Annonce
Klima

Malaysia renser flod med ny opfindelse

Det ligner en husbåd, men det er faktisk en maskine, der automatisk indfanger flydende affald. Foto: Mohd Rasfan, AFP/Ritzau Scanpix
Det har kostet hårdt arbejde at fjerne skraldebunkerne langs en flod i Malaysia. En nyudviklet plastikfangermaskine skal hjælpe med at holde floden og havet fri for skrald fremover.
Annonce

For få år siden var Klang-floden stadig så fyldt med affald, at den nærmest var en våd losseplads. Floden, der flyder gennem Indonesiens hovedstad Kuala Lumpur, var nogle steder så proppet med plastik og andet skrald, at både knapt kunne komme igennem. Og store mængder af plastik flød videre ud i havet.

Men siden 2016 har myndighederne ryddet op i floden og fjernet 50.000 tons affald fra floden og dens bredder, hvor der ofte blev dumpet skrald ulovligt. Det skriver nyhedsmediet Breaking Asia. Ifølge den malaysiske avis The Star er vandkvaliteten i floden også blevet bedre, og byen har nu planer om at udvikle økoturismen i området ved at bygge en 1,6 km lang gangbro langs floden, så turister kan komme helt tæt på mangrovetræerne.

Der fortsætter dog med at flyde plastik ned ad floden. For at forhindre, at det ender i havet, er der blevet sat en af de store plastikfangere op, som organisationen The Ocean Cleanup er begyndt at opsætte i verdens flodmundinger. På afstand ligner plastikfangeren en husbåd, men det er en maskine, der består af tre dele: En spærrearm indfanger flydende affald, hvoraf det meste er plastik. Flodens strøm får affaldet til at samle sig foran selve maskinen, hvor et soldrevet transportbånd transporterer skraldet op i et containersystem. Under optimale forhold kan maskinen opfange op til 100 tons plastik om dagen. Indtil videre ender plastikskraldet på en losseplads, men Malaysia har til hensigt at begynde at genbruge en større del af det indsamlede plastikaffald fremover.

Ocean Cleanup håber, at de kan opsætte langt flere plastikfangere i de kommende år. Organisationen anslår, at 1000 floder i verden udleder 80 procent af den plastik, der ender i havet. Indtil videre er der opsat to plastikfangere, i henholdsvis Malaysia og Indonesien, og en tredje er ved at blive installeret i Vietnam. En fjerde skal efter planen snart opsættes i den Dominikanske Republik. Thailand og USA har også vist interesse.

Verdens Bedste Nyheder

Denne artikel er produceret af Verdens Bedste Nyheder, som er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik med udgangspunkt i FN’s Verdensmål.

Verdens Bedste Nyheder fokuserer på ofte oversete fremskridt, potentialer og løsninger på verdens udfordringer.

Læs mere på verdensbedstenyheder.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

FC Fredericia tog tre vigtige point og sprang op på andenpladsen

Fredericia

Coronasmitte steget med fem

Annonce