Annonce
Debat

Replik: Ja, gratis psykologbistand skal i gang nu

Annette Blynel. Foto: Søren Skarby

Læserbrev: Tak til Hans Biering Fonsbøl, Dansk Psykologforening, som i et debatindlæg 2. marts kommer med et kraftigt opråb til regionsrådet i Region Syddanmark.

Den vedtagne gratis psykologhjælp til unge op til 25 år skal i gang nu. Regionen har modtaget 10 millioner kroner til indsatsen, og de penge skal naturligvis bruges til formålet.

Udfordringen er så den lange ventetid, der aktuelt er i vores region. Psykologerne har travlt, der er stor efterspørgsel på deres indsats.

Og det er jo rigtigt, som Hans Fonsbøl påpeger, at psykologerne er selvstændigt erhvervsdrivende med ret til at tilrettelægge deres arbejde og tage andre opgaver i form af f.eks. undervisning, supervision og borgere med sundhedsforsikringer, som ofte kommer forrest i køen.

Sådanne sundhedsforsikringer er der ikke mange unge mellem 15 og 25 år, der har, så de er "overladt" til det offentlige tilbud, som et flertal af partierne i forbindelse med vedtagelse af finansloven nu endelig har gjort både gratis og permanent.

Så den beslutning skal naturligvis gennemføres, også i Region Syddanmark.

Coronaperioden har desværre tydeliggjort behovet. Der er forfærdelig mange unge, som er præget af angst og mild depression, bl.a. på grund af isolation og fravær af sociale kontakter.

Det er vanskeligt for mange af dem at tackle det uden hjælp. Så denne aftale er vigtigere end nogensinde.

Hans Biering Fonsbøl spørger, om regionen planlægger et spareprojekt? Nej, aldrig, hvis det står til SF.

Pengene skal bruges til formålet, nemlig at understøtte de mange unge, som lige nu kæmper en brav kamp for at håndtere en særdeles vanskelig livssituation.


Det er en kæmpe menneskelig og sundhedsmæssig regning, der kommer, hvis vi ikke handler nu. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Annette Blynel


Det er en kæmpe menneskelig og sundhedsmæssig regning, der kommer, hvis vi ikke handler nu. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Så sæt i gang med gratis psykologbehandling, der skal findes en løsning meget hurtigt. Enten hos privatpraktiserende psykologer, eller hvis dette ikke er muligt, så i offentligt regi ved børn- og unge psykiatrien. Her er der jo også psykologer, som kan varetage opgaven.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce