Milliardkøb af Shells raffinaderi gled ud i sandet - sådan går det i dag

Shell Raffinaderiet vil fortsat være en væsentlig del af erhvervslivet i Fredericia. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Milliardkøb af Shells raffinaderi gled ud i sandet - sådan går det i dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arbejdet på Shell Raffinaderiet i Fredericia fortsætter uændret, mens Dansk Olieselskab, tidligere mulig køber, er under opløsning.

- En kongedeal. Tommy Frank havde svært ved at få armene ned, da han i september 2016 i Randers Amtsavis kommenterede et kommende køb af Shell Raffinaderiet i Fredericia.

Et køb til 80 millioner dollars, altså i omegnen af en halv milliard danske kroner, af det nystiftede Dansk Olieselskab Aps, som, Frank stod bag via Bahia Capital Aps.

Erhvervsmanden fra Randers, der ellers mest var kendt for at handle med ejendomme, værdipapirer, møbler og vindmøller, var oprindelig hyret til at forsøge at finde finansiering til Shell, der efter frasalget af de fleste af sine tankstationer i Danmark også ønskede at skille sig af med raffinaderiet. 2. januar i år blev de omkring 250 ansatte på raffinaderiet i Fredericia orienteret om, at Shells salgsaftale med Dansk Olieselskab A/S var ophørt, og at salget af A/S Dansk Shell vil ikke blive gennemført.

Overtagelsen var flere gange blevet udsat angiveligt på baggrund af et stort vedligeholdelsesarbejde på raffinaderiet. Dansk Olieselskab var i mellemtiden omdannet til et holdingselskab, og Tommy Frank var ene mand i direktionen.

- En supergod investering, kaldte han det engagement i raffinaderiet, som aldrig blev til noget.

Nu er Tommy Frank i bogstaveligste forstand gledet i olien - Dansk Olieselskab Holding er med ham som administrerende direktør og eneste aktive i bestyrelsen under opløsning med en negativ egenkapital/gæld på 425 millioner kroner, tæt på det beløb, overtagelsen af Shell Raffinaderiet ville have kostet.

-Jeg har ingen kommentarer ud over det, der er at læse i ledelsesberetningen, lød den korte kommentar fra Tommy Frank, da Fredericia Dagblad i juli spurgte ham, hvad der nu skulle ske.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at ledelsen satser på en solvent likvidation, da den forventer, at selskabet vil modtage en gældseftergivelse fra de primære långivere og modtage refusion af omkostninger afholdt i regnskabsåret. Det er ikke anvist, hvor pengene skal komme fra. Tommy Frank henviser til årsregnskabet, og Shell har ingen kommentarer.

Shell Raffinaderiet i Fredericia
Det globale olieselskab Shell har været aktiv i Danmark siden 1913. Raffinaderiet i Fredericia blev taget i brug i 1966. Nordsøolien ender i Fredericia via en 320 km rørledning til raffinaderiet. Ca. 250 er beskæftiget på raffinaderiet i Fredericia, hvor man producerer lidt over en tredjedel af alle de brændstofprodukter, danskerne bruger. Hvert år omdannes ca. 3,4 mio. tons råolie til flydende gas, jetbrændstof, fuelolie, benzin, diesel, biobrændstoffer, petroleum og fyringsolie. Omkring to tredjedele af de færdige olieprodukter udskibes fra havneterminalen i Fredericia Havn, mens resten af produkterne dagligt bringes ud til danske tankstationer af cirka 170 tankbiler.
Den 50-årige hollænder Maarten Stals skal som ny direktør for Shell Raffinaderiet i Fredericia skabe ro omkring virksomheden. Arkivfoto: Anders Brohus
Den 50-årige hollænder Maarten Stals skal som ny direktør for Shell Raffinaderiet i Fredericia skabe ro omkring virksomheden. Arkivfoto: Anders Brohus

Ny direktør

Raffinaderiet i Fredericia er fortsat en fuldt integreret del af Shell-koncernen, efter at olieselskabet og Tommy Franks veje blev skilt ved årsskiftet.

1. juni tiltrådte den 50-årige hollænder Maarten Stals som direktør for Shells raffinaderi i Fredericia.

Han har en fortid som direktør for det tidligere Shell-raffinaderi Hengyuan Refining Company i Malaysia. Og han lagde i en slags tiltrædelsesinterview i Fredericia Dagblad ikke skjul på, at raffinaderiet har en central position i Fredericia Kommune:

- Der er løbende blevet renoveret og skiftet ud i processen, men det er som en gammel bil, når man ikke ved, om man skal beholde den, så er der investeringer, man overlader til en kommende ny ejer. Men omvendt, når man har besluttet at beholde den, så skal man lave en plan for, hvordan den kører bedst og kan holde i flest år, sagde den nye direktør, som skal skabe ro i virksomheden og arbejde videre med den vedligeholdelsesplan, som var sat i gang, da salget til Dansk Olieselskab gik i vasken.

Shell Raffinaderiet, som ikke blev den ønskede kongedeal for Tommy Frank, vil således stadig udgøre en væsentlig faktor i det fredericianske erhvervsliv: For hvert job, der er på raffinaderiet, genereres knap tre job i følgeindustri og virksomheder, viser en analyse, som raffinaderiet har fået udarbejdet hos Center for Regional- og Turismeforskning.

Milliardkøb af Shells raffinaderi gled ud i sandet - sådan går det i dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce