x
Annonce
Vejle

Trods mange projekter: Stor midtby-grund ligger brak på 10. år

Dette foto er taget i 2014, men her godt fem år senere er der fortsat intet sket på den tidligere tankstationsgrund. Den er i dag stadig en privatejet parkeringsplads med offentlig adgang. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Det er ni år siden, at Ejendomsselskabet Vejle A/S fik lavet en lokalplan for et stort byggeri på Dæmningen i Vejle. Men et byggeprojekt lader fortsat vente på sig.

Vejle: De senere år har debatten om en af Vejle midtbys sidste store byggegrunde raset.

Men det snart tomme posthus, den stadig mere saneringsmodne godsbanegård og de mange rangerspor fylder fortsat på og ved Posthusgrunden langs Gammelhavn.

Nogle hundrede meter længere henne ad Dæmningen ligger en anden byggemoden grund, som er gået under radaren i de senere års debat om midtbyudviklingen.

På Dæmningen 23 lå der oprindelig en tankstation, som blev revet ned for knap 10 år siden. Nedrivningen skulle give plads til et stort nybyggeri, og den ni år gamle lokalplan giver mulighed for at opføre nybyggeri i op til fem etager og med en samlet bebyggelsesprocent på 290.

Men pladsen ligger stadig hen som offentlig, men privatejet parkeringsplads, selvom grundens ejer, Ejendomsselskabet Vejle A/S, gerne vil realisere et byggeprojekt på midtbygrunden.

Annonce
Vi har ikke selv et projekt, men flere entreprenører har regnet på forskellige projekter, og en dag bliver det forhåbentligt til noget.

Ole Madsen, partner og direktør i Vinding Gruppen A/S

Flere gode idéer gennem årene

Det lokale ejendomsselskab, som har en række investorer med i ejerkredsen, administreres af Vinding Gruppen A/S. Direktør og partner Ole Madsen forklarer, hvorfor grunden fortsat ligger hen som parkeringsplads på 10. år.

- Flere entreprenører er gennem tiden kommet med gode idéer og projekter, men ingen af projekterne er realiseret. De seneste par år er der sket rigtig meget rundt i byen, men det er desværre ikke lykkedes os at skabe et projekt på Dæmningen endnu. Men det ser vi da for os, siger Ole Madsen.

Han beskriver det som et langsigtet mål at få grunden bebygget, men selskabet har ingen aktuelle planer på skrivebordet. Tanken er dog at realisere et projekt, hvor der er butikker eller liberalt erhverv i stueetagen og boliger foroven, hvilket lokalplanen giver plads til.

- Lokalplanen giver mulighed for at bygge mellem 5000 og 6000 kvadratmeter, og den dag, nogen har et behov for at bo der, er vi interesseret i at drøfte det. Men det skal passe med parkeringskrav og andre ting, siger direktøren.

Oplagt placering til bibliotek

Løber økonomien rundt for ejerne ved at lade pladsen fungere som betalt parkeringsplads i dag?

- Det gør det formentlig, men der er en høj ejendomsskat på sådan en grund, der rummer så mange byggeretter. Det var derfor, vi fik lokalplanen lavet, og derfor er målet også på sigt, at der skal ske noget på grunden, siger Ole Madsen, som forestiller sig, at et projekt er realiseret indenfor de næste fem år.

Studerer man skitserne i lokalplanen nærmere, står der "Bibliotek" på en de skitserede bygninger langs Dæmningen.

Ser I fortsat gerne, at Vejle Kommune placerer biblioteket på tankstationsgrunden, nu hvor Venstre senest pegede på en biblioteksplacering på Posthusgrunden?

- Det var bare en tanke, vi havde dengang, men det kræver politisk opbakning. Jeg synes stadig, biblioteket burde ligge i midtbyen. Det vil være med til at skabe mere liv i byen efter klokken 17, og med en placering tæt på banegård og busser tror jeg også, det vil skabe mere trafik på biblioteket. Derfor synes jeg, at biblioteket vil ligge perfekt på Dæmningen. Men kan det ikke ligge her, er der stadig andre gode midtbygrunde, hvor det kunne placeres, siger han.

Butikker er tilladt på Dæmningen

  • Lokalplan 1091 udstikker rammerne for, hvad der må bygges på de godt 2000 kvadratmeter, Ejendomsselskabet Vejle A/S ejer på Dæmningen 23, og det mindre naboareal på hjørnet af Dæmningen og Vissingsgade, hvor Vejle Kommune har etableret parkeringplads. Det var, her værtshuset "Kontoret" i sin tid lå.
  • Inden for lokalplanområdet må den samlede bebyggelsesprocent for projektet ikke overstige 290.
  • Der kan opføres byggeri i op til fem etager med en maksimal bygningshøjde på 21,5 meter. Størstedelen af bebyggelsen skal dog opføres i to til fire etager, og ud mod Dæmningen betyder det en facadehøjde vekslende fra 10,5 meter til 19 meter.
  • Ejendommes stueetage må anvendes til salg af udvalgsvarer, restauranter, specialbutikker som vinhandel, slagtere ostehandel med mere samt offentlige formål. Der må ikke indrettes deciderede dagligvarebutikker.
  • Den enkelte udvalgsvarebutik må ikke være større end 1000 kvadratmeter, og det samlede etageareal, der kan anvendes til butiksformål, er 1800 kvadratmeter.

Ikke noget sort-hvidt svar

Er det vigtig for Ejendomsselskabet Vejle, at man ejer et kommende byggeri på grunden, eller er selskabet interesseret i at sælge grunden?

- Det er der ikke noget sort-hvidt svar på. Det kan være, at vi sælger grunden. Men det kan også være, at projektet er så godt, at Ejendomsselskabet Vejle bygger det og ejer det efterfølgende, siger Ole Madsen.

Sådan ser illustrationen af det oprindelige byggeprojekt på Dæmningen ud i den ni år gamle lokalplan 1091, der udstikker rammerne for de to matrikler, som ejes af henholdsvis Ejendomsselskabet Vejle A/S og Vejle Kommmune.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce