Annonce
FC Fredericia

Karrieren sluttede 10 år for tidligt: Til sidst kan man ikke mere

Joachim Wagner har indstillet sin spillerkarriere i en alder af 28. FC Fredericia blev hans sidste klub som aktiv spiller - nu skal han være træner for Nykøbing, som han spiller for mod VB på dette billede. Arkivfoto: Mette Mørk
Joachim Wagner og FC Fredericia gik mandag hvert til sit. Offensivspilleren nåede blot at spille to officielle kampe for klubben, og nu har han indstillet karrieren.

Fredericia: Det kunne være blevet så godt, men sådan skulle det ikke være.

Joachim Wagner lignede den berømte sidste manglende brik i FC Fredericias offensiv, da han skiftede til klubben på en fri transfer den 28. januar 2020. Kontrakten blev underskrevet efter en overbevisende indsats i to træningskampe, hvor han viste sin styrke:

En utæmmet fart, som kunne true enhver bagkæde. Og mål i begge kampe.


Hvis jeg ikke var rendt ind i den hofteskade, havde jeg helt sikker nået de mål, jeg havde sat for mig selv.

Joachim Wagner


Men under et år senere og otte måneder før, hans kontrakt udløb, stoppede Joachim Wagner i FC Fredericia. Han nåede kun to optrædener for klubben i kampe, som ligger over et år tilbage. Siden april har han ikke trænet med holdkammeraterne, og nu er det slut.

Joachim Wagner stiller støvlerne på hylden.

- Jeg havde håbet, jeg kunne spille til jeg var 38. Fodbold har været mit liv. Jeg har levet og åndet fodbold, og alt hvad jeg har gjort i livet, har jeg gjort for at blive en bedre spiller, siger Joachim Wagner.

Grunden, til at han indstiller karrieren i en alder af 28, er evindelige, plagsomme smerter gennem tre år.

- Jeg kan ikke spille. Det er min hofte, der har drillet mig over de sidste tre år. Jeg er blevet opereret i den tre gange, fortæller Joachim Wagner.

Til sidst, efter at have gjort alt for at blive på banen, kastede han håndklædet i ringen.

- Jeg har prøvet alt. Behandlinger, scanninger, blokader. Jeg har afsøgt alle muligheder, men jeg kan ikke gøre mere nu. De sidste tre år har ikke været sjove, for jeg har haft ondt, siger han.

- Til sidst kan man ikke mere.

Annonce

Troede på det

Joachim Wagner har været i FC Fredericia i otte måneder uden at kunne træne. Den lange ventetid på afklaringen skyldes et sidste håb om, at en operation kunne få ham tilbage.

Han lider af hoftedysplasi, og det kan man operere væk, men:

- Jeg troede virkelig på den operation, for jeg ville gøre alt for at kunne spille fodbold igen. Men de kunne ikke operere på grund af begyndende slidgigt. Risikoen er for stor. Det var den sidste mulighed, siger Joachim Wagner.

Han kom til Fredericia efter endt kontrakt i barndomsklubben Nykøbing. Her prøvetrænede han og scorede i en testkamp mod Randers, hvorefter han modtog en kontrakt på halvandet år. Han nettede også i sin første testkamp som FC-spiller, da klubben vandt med 1-0 over FC Midtjyllands reserver.

- Jeg havde det godt, da jeg startede i Fredericia. Jeg var ikke på 100 procent men følte, jeg var ok med fysisk. Der var ingen smerter i hverdagen, siger Joachim Wagner.

Han spillede forårets første par kampe, og så tvang corona turneringen i stå. Da pausen var slut nogle måneder senere, var det også slut med Joachim Wagners karriere.

- Der skete noget efter corona. Jeg kunne godt være med, men når man har gået så mange år og haft ondt, ved man, hvornår den er gal. Det er som om, der er grus i maskineriet. Det føles som om, mine led skal smøres. Det er knogle mod knogle derinde, lyder den smertefulde beskrivelse.

Annonce

Ikke bitter men trist

Karrieren som spiller er forbi, men Joachim Wagner fortsætter i fodbold. Han er blevet ansat som offensiv-træner i sin gamle klub Nykøbing, og han har startet sit eget firma, WagAttack, hvor han træner fodbold.

- Jeg er ikke bitter for jeg er taknemmelig over de oplevelser, jeg har haft. Men jeg er trist, for det er verdens bedste job at være fodboldspiller, siger Joachim Wagner og fortsætter:

- Jeg skal huske at være taknemmelig. For jeg har det godt - jeg kan bare ikke spille fodbold.

Han nåede at spillet 93 1. divisionskampe. De to af dem for FC Fredericia og de 91 for Nykøbing.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Formand for landets intensivlæger: - Børn med corona kan blive efterårets store udfordring

Annonce