Fredericias hoteller melder om masser af turister - men vandrerhjemmet har en stille sommer

Hotellerne er godt tilfredse med antallet af turister i sommeren 2018. Det viser en rundringning. En del af dem vælger at forlænge deres ophold. Turisterne kan blandt andet gå en tur på Fredericia Vold. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Fredericias hoteller melder om masser af turister - men vandrerhjemmet har en stille sommer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Turisterne melder deres ankomst sent, men en del vælger at forlænge opholdet, oplyser hotellerne.

Fredericia: Det har været en varm og solskinsrig sommer i Danmark, og måske har det været med til at lokke danskerne ud i sommerlandet.

I hvert fald melder de fleste overnatningssteder i Fredericia om masser af turister indtil nu.

- Vi har haft en markant fremgang. Det har været fantastisk for os i juli måned. Hvorfor ved vi ikke præcist, men vi er med i Legoland Billund Resort-samarbejdet, og det bliver markedsført ret kraftigt i forskellige lande. Vi får besøg af mange familier, og vi har gode naboer i Madsbyparken og badelandet i idrætscentret, fortæller hoteldirektør hos Best Western Plus Fredericia, Einar Kring.

Omtrent samme melding kommer fra Trinity Hotel & Konferencecenter.

- På turistdelen ser det fornuftigt ud. Vi har en god belægning. På konferencedelen er det ret dødt om sommeren. Det er mange familier, som skal i Legoland og Givskud Løvepark. Vi har også en del danskere, som gerne vil lidt hjemmefra og kommer en enkelt overnatning med forplejning via forskellige deals, fortæller account manager hos Trinity Peter Lohmann Jensen.

Når gæsterne har været her en dag, vil de gerne bliver her lidt længere. De synes, det er en dejlig by, og vi har jo mange gode spisesteder, volden og stranden.
Anders Boye

Sene bookinger

Hos Hotel Medio er der også kun tilfredse miner.

- Vi er fuldt booket. Det kunne ikke være bedre. Vi har mange børnefamilier, fordi vi har overnatning med to værelser. Desuden har vi folk, som arbejder i byen. Gæsterne kommer alle mulige steder fra, fortæller Gerd Dethlefsen.

Flere af hotellerne melder om, at turisterne booker overnatning senere og senere. Dermed kan det være svært at forudsige, hvor høj belægningen er.

- Vi er blevet stormet af turister. Vi har en noget højere belægning end sidste år, men bookingerne kommer ret sent. Eksempelvis havde vi 29 ledige værelser mandag morgen (til samme aften, red.), men mandag aften var der kun 12 ledige værelser. Det er 17 værelser, der er booket af folk, der bare er kommet forbi. Måske kigger folk på, om det gode vejr holder, før de beslutter sig. I a la carte restauranten har vi ikke helt så mange gæster. Det gode vejr får folk til at blive på stranden eller tage på picnic, fortæller hoteldirektør på Best Western Kryb i Ly Hotel, Sybille Merz Bæksted.

Forlænger opholdet

Flere af overnatningsstederne har fået gode tilbagemeldinger fra turisterne om, at de er glade for Fredericia. Mange vælger endda at forlænge deres ophold.

- Vi er vældig godt tilfredse og har haft en god juli måned. Det er en lille smule bedre end sidste år. Når gæsterne har været her en dag, vil de gerne bliver her lidt længere. De synes, det er en dejlig by, og vi har jo mange gode spisesteder, volden og stranden, fortæller indehaver af Hotel Gammel Havn Anders Boye.

Samme oplevelse har Best Western Plus Fredericia.

- Vi kan se, en del gæster har forlænget deres ophold, fordi de kan se, det er et dejligt område, fortæller Einar Kring, som også kan fortælle, der er rift om hotellets nye værelser med aircondition, der blev indviet sidste år.

Hotellerne melder alle, at det hovedsageligt er danskere, nordmænd, svenskere, tyskere og hollændere, som lægger vejen forbi.

Stille på vandrerhjemmet

Et enkelt sted har det dog været en stille sommer på turistsiden. Det er hos Danhostel Fredericia. Det fortæller daglig leder Anita Schønemann.

- Det ser ikke så godt ud. Vi har ikke så mange gæster. Så længe solen skinner, så gider folk ikke ind. Så tager de på camping i stedet. Vi ved af erfaring fra gode somre, at så er det ikke her på vandrerhjem, folk bor, siger Anita Schønemann.

Hun mener, Fredericia har et stykke vej til at blive en turistby, hvor folk kommer for at besøge selve byen.

- Vi er ikke en turistby som sådan. Der er vi ikke kommet til endnu. Folk kommer her ikke for at se byen, som de gør i Vejle og Kolding, siger hun.

Selvom der er stille på vandrerhjemmet i sommermånederne, venter der sædvanligvis masser af arbejde for vandrerhjemmet resten af året.

- Vi tjener pengene på kurser og lejre for forskellige firmaer og foreninger. Det kommer til efteråret. Desuden har vi en del langtidsboende, som arbejder her i byen i en periode. Firmaerne i byen er gode til at bruge os, fortæller Anita Schønemann.

Fredericias hoteller melder om masser af turister - men vandrerhjemmet har en stille sommer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce