvåde og blæsende eftermiddag i skolernes sommerferie er der kun en enkelt på arbejde ud over indehaveren selv. Det er ovenikøbet Annalise Højrups barnebarn, Katrine Madsen Højrup, der synes, at det er trygt at arbejde for farmor.

- Farmor har jo altid haft denne iskiosk, og så har jeg da selvfølgelig gerne villet arbejde her, når jeg blev gammel nok, siger Katrine Madsen Højrup, der går på Bredagerskolen i Jelling og har arbejdet for farmor siden maj.

Annalise Højrup ryster ikke i bukserne, når Jobpatruljen kommer på besøg, for hun ved, at hun har styr på det.

- Jeg har syv gode ungarbejdere, og de skal da belønnes med en ordentlig løn og ikke udsættes for tunge løft, siger siger Annalise Højrup.

Hverken barnebarn eller farmor var synderligt nervøse, da Jobpatruljen kom besøg til en snak om de ansatte ungarbejdere. Foto: Mette Mørk
Annonce

Ikke mange i år

Selvom der ikke er mange på job i målgruppen denne sommer i den to uger lange periode, hvor virksomhederne får besøg, så lader Sara Jensen sig ikke slå ud. For hun føler, at hun gør en forskel for de mange fritidsjobbere.

- Jeg vil gerne sikre, at de unge får en god start på på deres arbejdsliv, så de får lyst til at fortsætte og går glad på arbejde. Jeg har selv prøvet at arbejde med rengøring og som opvasker uden overenskomst eller kontrakt, så jeg kender alt for godt til det, siger hun.

I Jelling-området er der ikke meget at komme efter, mens det er ikke alle virksomheder i resten af Vejle Kommune, der har styr på reglerne.

Jobpatruljen er et samarbejde mellem fagforeningerne 3F og HK, der kører for 41. år i træk. Andre fagforeninger spytter også lidt i kassen, og de udsendte arbejder frivilligt. De to udsendte oplever ikke, at virksomhederne modarbejder deres besøg.

- Virksomhederne tager generelt rigtig godt i mod os, og det er jo de færreste, der bevidst forsøger at snyde med reglerne, siger Jonas Messerschmidt.

- Det gør helt klart en forskel. Eksempelvis har Salling Group ændret i det system, der laver vagtplanen, for at sikre, at der ikke er nogen med undervisningspligt, der får for mange timer. Så er det simpelthen skrevet ind i systemet, at her er en person, der går i folkeskole, og som gør, at personen ikke får for mange timer på en skoledag, siger Jonas Messerschmidt.

Han og makkeren har 20 virksomheder på listen, inden de mødes med de andre fra Jobpatruljen til fælles aftensmad.

Sara Jensen og Jonas Messerschmidt gør meget ud af at være imødekommende og tydeliggøre, at de ikke er fra Arbejdstilsynet, når de besøger virksomhederne. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Tak for kaffe: Ølbrygger åbner kafferisteri i Fredericia

Fredericia

23-årig kom alvorligt til skade på Østerstrand: Er fortsat i kritisk tilstand og skal opereres

Annonce