Annonce
Fredericia

Koncerndirektør stoppede efter blot en måned - distriktsskoleleder sprang til

Magnus te Pas (t.h) - leder af Fredericia Kommunes største skoledistrikt Kirstinebjerg - sagde ja til at sætte sig i spidsen for børne- og ungeområdet, da koncerndirektør Peter Mikael Andreassen (t.v.) efter blot en måned opsagde sin stilling. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Siden 3. april har et hurtigt sammensat hold overtaget opgaverne fra kommunens nye koncerndirektør på børn- og ungeområdet Peter Mikael Andreassen. Distriktsleder for Kirstinebjergskolen Magnus te Pas er konstitueret som chef for børne- og ungeområdet, mens Jens Bay Madsen springer ind på hans plads ved siden af lederjobbet på Fjordbakkeskolen.
Annonce

Fredericia: Efter blot en måned stod det klart for Peter Mikael Andreassen, at jobbet som koncerndirektør for børn- og ungeområdet i Fredericia Kommune alligevel ikke var drømmejobbet. Det meddelte han kommunens ledelse, som har taget beslutningen til efterretning.

- Han havde tre måneders prøvetid, og i den periode havde han mulighed for at stoppe med dags varsel. Den benyttede han sig af, så han stoppede den 3. april. Han får ikke løn ud over den periode, han har været ansat, så ansættelsesforholdet er stoppet, siger kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.

- Virker det ikke useriøst, at man søger og tiltræder et job i den kategori og så stopper efter en måned?

- Vi nåede at lære Peter Mikael at kende og var glad for samarbejdet i den korte tid. Det har været hans personlige overvejelser, som har gjort, at han stopper. Det er selvfølgelig ikke det, man regner med, men sådan er det nogle gange, og det har vi taget til efterretning og haft fokus på hurtigt at skabe en løsning, så organisationen fungerer, og det er lykkedes, siger Annemarie Zacho-Broe.

Det har været hans personlige overvejelelser, som har gjort, at han stopper. Det er selvfølgelig ikke det man regner med, men sådan er det nogle gange, og det har vi taget til efterretning og haft fokus på hurtigt at skabe en løsning, så organisationen fungerer, og det er lykkedes.

Kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe

Annonce

Alle har steppet op

Opsigelsen kom midt i coronakrisen, hvor det har krævet en stor indsats på netop børne- og ungeområdet at gøre klar til at genåbne dagtilbud og skoler i de kommende dage.

- Vi havde tillidsrepræsentanterne ind over for at finde en løsning på, hvad der skulle ske. Det vigtigste var, at vi skulle have chefniveauet på plads, så vi er operative. Magnus te Pas sagde ja til at blive konstitueret som chef for området, mens Jens Bay sagde ja til at springe ind som leder af skoledistriktet samtidig med, at han fortsætter som leder af Fjordbakkeskolen, siger Annemarie Zacho-Broe.

Kommunaldirektøren roser hele området for at være klar til at steppe op, da der var behov for det.

- En af de første, der meldte sig klar til at hjælpe, var Søren Pedersen, som er chef for ungeområdet. Han skulle egentlig på pension, men han tilbød sin hjælp, og det har vi taget imod med glæde. Han udskyder sin pension til efter årsskiftet, siger Annemarie Zacho-Broe.

Annonce

Stilling skal genopslåes

Midt i coronatiden er det praktiske opgaver, der har stået i kø og skubbet tanken om at finde en afløser til koncerndirektør-jobbet i baggrunden.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, for byrådet har vedtaget, at der skal vedtages en helt ny fritidspolitik, men situationen med corona har under alle omstændigheder udskudt den proces, siger Annemarie Zacho-Broe.

Politikerne har fået en kort orientering om, at koncerndirektøren er rejst.

- Vi har blot fået at vide, at han har opsagt sin stilling. Vi har fået at vide, at det ikke koster kommunen noget i form af fratrædelsesløn, og det er i det mindste tilfredsstillende, siger Susanne Eilersen (DF).

Hun forventer, at der skal ske et genopslag af stillingen.

Annonce

Dialog med rekrutteringsfirma

Kommunaldirektøren ved ikke, hvornår der bliver tale om et genopslag.

- Lige nu koncentrerer alle sig om at få kommunen gennem coronakrisen. Vi er i en situation, som ingen af os har prøvet at stå i før, så det vigtigste er, at vi er operative på alle områder, og det har vi sikret med den nye organisation, siger Annemarie Zacho-Broe.

- I havde et rekrutteringsfirma til at finde de rigtige kandidater til stillingen. Har de fejlet?

- Vi mente, at vi havde fundet den rette til jobbet, og som sagt havde ingen regnet med, at han ville fortryde. Vi skal selvfølgelig have talt med rekrutteringsfirmaet, og vi har indbygget en aftale om, at der kan laves en ny rekruttering under nogle mere favorable betingelser efter denne her situation. Det skal vi have set på, siger Annemarie Zacho-Broe.

52-årige Peter Mikael Andreasen kom fra en stilling som børne- og familiedirektør i Jammerbugt Kommune.

Fredericia Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra Peter Mikael Andreassen, men indtil videre uden held.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Rideklub aflyser stævne efter henvendelse fra politiet: - Vi synes, det er til grin

Fredericia

Skrappe coronaregler omdirigerer ridestævne til Fredericia: - Vi lægger op til 'kom, rid, skrid'

CORONAVIRUS

Live: 2,2 millioner danskere får nu 1000 kroner hver

Fredericia For abonnenter

Fredericia skal have flere uddannelser: 60 mio. kroner sat i spil til campus i Kanalbyen

Annonce