Annonce
Vejle

Vejles citychef har sagt op: - Jeg kan ikke udvikle mere

Søndag bød citychef Marianne Jeppesen den flyvende julemand velkommen til havnen i Vejle. Dagen før havde hun meddelt City Vejles bestyrelse, at hun stopper i jobbet med udgangen af januar. Foto: Mette Mørk
Der er ikke udsigt til, at City Vejle kan få tilført flere ressourcer. Det har fået citychef Marianne Jeppesen til at sige sin stilling op.

Vejle: Dagen før citychef Marianne Jeppesen hoppede i sin nissedragt for at tage imod julemanden og mange hundrede vejlensere på Vejle Havn, sagde hun sit job op.

Selvom hun ikke har noget job på hånden og ikke vil søge nyt, førend hun stopper som leder af City Vejle 31. januar, afviser hun, at der er dramatik forbundet med hendes opsigelse.

- Det er ikke en beslutning, jeg har taget over natten, men noget jeg har overvejet de seneste måneder. Og der ligger ingen kritik i min opsigelse, hverken af bestyrelsen, medlemmerne eller Vejle Kommune. Men jeg er en udviklertype, og jeg kan ikke udvikle mere i de rammer, vi har. De er fyldt 100 procent ud, fortæller Marianne Jeppesen.

Annonce
Hvis vi fortsat skal være halloween-hovedstad, skal vi have tilført flere ressourcer. Hvis det bare bliver det samme næste år, skuffer vi folk.

Marianne Jeppesen, afgående citychef

Som en oppustet terning

Hun sammenligner City Vejle med en terning, der er blæst så meget luft ind i, at siderne buler helt ud.

- Så meget synes jeg, vi udnytter potentialet, ressourcerne og økonomien i City Vejle. Vi udnytter hver en krone og får meget synlighed, og jeg kan ikke få flere ressoucer ind i City Vejle, siger den afgående citychef.

- Når jeg kigger i kikkerten er der heller ikke udsigt til, at det bliver ændret. Derfor har jeg mærket efter og spurgt, om jeg kan trives med mere og mere drift i opgaverne. Det kan jeg ikke, for jeg er bedst til udvikling, og jeg kan ikke længere se, hvor udviklingsrummet er.

Udvikling har der været masser af i de fire år, Marianne Jeppesen har haft posten. Antallet af medlemsbutikker i City Vejle er steget, mens omfanget af aktiviteter i midtbyen er mangedoblet. Fra mindre workshops med påske- og juleklip til den store satsning med halloween, som citychefen er særlig stolt af.

Smitter af på humøret

Den økonomiske ramme har Vejle Kommune også udvidet fra en kvart million kroner i tilskud til netop halloween til to millioner kroner i årlige støtte til Vejles detailhandel i 2018, 2019 og 2020.

- Min beslutning har intet at gøre med, at den bevilling er uafklaret til 2021. Men jeg har ikke mere kreativitet til, hvordan jeg vil kunne gøre det bedre til næste år med de samme penge. Og jeg er så ambitiøs, at hvis jeg ikke kan se, at vi kan tage et eller to skridt ekstra, føler jeg, at der skal andre kompetencer til hernede, siger Marianne Jeppesen og tilføjer:

- Hvis jeg føler, at tingene bliver indskrænket, smitter det at på mit humør.

Kan ikke holde med andre

Hun erkender, at det bliver svært at tage afsked med det store netværk, hun har fået i Vejle, ikke mindst blandt midtbyens medlemsbutikker og de ansatte på citykontoret på Banegårdspladsen. Og hun ser ikke sig selv som en fremtidig citychef i en af nabobyerne, i Aarhus eller Odense.

- Det kan jeg kun være i Vejle, for jeg har svært ved at se mig selv holde med en anden by. Vejle er min by. Det er her, mine forældre og bedsteforældre er fra. Jeg ved godt, at jeg blev kaldt hende fra Horsens, da jeg begyndte i jobbet, og jeg var stolt, da folk begyndte at kalde mig Marianne. Så vidste jeg, at byen havde taget mig til sig, fortæller 50-årige Marianne Jeppesen.

Hun kom til Vejle fra en stilling på Fængslet i Horsens, hvor hun havde ansvaret for møder og konferencer. Før den tid arbejdede hun 20 år i tøj- og skobranchen, og hunvar blandt andet udstationeret syv år for Ecco i Asien.

Men privat bliver Marianne Jeppesen i Vejle, for hun deler sin tid mellem Vejle og Horsens.

- Vi er en sammenbragt familie. Mine børn går i skole i Horsens, mens min kæreste og hans barn bor i Vejle. Vi har hus i begge byer, så jeg bliver ved med at shoppe i Vejle, lover hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce