Annonce
Fredericia

Rendegraver færdig i Lillebælt: Ønske fra naturpark om stenrev gled ud

Det ærgrer udvalgsformand og medlem af Naturparkrådet Christian Bro, at store sten som denne blev sejlet fra udgravningen i Lillebælt til klappladsen ved Trelde Næs, hvor den blev dumpet sammen med det øvrige bundmateriale. Hvor mange sten der er sendt i retning Trelde Næs, er uvist, men Christian Bro forstår ikke, at de ikke blev lagt til side og brugt til stenrev efterfølgende. Arkivfoto: Søren Gylling
I denne uge håber Energinet at udgravningen til Baltic Pipe på tværs af Lillebælt er slut. Renden er klar til at modtage gasledningen, som efterfølgende dækkes med skærver. Forhandlinger med Naturpark Lillebælt om at etablere stenrev på stedet gled ud i ingenting. Det ærgrer medlem af Naturparkrådet og formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S).
Annonce

Lillebælt: De seneste godt 14 dage har det hollandske uddybningsfartøj Willem van Oranje suget havbund op mellem Fyn og Jylland og sejlet i pendulfart med materialet til klappladsen ved Trelde Næs. Fredag ventes det sidste læs at blive dumpet.

Næste led i projektet med den norsk-polske gasforbindelse, som Energinet har ansvaret for, er at få gasledningen trukket over Lillebælt i renden. Ledningen dækkes af skærver, men det burde have været store sten i et stenrev, der kunne have gavnet miljøet i Lillebælt. Det mener formand for miljø- og teknikudvalget i Fredericia Christian Bro (S).

- Det havde været en rimelig pris fra Energinets side, at de gav en hånd til det miljø, som de i mine øjne belaster med deres klapning af store mængder materialer i Lillebælt. Det ærgrer mig at se, at de direkte graver store sten op og sejler dem væk. De kunne være skubbet til side og brugt til stenrev efterfølgende, siger Christian Bro.


Det ærgrer mig at se, at de direkte graver store sten op og sejler dem væk. De kunne være skubbet til side og brugt til stenrev efterfølgende.

Formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S)


Udvalgsformanden er en af mange, der har rejst kritik af Energinets dumpning af store mængder havbund på klappladsen ved Trelde Næs, ligesom mange tager afstand til selve Baltic Pipe-projektet.

Annonce

Møder uden resultat

Naturpark Lillebælt har etableret mindre stenrev, og i andre dele af Lillebælt gør man forsøg med stenrev for at give fiskebestanden bedre vilkår og med gode resultater. Naturpark Lillebælt var derfor tidligt i forhandlinger med Energinet om, at selskabet kunne afslutte Baltic Pipe-arbejdet med et stenrev.

- Det kunne have været en virkelig flot håndsrækning til Lillebælt med et stort stenrev mellem Fyn og Jylland. Der blev forhandlet om det og holdt en række møder, hvor sagen var på dagsordenen, siger Christian Bro.

Fredericia Dagblad har haft adgang til at læse referaterne fra møderækken og kan konstatere, at stenrevet har været et tema flere gange. Det bekræfter Energinet.

- Det er korrekt, at vi havde flere møder med folk fra Naturpark Lillebælt, og der blev drøftet et stenrev, men vi har en skarp tidsplan for Baltic Pipe, og den ruller afsted. Vi så på muligheden, men tidsmæssigt kunne vi ikke få det til at passe. Jeg deltog ikke selv i forhandlingerne, så hvordan de præcist endte, ved jeg ikke, men timingen har ikke været i orden, siger projektleder Nina Frøkjær.

- Ville det rent praktisk ikke være muligt at lægge stenrevet oven på de skærver, I alligevel lægger ud over ledningen?

- Det kunne det måske godt, hvis det havde været aftalt på forhånd, siger Nina Frøkjær.

Christian Bro ærgrer sig over, at det ikke lykkedes.

- Det havde klædt Energinet at lave den afslutning. Økonomisk burde det have været muligt i så stort et projekt. Det er meget godt, at de har har deltaget i møder med Naturpark Lillebælt om projektet, men det har jo nærmest været lige meget, når der alligevel ikke blev handlet på det, mener Christian Bro.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

23-årig kom alvorligt til skade på Østerstrand: Er fortsat i kritisk tilstand og skal opereres

Fredericia

Ulykke på Østerstrand: Hovedspring på for lavt vand

Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Annonce